Videnskab i medierne - Markedsføring af Copenhagen Trial Unit

I august måned publiceredes under en del dansk mediebevågenhed et videnskabeligt arbejde fra Copenhagen Trial Unit (CTU) [1]. Budskabet i medierne var klart: Medicinindustrien overfortolker og overdriver resultaterne i de videnskabelige forsøg de sponsorerer. Kampagnen blev anvendt til at argumentere for større bevillinger til offentlig klinisk forskning og formentlig gerne til CTU.

Det undrer ikke, at CTU gerne vil have flere penge, men det undrer en del, hvorledes de når frem til deres påstand ud fra den videnskabelige undersøgelse, de har foretaget.

I undersøgelsen finder man ganske rigtigt, at konklusionerne i de af industrien sponserede forsøg oftere er positive sammenholdt med ikkesponserede forsøg. Som forklarende årsag finder man følgende: Sponserede forsøg viser en objektiv større forskel, anvender hyppigere placebo som kontrol, rapporterer flere bivirkninger og når hyppigere det planlagte patientantal.

Den oplagte konklusion ville efter min opfattelse være at industrisponserede forsøg planlægges og udføres bedre end ikke industrisponsorerede forsøg, baseret på de forklarende variable man analyserede. Dette stemmer ganske godt med, at medicinindustrien er pålagt at arbejde efter GCP og interne regler, og har et veletableret internt kvalitetskontrolsystem og yderligere er underlagt inspektion fra danske og udenlandske sundhedsmyndigheder.

Det havde måske også været på sin plads at nævne, at medicinindustrien ikke uden videre kan markedsføre et videnskabeligt resultat. Det kræves, at budskabet er inden for det af Lægemiddelstyrelsen godkendte produktresume, og baggrunden for godkendelse af et produktresume er, at alle udførte forsøg med lægemidlet er bedømt og rapporteret, altså ingen mulighed for publikationsbias.

Det havde måske også været på sin plads at nævne, at det ikke er medicinindustrien, der er kollektivt ansvarlig for hvad en forfatter af en videnskabelig artikel konkluderer, det er helt forfatterens ansvar, som det fremgår af samarbejdsaftalen mellem DADL og Lif, lignende aftaler og regler findes i andre lande og i alle større medicinvirksomheder.

Det er anden gang samme forskergruppe går i pressen med et videnskabeligt budskab med brask og bram, og der er langt fra den forsigtige konklusion man antyder med et »may« i den oprindelige artikel, til det budskab der formidles til pressen. Og tolkningen af forsøget er skævvredet i forhold til de objektive fund, men klart mere salgbart og mere i tråd med egne forudfattede holdninger.