Den moderne psykiatris historie.

Har du en mening om behandling af sindslidende – og hvem har ikke det? – bør du læse Per Vestergaards bog. Som tidligere overlæge på Risskov og psykiatriprofessor i Aarhus ved forfatteren noget om emnet. For et par år siden udgav han en analyse af samme emnekreds med den sigende titel »Den ustyrlige psykiatri«.

»Det er denne bogs ærinde at forstå den moderne, nutidige psykiatri«, skriver han i den nye bog. Til dette bidrager han udmærket med viden, analyser og perspektiv. Det er ikke en klassisk historiebog tynget af noter eller referencer til primære kilder – et essay kalder han det. Hvert af de ti kapitler er faktisk et essay med titler som »En ny tids patienter«, »Vindere og tabere«, »Fremtidens psykiatri«. De kan læses enkeltvis, idet argumenterne gentages, hvor de er relevante.

Den gamle overlæge er ikke sur. Eksempelvis begræder han ikke, at lægerne kom til at dele magten med andre faggrupper. Forholdene i psykiatrien er, som de er, på godt og ondt, fordi … og så kommer bud på årsagerne. Det er historie med samtidsrelevans. Centralt står inddragen af »de lettere sindssyge« i psykiatrien med start i Dianalund Nervesanatorium. Et forløb, som helt har ændret dansk psykiatri, sandelig ikke uden problemer.

Har Per Vestergaard så ret i sine analyser? De dele, jeg kender til, lyder helt rimelige. Men som anden historieskrivning afspejles den tid, hvor den er nedskrevet. På nogle felter skal der nok være andre vinkler. Psykiatere har en god tradition for uenighed. I min praksistid fandt jeg det uanstændigt, at de store psykiatriske afdelinger vægrede sig ved at modtage akutte patienter, medmindre tvangskriterierne var opfyldt. Lykkedes det at besnakke vagthavende læge, skulle jeg true den med møje overtalte patient med, at det blev på 12-sengsstue og omgivet af gale. Nu forstår jeg dog hvorfor.

De 150 sider er farvestrålende illustreret med fotos af malerier med relation til psykisk lidelse og symptomer, blandt andet fra Museum Ovartaci. I øvrigt et besøg værd! À