Skip to main content

Mennesker på sindssygehospital – en krønike

Foto: Bogforlaget HER & NU
Foto: Bogforlaget HER & NU

Anne Lindhardt,
Speciallæge i psykiatri, formand for Psykiatrifonden

17. jan. 2019
2 min.

Denne rigt illustrerede bog handler om et væsentligt stykke psykiatrihistorie, nemlig de statsligt drevne danske sindssygehospitaler, der i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet etableredes over hele landet. Det var et humanistisk fremskridt, da dårekister og -anstalter blev erstattet af lægeligt ledede hospitaler. De nedlagdes først ved kommunalreformen i 1970, hvor amterne overtog. Mange blev bygget af tidens fremmeste arkitekter, tæt ved skov og strand, men på passende afstand fra de nærliggende byer. Andre blev pga. hurtigt voksende pladsmangel etableret, hvor det var muligt – som tugthuset i Viborg eller den nedlagte told- og jernbanestation i Vester Vedsted ved Ribe, da Sønderjylland efter genforeningen var uden sindssygehospital.

Der blev behandlet. Mange af metoderne var mere opfindsomme end gavnlige. Der blev brugt medicin som cannabis, opium, brom og kloral. Der eksperimenteredes med elektriske stød, med fastgørelse, roterende stole og andet kuriøst. Men mest afgørende for behandlingen var, at selve anstaltslivet var præget af ro, orden, regelmæssighed og arbejdsomhed. Det var totalinstitutioner, ofte selvforsynende med råvarer fra de marker og den have, der hørte til. Patienterne var arbejdskraften.Visse temaer går igen som pladsmangel, overbelægning og bygningsmæssig nedslidning. Anvendelse af tvang er nævnt fra årsberetningen i 1871 fra Risskov, hvor det var lykkedes overlægen Harald Selmer at undgå tvang det år. God pleje med kvalificeret personale og beskæftigelse var blandt ingredienserne til dette gode resultat. En række kortfattede sygehistorier fra hvert hospital fortæller om nogle skæbner – kendte (som Amalie Skram og PS Krøyer) og ukendte – der beboede dem i årtier eller livslangt. Mennesker, der var afskrevet af slægtninge, for hvem hospitalet blev deres egentlige hjem.

Bogen minder os om, hvordan vilkårene for psykiatriske patienter har været, og hvor langt vi er kommet. Den er velskrevet og underholdende for alle med interesse for psykiatri og psykiatrihistorie.

Fakta

Fakta