Aage Astrup

Et langt og begivenhedsrigt lægeliv er slut. Aage Astrup sov stille ind i sit hjem i Terndrup.

Aage Astrup tog sin medicinske embedseksamen i januar 1940, studietiden var kun afbrudt af værnepligt i Hærens Lægekorps i 1937. Han havde sin turnus på Københavns Amtssygehus og var herefter kandidat i Lemvig og Aalborg.

En del af 1.-reservelægetiden blev brugt i Nakskov i 1944-1946. Her var Aage Astrup en del af modstandsbevægelsen, Nakskovgruppen smuglede eftersøgte personer og våben. I krigens sidste år var læger mål for clearing-drab, men Astrup og overlægen var øens eneste kirurger, og de valgte derfor at blive. De blev advaret, når Gestapo var i byen, og slap med skrækken. Samme overlæge var for øvrigt en gang ved at afskedige Astrup. Det var første gang Astrup brugte penicillin. En pige havde lungebetændelse, og på Novo fremstillede man penicillin skjult for besættelsesmagten. Astrup bestilte et par enheder pr. ekspres, og pigen kom sig. Men overlægen kunne ikke tro på penicillins mirakuløse virkning, og han var rasende over »spildet«.

Herefter fulgte en bred kirurgisk uddannelse som 1.- og 2.-reservelæge i Odense, Svendborg, Aarhus og Aalborg frem til specialistanerkendelse i kirurgi og gynækologi/obstetrik. I 1957 fik Astrup stillingen som overlæge i Terndrup med løftet til medicinaldirektøren om, at han ville gøre sit til at rejse sygehuset. Da Astrup begyndte i Terndrup, havde sygehuset kun én overlæge og én reservelæge, sygeplejersker, men ingen sekretærer. Astrup fik (ikke uden kamp med det politiske system) sygehuset i Terndrup til ikke bare at overleve, men også at vokse i løbet at de 30 år, han var overlæge.

Han var altid på forkant med udviklingen og indførte nye metoder før andre kirurger, med cerclage og slyngeopereration mod inkontinens som eksempler blandt mange. Astrup var en dygtig underviser, og han har lært mange gode kirurger og sygeplejersker deres håndværk. Han var en aktiv deltager i adskillige faglige selskaber og foreninger, og han satte disse institutioner højt.

Aage Astrup var læge i en anden tid.

Hans førstehåndsbeskrivelser af nogle af lægevidenskabens store landvindinger bør ikke kun opfattes som et kuriosum af os læger fra det 21. århundrede. Da Astrup blev læge behandlede man anæmi med store mængder rå lever. Man opererede uden antibiotika, væske, transfusion eller elkoagulation. Da Astrup blev læge, var en del af hans medstuderende ikke til eksamen – de var bukket under for tuberkulose.

Fortællingerne minder os om, hvor privilegerede vi er med de mange behandlingsmuligheder, vi har i dag. Lægevidenskaben har ændret selve livsvilkårene for mennesker – på blot en menneskealder.

Aage Astrup var frisk til det sidste, et stærkt familiemenneske, der kærede sig om børn, børnebørn og oldebørn, interesserede sig for dem og lyttede til dem. Han var højt elsket og vil blive savnet.

Ære være hans minde.