Skip to main content
Mindeord

Ben Vainer

18.6.1969-21.6.2017

Ben Vainer, professor, overlæge, ph.d. & dr.med. er død i en alt for ung alder efter længere tids sygdom.

Ben kom som stud.med. i kontakt med den medicinske gastroenterologi på Herlev Hospital, hvor han udarbejdede en OSVAL-opgave omkring inflammationsmediatorer ved colitis ulcerosa. Det blev en givende tid for ham, og han fik hurtigt blod på tanden og gennemførte umiddelbart efter en guldmedaljeafhandling i grænsefladen mellem medicinsk gastroenterologi og patologi.

Da han blev læge, tog han sin turnus, hvorefter han gennemførte et ph.d.-studium med fokus på adhæsionsmolekylers betydning for tarmbetændelse. Det blev en enestående ph.d.-afhandling – men et skisma for Ben. Han var nemlig kommet i syv sind, idet mikroskopien havde betaget han så meget, at han egentlig hellere ville fortsætte som patolog end mediciner. Her påbegyndte han kort efter sit disputatsarbejde, der ligeledes var relateret til inflammatorisk tarmsygdom, og som han forsvarede i 2010.

Ben blev på grund af sit enorme faglige og videnskabelige overskud overlæge i en ung alder på Afdelingen for Patologi på Rigshospitalet med speciale i gastroenterologi og hepatologi. Bens store videnskabelige engagement og intense interesse i nye it-formidlingsformer resulterede i, at han i 2013 blev udnævnt som professor på afdelingen med ansvar for udviklingen af digitalisering i det patologiske fagområde. Dette område har i dag stor betydning ikke blot for lagring af mikroskopibilleder – men også i undervisningen.

Ben fik udrettet ufatteligt meget til gavn for rigtig mange mennesker, og hans videnskabelige produktion blev overordentlig imponerende, og samtidigt varetog han flere redaktionelle poster.

Ben var ambitiøs og samtidig utrolig ærlig. Han var altid en mand med sine meningers mod – og hans argumentation kunne ofte medføre total overgivelse hos modparten over for et varmt smil fra Ben. Han var en stor personlighed.

Vi er mange, der vil komme til at savne ham som en god ven og kollega. Hans entusiasme, commitment, viden, arbejdsomhed, altid venlige og positive attitude samt gode humør var smittende.

Selvom Ben var opslugt af sit faglige virke, var han også meget musikalsk og en dygtig pianist. Det vigtigste i hans liv var dog familien. Savnet for dem, dvs. ægtefællen Anette og deres tre børn Nadja, Noomi og Jonathan, må være ubærligt. Vore tanker og medfølelse går til dem.

Ben, dit minde vil for evigt forblive i vores hjerter!

Thomas Horn & Ole Haagen Nielsen

Kolleganyt