Else Aagaard Antonsen

4.11.1926-5.7.2018

Vi havde dyb respekt for Aagaard ... som vi naturligvis ikke kaldte ved fornavn ... før nu, hvor Else ikke længere er iblandt os.

Else Aagaard Antonsen sov stille ind mæt af dage efter et langt og muntert virksomt liv på Jord. Aagaard havde en sælsom evne: Hun så sine medmennesker og de små finurligheder, der var kendetegn for netop det menneske, hun så. Overlæge Aagaard så sine patienter som de hele mennesker, de var.

Vi, der var ansat som reservelæger på Psykiatrisk Hospital i Hviding for en menneskealder siden, glemmer aldrig Aagaard og hendes menneskekundskab. "Aagaard-blikket" spottede hurtigt vores betroede talenter. Vi var to yngre læger ansat i blokstilling med henblik på uddannelse til almenmediciner. Men psykiatrien var for spændende ... i al fald for den ene af os, der efter de seks obligatoriske måneder ringede til Aagaard for at høre om jobmuligheder. "Jamen, jeg har da kun gået og ventet på, at du skulle ringe, Bodil!" Aagaard havde naturligvis spottet, at Bodil var på rette hylde. Bodil fulgte Aagaards fodspor og blev gerontopsykiater!

Aagaard var et musisk menneske, og hun spottede også straks, at en af de yngre læger havde et "sanger-gen". Der kom musik i "huset”... ikke blot i Festsalen på Hviding Psykiatriske Hospital, men også i privaten i "Munken" i Ribe, hvor Aagaard på fornem vis akkompagnerede til Lieder og operaarier i timevis. Hendes søn sagde i sin tale ved gravøl efter bisættelsen: "Jeg kunne egentlig aldrig finde ud af, om I sang eller grinede!". Begge dele! Vi havde det så rart og hyggeligt hos Aagaard, Herluf og Anders Christian.

Nu er Else fløjet videre på musikkens og sangens vinger. Pludselig indser man, at man har kendt et menneske, der betød mere for én, end man anede.

Tak fordi du så os, kære Else!

Bodil Gramkow Andersen

Margit Lykke Christensen