Hans Erik Johnsen

13.5.1948-17.5.2018

Det var med stor sorg, at vi torsdag den 17. maj 2018 fik besked om Hans Erik Johnsens, vores forskningsleder og professor, alt for tidlige død. Som et lyn fra en klar himmel, helt uventet og pludseligt, døde Hans få dage efter, at han havde fejret sin 70-årsfødselsdag med sin elskede hustru Bente i Rom. En mærkedag, der, helt i Hans’ ånd, blev afholdt diskret og alligevel intenst – med en serie A-kamp mellem Juventus og Roma.

Formet af sin opvækst under trange kår i arbejderklassens Aalborg var Hans et direkte og ligetil menneske. Havde man den 13. maj 1948 spået drengen en fremtid som student, læge og professor, ville man have fremstået naiv i datidens udprægede klassesamfund. Men Hans blev en af de mest markante personer i dansk hæmatologi og kræftforskning, beundret for sin intelligens og med en eminent sans for fagpolitik. Med en imponerende karriere bag sig blev han både indflydelsesrig og elitær, men det var hverken magt eller prestige, der tændte en ild i Hans. Han var drevet af et inderligt ønske om at gøre kræftbehandling bedre for alle patienter uden sociale eller geografiske skel og uddanne en ny generation af forskere. Som kliniker bragte han viden med hjem fra et længere ophold på Fred Hutchinson Cancer Research Center og blev en af pionererne inden for stamcelletransplantationer i Danmark.

Hans var ikke sine titler og udvalgsposter, men et menneske med en helt unik personlighed og uudtømmelig energi, med hvilke han på enestående vis omsatte drømme, visioner og ambitioner til videnskabelige drejebøger. Med en usædvanlig klarsynethed valgte han temaer, der med uhyggelig nøjagtighed identificerede videnskabens næste brændpunkter. Hans var f.eks. tidligt optaget af idéen om personlig medicin, hvor han spillede en central rolle i Danmark.

Hans var en sjælden kombination af videnskabsmand og entreprenør med inspirerende idéer, men også et organisatorisk talent, der på få år formåede at opbygge den hæmatologiske forskningsenhed på Aalborg Universitetshospital fra ingenting. Den enhed, som i dag er vores gode arbejdsplads, og som favner mange forskellige forskningsmæssige discipliner på højt nationalt og internationalt niveau. Hans havde en åben, ærlig og inddragende ledelsesstil. Han sikrede rum og opbakning til vores individuelle videnskabelige mål samtidig med, at han var en samlende figur for hele afsnittet. Hans var bevidst om, at han var central i vores forskningsenhed, men ønskede ikke rollen som den uundværlige. Hans havde derimod et oprigtigt og hjertenært ønske om, at den hæmatologiske forskningsenhed skulle leve videre med samme ambitionsniveau den dag, hvor han ikke stod i spidsen mere.

Heldigvis for os tilkendegav Hans et ønske om at fortsætte nogle år endnu, selv om han velfortjent kunne nyde sit otium. Han var som altid midt i en spændende udvikling og ville føre sine idéer til ende. Vi ville ønske, at Hans kunne være vores sparringspartner mange år endnu, og vil mærke savnet tydeligt, når vi ser på hinanden og spørger: ”Hvad ville Hans have gjort?”. På forskellige måder formede Hans brikkerne i vores individuelle videnskabelige karrierer med et helt unikt blik for at bevare helheden.

Hans’ liv var alt andet end uafgjort som den serie A-kamp, han overværede dagen før sin 70-årsfødselsdag. Hans’ liv var fyldt med flotte sejre og magiske comeback, men også modige nederlag i kampe, som han ofte tog på vore alles vegne. Han levede et passioneret liv præget af drømme, visioner og ambitioner – med stor kærlighed til sin familie og omsorg for sine kolleger. Vores tanker går til Hans’ hustru Bente samt hans tre børn i denne meget svære tid.

Æret være Hans’ minde.

Hæmatologisk Forskningsafsnit, Aalborg Universitetshospital