Skip to main content
Mindeord

Jens Christian Thomsen

17.12.1938-8.8.2018

Jens Christian Thomsen døde stille d. 8. august omgivet af sin nære familie. Jens blev kandidat i sommeren 1965, speciallæge i oto-rhino-laryngologi i 1976 og overlæge ved øre-næse- og halsafdeling E på Gentofte hospital i 1981. Jens Thomsen og professor Mirko Tos havde et langt og frugtbart samarbejde på afdelingen på Gentofte hospital og fik, takket være en stor kirurgisk og videnskabelig indsats centraliseret behandlingen og kontrollen af akustikus neurinomer (godartet svulst på ligevægts nerven) i Danmark. Dette blev starten på den danske neurinom database, som efterhånden blev et mønster for den epidemiologiske forståelse af væksten og høreudviklingen af acusticusneurinomer, og dermed fastlagdes ”the golden standard” for behandlingsstrategien af acusticusneuinomer internationalt. Jens Thomsen blev dr.med. i 1982 med en disputats, netop om acusticusneurinomer. Jens var en eminent kirurg, og deltog i mere end ti år i den internationale undervisning af ørekirurger. Jens var en pioner i Cochlear implant-operationer for erhvervet og medfødt døvhed, som nok er en af de største landvindinger indenfor ørekirurgien, som gjorde døve hørende. Jens var dybt engageret i undervisningen af medicinske studenter. Han var klinisk lektor i flere år, institutleder, og fra 2003 overtog han professoratet efter Mirko Tos. Forskningsmæssigt var Jens aktiv i hele sin karriere med flere hundrede videnskabelige publikationer, en skattet foredragsholder ved utallige internationale kongresser og møder, ligesom han var medarrangør ved flere internationale kongresser i København. Jens var desuden meget engageret i den øre-kirurgiske uddannelse af afdelingens læger, selv efter sin pension i 2008. Jens var en god kollega og ven, vi vil savne ham.

Viggo Balle, Per Bonding, Per Cayé-Thomasen & Sven-Eric Stangerup

Kolleganyt