Per Kærgaard Bjerre

Det er med dyb sorg, at jeg modtog meddelelsen om, at min mentor og en af neurokirurgiens største kapaciteter, dr.med. Per Bjerre pludselig er gået bort efter kort tids alvorlig sygdom.

Per Bjerre vil altid være et af vores store idoler indenfor neurokirurgien. Det er ikke tilfældigt, at det lige præcis er Per Bjerre, der ofte bliver citeret, når der skal gives neurokirurgisk læring videre til yngre læger, medicinstuderende, men også kollegaer, der skal mindes om nogle visdomsord.

Vi mindes altid Per Bjerre, når vi ser en midtlinjeforskydning, idet en midtlinje jo ikke kan forskydes, men altid vil være der, hvor den er – lige såvel som en hæmostase ikke kan gradbøjes.

Overlæge dr.med. Per Bjerre var ikke alene en kæmpe kapacitet for neurokirurgien og uddannelsen af yngre neurokirurger, men også for de afdelinger, hvor han har været ansat.

Det var med stor iver, at Per i sin tid lagde sig forrest i udarbejdelsen af målbeskrivelse, kompetencelister, kompetencekort, uddannelsesporteføljer og hele forståelsen af, hvordan en neurokirurgisk speciallægeuddannelse kunne systematiseres og objektiviseres.

Vi kan takke Per Bjerre for hele den baggrund, som vores neurokirurgiske kompetenceprogression bygger på – selv den dag i dag.

Per Bjerre var en sandhedens mand og det var rigtig svært at argumentere imod Per Bjerre, men til gengæld så var man aldrig i tvivl om, hvad han mente, og om man havde handlet rigtigt eller forkert. Den ærlighed var vi mange, der satte stor pris på.

Desuden var man slet ikke i tvivl om det store engagement og den oprigtige interesse i at lære fra sig og bekymring om ens velbefindende og karrierefremgang.

Per Bjerre var en faderlig figur i neurokirurgien – ikke mindst for os yngre neurokirurger.

Man siger, at dem man elsker, tugter man, så vi tvivlede aldrig på Pers kærlighed til faget og til os. Der var intet at stille op mod Pers stringente logik og klare syntaks. Der var ingen, der kunne det danske sprog og argumentere, som Per. Når det blev lidt for meget for omgivelserne, replicerede Per blot: »Hvorfor ser du kun splinten i din broders øje og ikke bjælken i dit eget?«.

Tilbage står dansk neurokirurgi med minderne om et karismatisk menneske, der altid brændte for patienterne og faget.

Jeg er dybt taknemmelig for al den visdom og kirurgisk færdighed, jeg har lært, og som jeg nu lærer videre til næste generation.

Tankerne går også til familien – Elin, børn samt børnebørn – I har meget at være stolte af, og at livet endte så brat for Per, var helt i hans ånd.

Æret være Per Bjerres minde!