Skip to main content
Mindeord

Lars Oluf Vejerslev

Peter Jacob Hornnes, Birgit Bødker, Lars Franch Andersen

28.2.1948-5.11.2018

Lars Oluf Vejerslev døde pludseligt og uventet den 5. november. Lars var en meget dygtig læge, der som en af de sidste beherskede alle facetter af både gynækologi og obstetrik. Lars kom tidligt i berøring med sit speciale og fik en grundig uddannelse på afdelingerne i Glostrup, Hillerød, Hvidovre og Bispebjerg, indtil han blev overlæge i 1995 i Holbæk og i 1998 i Hillerød. Undervejs havde Lars en næsten femårig periode med ansættelser inden for klinisk genetik på Kennedy Instituttet. Lars’ interesser inden for gynækologi og obstetrik spændte vidt, udover klinisk genetik omfattede de blandt andet infektionssygdomme, mola og reproduktionsmedicin, og Lars publicerede omfattende og bredt.

Lars var en meget dygtig operatør og obstetriker. Særligt legendarisk var hans evne til at vende børn fra underkropsstillinger til hovedstillinger, ofte mens han afslappet talte med den gravide, og næsten uden at hun bemærkede vendingen.

Lars var altid kontant, og han stillede høje krav både til sin egen og til andres faglige standard. Men han stod gerne bag de yngre kolleger, og han udviste stor støtte og omsorgsfuldhed, når der havde været vanskelige kliniske forløb.

Lars elskede sin Chevrolet Corvette og sine store motorcykler, også efter at han var kommet alvorligt til skade ved et sammenstød med en ren i Nordsverige. Men Lars’ interesser var i det hele taget alsidige. Familien har gennem årene haft utallige dyr, lige fra slanger til får, ligesom Lars ofte tog på tur for at se på fugle. Interessen for litteratur og billedkunst viste sig blandt andet ved Lars’ altid trofaste støtte over for hustruen Susanne Vebel, der driver forlaget Alma, som udgiver børnebøger og kunstneriske billedbøger, for hvilke forlaget blandet andet i 2010 modtog Forening for Boghaandværks medalje.

Vore tanker går til børnene Maria og Mathias og til Susanne.

Kolleganyt