Skip to main content
Mindeord

Peter Laurberg

14.6.1945-20.6.2016

Vores mentor og vejleder i lægelivet, Peter Laurberg, er død.

Peter Laurberg var overlæge ved Endokrinologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital og professor ved først Aarhus, siden Aalborg Universitet. Hans store passion i forskningen var jod og thyroidea, som han berigede med uvurderlig viden, og han formåede at samle en gruppe af dedikerede nye forskere om sig i Aalborg.

Peter skabte et forskningsmiljø, der var så begejstrende og berigende, at vi med glæde brugte tusindvis af timer med en computer og en kop te. Når vi havde nået vores højeste niveau, løftede Peter os på et splitsekund op over skyerne, hvor vores fund blev soleklart. For et særligt talent var at give os det indtryk, at vi selv var nået derop. Så når vi gik fra Peters kontor, følte vi os klogere, dygtigere og gladere, end da vi kom.

Peter var berømt og berygtet for sin knivsskarpe indsigt. Hans løftede faglige diskussioner, og det globale jod og thyroidea-miljø har profiteret af Peters evne til at stille de rigtige spørgsmål, vise vejen til svaret og ihærdigt selv skabe ny viden. Det medførte dyb respekt, og invitationer til at lave guidelines mv. internationalt. Peter var således global i tanke, handling, kontakter og respekt.

Peter havde humor. Han var godt selskab i sociale lag, gerne med en fadøl i hånden og allerhelst på en lille ydmyg, autentisk restaurant. Nok også her drevet af sin nysgerrighed efter det ukendte.

Peters temperament havde nok været livligt, men med det stigende antal børnebørn skete der en forvandling, hvor han den seneste tid med lys i øjnene fortalte om det tiende barnebarn på vej. Peters glæde ved sine børn og svigerbørn bekræfter et familieengagement på niveau med det faglige.

Peter var en varm person med skarp menneskelig indsigt. Han behandlede os forskelligt ud fra sit personlige kendskab til os, så vi alle følte os højt værdsat. Det gør tabet af vores ledestjerne og nære ven nærmest ubærligt. Det er et dybt privilegie at have arbejdet tæt på Peter dér, hvor han havde sit hjerte – og sin hjerne.

Et godt råd fra Peter var altid: »Sørg for at en anden person har adgang til dine forskningsdata, da du kan blive kørt over i morgen«. Ironisk nok var det netop dét, der skete for Peter på en mørk gade i Tbilisi den 20. juni 2016.

Vores dybeste medfølelse og tanker går til hans hustru Grete og de fire børn Jacob, Martin, Marie, Lise, samt til svigerbørn og de 9½ børnebørn.

Ingelise Leegaard

Maggie Bloch

Mads Petersen

Karsten F. Rex

Louise Kærholm Schæbel

Anne Krejbjerg

Stine Linding Andersen

Eigil Husted Nielsen

Jesper Scott Karmisholt

Allan Carlé

Stig Andersen

Inge Bülow Pedersen

Kolleganyt