Skip to main content
Mindeord

Steen Elkjær Husted

22.8.1950-28.12.2016

2016 blev året, hvor trombokardiologien mistede en af sine største danske skikkelser. På en af årets sidste dage sov Steen fredeligt ind på Hospice Djursland omgivet af sin familie efter længere tids kamp imod en ondartet hjernetumor.

Steen blev student fra Viborg Katedralskole i 1969 og bestod lægevidenskabelig embedseksamen ved Aarhus Universitet i 1977. Allerede fra studentertiden var aktivitetsniveauet hæsblæsende. Steen uddannede sig til speciallæge i kardiologi og intern medicin og blev dr.med. i 1984 ved Aarhus Universitet. Steen havde en tilknytning til Farmakologisk Institut, Aarhus Universitet, igennem hele sin karriere, hvilket blev grundlagt via et scholarstipendium allerede i studietiden.

Steen blev med sin stærke faglige baggrund, omfattende kliniske uddannelse og erfaring samt eminente organisationstalent en pioner og et fyrtårn inden for trombokardiologien. Steen forstod, at udvikling kræver fokus på en kombination af forskning, organisation, uddannelse og vidensspredning. Steen var således en afgørende drivkraft bag etableringen af både Dansk Selskab for Trombose og Hæmostase og Dansk Selskab for Apopleksi og var hhv. formand og næstformand i en årrække i begge selskaber. Han ydede endvidere en stor indsats i Dansk Cardiologisk Selskab, bl.a. som formand for arbejdsgruppen for trombokardiologi. Listen over tillidshverv er svimlende og talte bl.a. en formandspost i European Society of Cardiology – Working Group on Thrombosis, som Steen skulle tiltræde, da sygdom satte en stopper for hans virke.

Det høje energiniveau kombineret med høj intelligens og gode sociale egenskaber medførte, at Steen formåede at skabe sig en position som international topforsker med over 300 videnskabelige publikationer og en status som medlem af den ene procent af verdens forskere, der er mest citerede. Forskningen fokuserede på antitrombotika og omfattede både basal forskning, farmakologi, klinisk forskning samt epidemiologi inden for akut koronart syndrom, atrieflimren, apopleksi og venøs tromboemboli. Parallelt hermed var han en omsorgsfuld og travl kliniker samtidig med, at han påtog sig store ledelsesopgaver, herunder fra 1996 ledende overlæge ved Kardiologisk Afdeling, Århus Amtssygehus, og fra 2011 ledende overlæge ved Medicinsk Afdeling, Hospitalsenheden Vest. Hertil kom en omfattende national undervisningsindsats rettet mod både det prægraduate og det postgraduate område, hospitaler og almen praksis.

Steens enorme faglige arbejdsindsats har kun været mulig, fordi han havde en livslang støtte i sin hustru Elin og sønnerne Thomas og Kristian. Skønt der altid var fuld fart på Steen, var man aldrig i tvivl om, hvor afgørende familien var for ham.

Steen var ambitiøs, men det, som står mest klart hos alle, som kendte ham godt, var hans beskedenhed og generøsitet. Hos Steen gik man aldrig forgæves efter en hjælpende hånd eller gode råd, uanset om behovet var af faglig eller privat karakter. Uanset tidspunktet på døgnet var Steen der altid med sin fulde opmærksomhed, opbakning, intellektuelle overskud, varme væsen og gode humør.

Vi har mistet en kær ven og inspirator, og vores tanker går til Elin, Thomas, Kristian og familien.

Æret være Steens minde.

Søren Paaske Johnsen

Anna-Marie Bloch Münster

Birgitte Klindt Poulsen

Erik Lerkevang Grove

Lars Hvilsted Rasmussen

Jørn Dalsgaard Nielsen

Hans Kræmmer Nielsen

Kolleganyt