Skip to main content

18 dødsfald kædes sammen med 1813

Region Hovedstaden har siden starten og frem til midten af 2014 registreret 18 utilsigtede hændelser med dødelig udgang i forbindelse med akuttelefonen 1813

Foto: Ugeskrift for Læger
Foto: Ugeskrift for Læger

Klaus Larsen kll@dadl.dk

21. sep. 2015
2 min.

Region Hovedstaden har registreret 18 utilsigtede hændelser med dødelig udgang i forbindelse med akuttelefonen 1813, siden den i 2014 overtog den tidligere lægevagts opgaver. Det oplyser Radio 24/7, som har fået aktindsigt i opgørelsen.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselotte Blixt mener ifølge 24/7, at hvis dødsfaldene skyldes den nye ordning, bør man ”hurtigst muligt” genindføre den gamle lægevagtsordning, hvor det var regionens praktiserende læger, der drev lægevagten.

Professor i sundhedsøkonomi ved KORA Jakob Kjellberg har været med til at evaluere 1813-ordningen. Ifølge ham er det meget svært at sige entydigt, om akuttelefonen 1813 har ført til flere eller færre alvorlige utilsigtede hændelser, fordi det er svært at sammenligne den nuværende ordning med den gamle.

»Der har været en betydelig stigning i antallet af utilsigtede hændelser, men når der kommer fokus på noget, stiger antallet af indberetninger også,« siger han ifølge Berlingske.

Ifølge koncerndirektør i Region Hovedstaden Svend Hartling indberetter man altid en utilsigtet hændelse efter et dødsfald – uanset omstændighederne. Derfor kan man heller ikke med sikkerhed sige, at Akuttelefonen 1813 har været skyld i dødsfaldene, siger han.

Region Hovedstaden oplyser til Radio24syv, at man har undersøgt og analyseret forløbene i de 18 sager med dødsfald. Efter analyserne har det ikke været muligt at fastslå, om akuttelefonen 1813 har været den direkte årsag til nogle af dødsfaldene, men man kan på den anden side heller ikke afvise, at fejl ved akuttelefonen har været medvirkende til patienters død.

Ifølge Svend Hartling er alle de 18 hændelser blevet nøje analyseret, og på baggrund af undersøgelserne har Akutberedskabet iværksat forbedringer for at minimere risikoen for lignende hændelser fremover, oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

For eksempel var it-problemer skyld i nogle af Akutberedskabets første utilsigtede hændelser. Disse fejl er nu blevet rettet.