Skip to main content

1813: Færre opkald men længere svartider

Region Hovedstadens indgang til akut hjælp, den sygeplejerskebetjente 1813 telefon, har længere svartider end nogensinde. Nu skal der automatisk stilles om til læger, hvis borgerne ikke kan komme igennem til sygeplejerskerne.

Foto: Region Hovedstaden, Rune Evensen
Foto: Region Hovedstaden, Rune Evensen

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

8. aug. 2014
3 min.

I juli måned var 10.000 færre borgere, der ringede til 1813 end i de forudgående måneder, men svartiderne var længere end nogensinde. Det fremgår af nye tal fra Region Hovedstaden.

Kun 23 pct. af opkaldene blev besvaret inden for de tre minutter, der er regionens servicemål. Det er det laveste tal, siden det nye akutsystem gik i luften ved årsskiftet.

Hvad angår samtaler med læger - som sygeplejerskerne kan stille om til - er der heller ikke gode nyheder. Medianen lå på lidt over 6 minutter, hvilket er det højeste siden marts. Den maksimale ventetid på en snak med en læge var på ca. to og en halv time.

Det er især i dagtid mellem 8 og 16, at ventetiden er steget, fremgår det. Det forklares med vakancer, afvikling af sommerferie og deraf følgende prioritering af resurserne til aftentimerne og i weekenden. Men også, at "en række opkald" er fra borgere, der ikke kan komme igennem til egen læge.

Regionen beklager

Koncernchef i Region Hovedstaden Svend Hartling er ikke just stolt af svartiderne i juli.

"Det er meget beklageligt. Og jeg vil gerne takke borgerne for deres tålmodighed", siger han i en pressemeddelelse.

Han forklarer:

"Sagen var, at akutberedskabet stod med en række praktiske udfordringer med at omlægge arbejdstider, ændre vagtskemaer og afvikle ferie. Dette håndterede de i juli, fordi der her traditionelt er færre borgerhenvendelser. Men det holdt ikke stik i år, måske på grund af den meget varme sommer, vi har haft", siger han.

Sygeplejersker siger op

Baggrunden for de omlægninger, Svend Hartling omtaler, var besvær med at få dækket aften- og weekendvagter med de sygeplejersker, der besvarer opkaldene til 1813.

Men omlægningerne gjorde problemet værre, for de fik en række sygeplejersker til at sige op.

Nu kommer lægerne til røret

I en redegørelse, som regionens forretningsudvalg skal se på ved det førstkommende møde, fremlægges en række initiativer til at imødegå problemerne. Blandt andet er der indført en ny teknisk telefonløsning, der øger borgernes chancer for at få en læge i røret og ikke en sygeplejerske.

"Det betyder, at hvis der er fri kapacitet i lægeresurserne, så viderestilles opkald til 1813 direkte til læger", som der står.

Det fremgår også, at der er forhandlinger i gang om en ny lønmodel med kvalifikationstillæg og ekstra tillæg i weekenden.

Kritik fra læger

1813-systemet blev kritiseret kraftigt fra lægeside, både inden debuten 1. januar og bagefter.

Såvel Lægeforeningen som de praktiserende lægers organisationer på nationalt plan og i hovedstadsområdet har været stærkt kritiske over for ikke blot svartiderne men hele ideen med at lade sygeplejersker besvare de akutte opkald.

Det kritik forstærkes blot af de nye tal.

"De viser jo noget om, at det tilsyneladende ikke bliver bedre, og at systemet ikke er velfungerende. Det har trods alt fungeret i syv måneder", siger Birgitte Alling Møller, formand for PLO-Hovedstaden.

Hun tror heller ikke på, at det skulle løse nogen problemer at lade lægerne komme hurtigere til telefonen, hvis det ikke er muligt at komme igennem til sygeplejerskerne.

"Så vidt jeg kan se, er det lægerne, der er længst ventetid på. Så hvis de en sjælden gang ikke har haft noget at lave og sygeplejerskerne har været optaget, så tror jeg, at lægerne selv er sprunget til og har taget den telefon, der har stået og ringet", siger hun.

Region Hovedstaden er den eneste region, der har opsagt den traditionelle lægevagt for at lade den afløse af en sygeplejerskebetjent døgnvagt.