Skip to main content

20 danske læger og sygeplejersker rejser til Sierra Leone

Den 7. december rejser et hold danske læger og sygeplejersker til England. Her skal de gennemgå ni dages træning, der gør dem klar til en efterfølgende indsats i det ebola-ramte Sierra Leone.

Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) mønstrer det første hold læger og sygeplejersker, som indgår i Danmarks bidrag til FN’s indsats i det ebola-ramte Sierra Leone. Foto: FSU / Martha Madsen
Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) mønstrer det første hold læger og sygeplejersker, som indgår i Danmarks bidrag til FN’s indsats i det ebola-ramte Sierra Leone. Foto: FSU / Martha Madsen

Klaus Larsen kll@dadl.dk

25. nov. 2014
3 min.

Den 7. december rejser et hold danske læger og sygeplejersker til England. Her skal de gennemgå ni dages træning, der gør dem klar til den efterfølgende indsats i det ebola-ramte Sierra Leone.

Fem af de 20 frivillige er læger: En professor i infektionsmedicin, to overlæger og to reservelæger, som efter udvælgelsen den 17. november allerede har været på kursus hos Forsvarets Sundhedstjeneste i Roskilde.

Det er forsvaret, der skal stå for det praktiske og logistiske omkring indsatsen, da forsvaret i forvejen har erfaringer med sundhedsfaglige indsatser i udlandet, og de udsendte vil derfor have kontrakt med forsvaret i hele perioden. Der er dog tale om en helt igennem civil operation, som er et svar på WHO’s og FN-systemets appel om hurtig indsats i kampen mod epidemiens spredning.

”Det er faktisk den hurtigste mission, der er gennemført i FN’s historie. Indsatsen med at engagere verdenssamfundet i ebola-indsatsen i Vestafrika er blevet etableret på kun 25 dage”, siger stabslæge Claus Neumann, Forsvarets Sundhedstjeneste.

Den danske indsats vil bestå af tre dele: Materiel støtte, herunder indsats af et chartret fragtskib, der for FN skal transportere materiel til fem Ebola Treatment Centers (ETC), der er under opbygning i Sierra Leone. Desuden er der lovet et fly-evakueringsprogram (”air-evac”), som under forsvarlige forhold kan hjemtage EU-borgere i tilfælde af smitte eller mistanke om smitte.

”Det tredje element, der indgår i rammebevillingen på 180 mio. kr., er at Danmark stiller med et bidrag på op til 25 sundhedsmedarbejdere, der skal indgå direkte i behandlingen af ebola-patienter”, siger Claus Neumann.

Det er dette kontingent, som i den den 7. december sendes til halvanden uges træning i England. Derfra vil de den 17. december blive fløjet til Vestafrika, hvor de skal opholde sig i knap to måneder – halvanden uge med træning og seks ugers arbejde med de syge.

Ved hjemkomsten skal de udsendte så gennem tre ugers observationsperiode, hvor de er fritaget for deres daglige arbejde. Ifølge Danske Regioner har regionerne indvilliget i at give frivillige, som er fastansatte, tjenestefrihed uden løn og med garanti for, at de kan vende tilbage i samme stilling.

Det danske personale vil blive indsat sammen med et irsk hold i Sierra Leone og skal indgå i en stor, britisk ledet operation. Personalet vil blive indkvarteret i en base camp, som etableres og drives under ledelse af den danske Beredskabsstyrelse.

Kontraktperioden skal ifølge Forsvarets Sundhedstjeneste være ”lønneutral”, oplyser Forsvarets Sundhedstjeneste, som allerede nu planlægger at rekruttere yderligere læger og sygeplejersker til fremtidige missioner.

”Nu sender vi det første hold af sted til England den 7. december. Og vi forventer, at vi begynder at uddanne det næste hold her i Roskilde den 5. januar. Og så håber vi at kunne udsende nye hold med seks ugers intervaller. Og vi forventer, at vi i hvert fald skal udsende tre-fire hold – måske flere, hvis der fortsat er behov, og mandatet bliver forlænget”, siger Claus Neumann.