Den 1. oktober blev den differentierede behandlingsgaranti afskaffet. I stedet kom en ny garanti: behandling og udredning til alle, uanset sygdommens art og alvorlighed, inden for 30 dage. Ortopædkirurgiske afdelinger mærker det ind til benet: Det er en hovedløs prioritering, mener ledende overlæge Benn Duus.
Det er nærmest blevet forbigået i tavshed. Men altså, den 1. oktober blev behandlingsgarantien indskrænket til en måned. Den har ellers siden 2012 været differentieret, sådan at patienter, alt efter hvordan lægen vurderede behovet, højst skulle vente en eller to måneder. Det var i den socialdemokratiske regeringsperiode.
Fakta
Da Venstre overtog styringen sidste år, var et af valgløfterne at genindføre behandlingsgarantien på 30 dage. Som sagt så gjort. Når der har været så stille omkring det, skyldes det måske også, at Socialdemokratiet stemte for den nye lov om behandlingsgaranti, der også rummer stramninger af 30-dagesgarantien på udredning. Så den gik glat igennem.
Men det går ikke stille for sig på hospitalerne, som mærker konsekvenserne. Ikke mindst på de ortopædkirurgiske afdelinger, hvis patienter de nye garantier i høj grad får konsekvenser for. Ledende overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling, Benn Duus, udtrykker gerne sin kritik.
Du talte meget kritisk på Overlægeforeningens repræsentantskabsmøde for nylig om 30-dagesgarantien – havde du ekkofornemmelser?
”Jo, jeg har oplevet det før. Den nuværende behandlingsgaranti eksisterede i næsten samme form før under den forrige Venstre-regering. S-regeringen ændrede til en differentieret behandlingsgaranti og en udredningsgaranti. Nu bliver behandlingsgarantien indskrænket til 30 dage, og udredningsgarantien bliver skrappere”.
Hvad er du vred over – garantier er vel gode for patienterne?
”Ja, hvis tingene hænger sammen. Det skal ses i et større perspektiv. Dels i forhold til sundhedsvæsenets økonomiske råderum og de forventninger, befolkningen har på baggrund af det, politikerne lover. Dels i forhold til det faktum, at det har været umuligt at få en diskussion om prioritering i sundhedsvæsenet op at stå”.
Hvad har prioritering med det at gøre?
”Sundhedsvæsenets ressourcer er begrænsede. Og ny medicin og nye behandlinger presser, og der gennemføres besparelser i mange regioner. Den nye garanti presser os yderligere”.
Siger du, at det er dyrt at lave denne 30-dagesgaranti?
”Det er rigtig dyrt. Og så vidt jeg ved, følger der ingen penge med til ekstraudgifterne”.
Koster det din afdeling flere penge?
”Nej, men det koster regionen flere penge, fordi aktiviteten øges”.
Men regionerne har lavet nye aftaler med privathospitalerne, som er billigere?
”Det er ikke det samme som at sige, det er en gevinst. Diskussionen må gå på, om det er billigere at få det lavet i det private end i det offentlige. Hvis det er billigere i det private, så skulle det hele laves der. Men det er det ikke; det offentlige varetager rigtig mange opgaver, som det private ikke gør. De priser, der er forhandlet, er lavere, end de var i nullerne. Men det er ikke det samme som, at det ikke koster mere at øge aktiviteten”.
Hvorfor bliver aktiviteten øget?
”Fordi patienterne vil forvente at få en operation, og det kan være svært for lægen at stå imod. Det giver en betydelig risiko for overbehandling. Det har vi set tidligere”.
Men det er vel lægens vurdering, der afgør det?
”Når man nævner over for politikere, at garantier giver forventninger om behandling, er deres svar, at de har fuld tillid til, at læger træffer den rigtige beslutning. Men sådan er det ikke altid. Forventningen om, at der skal gøres noget, er der, og patienterne ved, at hvis det offentlige ikke vil, så vil det private ofte gerne”.
Men det er jo også en rettighed, som gavner patienterne?
”Det ville også fint, hvis der var et godt fagligt belæg for rettigheden, og hvis det i et større perspektiv gavner patienten. Det gør det inden for nogle områder, men ikke alle. Inden for ortopædkirurgien er der masser af diagnoser, hvor der ikke er et fagligt behov for, at patienter skal opereres inden for 30 dage – det gælder f.eks. kunstige hofter og knæ”.
Er det nogle gange ligefrem dumt at operere inden for 30 dage?
”Det er det helt sikkert. Særligt inden for ortopædkirurgien er det ofte hensigtsmæssigt at se patienten an; det kan f.eks. være en menisk i klemme eller diffust ondt i knæet – ting, som ofte forsvinder af sig selv uden nogen form for behandling”.
Men nu er garantien der. Hvad har det konkret betydet på din afdeling?
”Hvordan den skal udmøntes kom først fra Sundhedsdatastyrelsen i slutningen af september, og da kunne vi se, at denne garanti indebærer mere bureaukrati end den tidligere. Der skal monitoreres mere, og derfor skal der indberettes flere koder. Og det skal vi i regionen have en fælles forståelse af, så vi har haft mange omfattende og udfordrende møder om det!”
Vil I på din afdeling ændre på noget for at kunne opfylde garantierne?
”Der er ikke meget, vi kan gøre. Men vi må så absolut gøre det, vi kan. Vi prøver at omlægge nogle af vores aktiviteter, så vi ser flere patienter til forundersøgelser. Vi ser på, om vi har mulighed for at fjerne nogle af de traditionelle kontroller; der er dog kun lidt. Vi har allerede gjort det i vid udstrækning”.
Betyder det, at garantien udmøntes på bekostning af nogle andre af dine patienter?
”Vi bliver nødt til at foretage en omprioritering inden for de ressourcer, vi har, og dermed kan der på sigt være noget, vi overser – når vi f.eks. kan blive nødt til at prioritere kontroller væk, er der måske noget, vi ikke opdager, som vi ellers ville have fundet”.
Det er lidt spekulativt – er din kritik ikke også ideologisk?
”Det er ikke det afgørende for mig; det afgørende er det sundhedsfaglige. Jeg har naturligvis en holdning til, hvordan sundhedsvæsenet bedst indrettes, og jeg synes, at vi hele tiden skal overveje, hvordan vi bruger ressourcerne bedst. Derfor synes jeg, at 30-dagesgarantien hænger sammen med prioriteringsdebatten”.
Hvis sundhedsminister Sophie Løhde sad her over for dig, hvad ville du så sige for at overbevise hende om, at denne garanti er en forkert prioritering?
”At den fagligt set er unødvendig. Den rigtige prioritering er den, der er fagligt nødvendig. F.eks. kræftbehandling og hjertebehandling. Det er ikke fagligt nødvendigt at prioritere udskiftning af et kunstigt led så højt som kræftbehandling. Derfor giver den differentierede behandlingsgaranti god mening”.
Og hvordan er det, at der prioriteres skævt, mener du?
”Hvis det er rigtigt, at det øger aktiviteten – og det gjorde det sidst – og dermed koster penge, hvilket Rigsrevisionen klart påviste, at den gjorde sidst: 642 millioner kroner, så vil det få konsekvenser i et presset sundhedsvæsen. Så må man spare andre steder. Og det bliver, hvor man kan – det vil hos os være de akutte ældre ortopædkirurgiske patienter. Fordi skal vi ud og spare, så bliver det på personalet – det er den eneste mulighed”.
Men hidtil har der jo været et pænt effektiviseringspotentiale i sygehusvæsenet?
”Jeg har været med i mange år – 22 år som leder – og jeg kan konstatere, at det flæsk, det ekstra, der var, er der ikke mere af. Vi er nået dertil, hvor det er rigtig, rigtig svært at finde besparelser. F.eks. er indlæggelsestiderne for planlagte indgreb så korte, at der ikke er nogen betydende gevinst at hente. Derfor er det svært at se, at det ikke får konsekvenser for patientbehandlingen. På den måde hænger det hele sammen: Når vi skal prioritere de midler, vi har, og vi skal gøre ting, der ikke er fagligt hensigtsmæssigt, f.eks. behandlingsgarantien, så må man finde andre steder. Og så er der kun et greb til bage, og det er at spare på personalet. Og det kan man jo ikke blive ved med”.
Så det er også derfor, du råber op?
”Ja, for sige at dette er uheldigt. Ressourcerne i sundhedsvæsenet er pressede. Og det mener jeg, at folketingspolitikerne må tage et ansvar for og lade være med at love borgerne et serviceniveau, der ikke er fagligt belæg for”.
