Skip to main content

5,3 mio. kr. i erstatning i sager om to jyske psykiatere

75 patienter, som blev fejlbehandlet hos en psykiater fra Midtjylland med en hjerneskade, og en nordjysk psykiater, får 5,3 mio. kr. i erstatning i rekord-sag.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

21. feb. 2017
3 min.

75 patienter, som blev fejlbehandlet hos en psykiater fra Midtjylland med en hjerneskade, og en nordjysk psykiater, har fået tilkendt erstatning.

I alt udgør erstatningen 5,3 millioner kroner, fremgår det af Patienterstatningens hjemmeside.

Patienterstatningen havde fået mange anmeldelser fra patienter, der har været behandlet af de to psykiatere. Stort set alle erstatningssager er nu afgjort, og de to sagskomplekser er kendetegnet ved en væsentlig højere anerkendelsesprocent end for det psykiatriske område samlet.

Høj anerkendelsesprocent

I 2015 var den generelle anerkendelsesprocent for psykiatrien 16 procent. Men i sagen om den nordjyske psykiater har 36,4 pct. fået erstatning, mens 27,6 pct. fik erstatning i sagen om den midtjyske, hjerneskadede psykiater.

Patienterstatningen har aldrig tidligere set så store enkeltsager på to konkrete læger, som i dette tilfælde. I alt havde 234 patienter søgt om erstatning.

Langt den største del af den samlede erstatning er udbetalt til den nordjyske psykiaters patienter. Af de 145 anmeldte sager blev 51 anerkendt. Det svarer til en anerkendelsesprocent på 36,4. Den samlede erstatningssum til de nordjyske patienter er 4,7 mio. kr.

I gennemsnit har de 75 patienter fået tilkendt 71.000 kroner i erstatning. Et beløb, som ville være højere, hvis patienterne havde været på arbejdsmarkedet, hvad mange af dem ikke er.

89 af den midtjyske psykiaters patienter havde anmeldt sager. Af dem blev 24 anerkendt, svarende til en anerkendelsesprocent på 27,6. Den samlede erstatningssum er 620.000 kr.

Hver 4. fik forkert diagnose

Hver fjerde patient, der har fået erstatning i sagerne om de to psykiatere, har fået en forkert psykiatrisk diagnose.

”Har man fået forkert diagnose, har man typisk også fået forkert behandling, det kan være forkert medicin, eller at der er skiftet medicin, der ikke burde være skiftet”, siger direktør i Patienterstatningen, Karen-Inger Bast, til DR Nyheder.

Midt- og Vestjyllands Politi har rejst tiltale i en straffesag mod den vestjyske psykiater med en hjerneskade. Han er tiltalt for at have efterladt en af sine patienter i hjælpeløs tilstand i en campingvogn på psykiaterens gård, hvorefter patienten døde.

Bliver psykiateren dømt er straframmen op til otte års fængsel. Retssagen indledes til april.

Tilsyn strammet op

Sagerne om de mange fejlbehandlinger blev oprindelig rejst af DR’s 21 Søndag og satte fokus på alvorlige mangler i Sundhedsstyrelsens tilsyn.

En konsekvens var en omfattende omorganisering af Sundhedsstyrelsen og oprettelse af en ny, selvstændig styrelse, der som en af sine helt centrale opgaver fører tilsyn med behandlingssteder og sundhedspersoner.

Samtidig blev lovgivningen ændret, så myndighederne i dag har langt bedre mulighed for at gribe hurtigt ind over for sundhedspersoner, der kan være til fare for patienterne.