Skip to main content

68 praktiserende læger har droppet datafangst

Bekymring for, hvad patienternes data bruges til, har fået en række læger i almen praksis til at slukke for datafangstmodulet i deres it-systemer. PLO fraråder denne form for civil ulydighed og vil arbejde for, at sektorens kvalitetsdata ikke bruges til andet.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

11. sep. 2014
3 min.

Lige op til 1. september, hvor den nye bekendtgørelse om udnyttelse af data fra almen praksis trådte i kraft, slukkede 44 praksis for Sentinel – datafangstmodulet - i deres it-systemer.

I forvejen havde en række praktiserende læger gjort det samme, så pr. i går - 10. september 2014 - er der 68 frameldte, som ikke skyldes praksislukninger. Det viser tal fra DAK-E, de praktiserende lægers og regionernes fælles enhed for kvalitetsudvikling.

”Vi kan se, at der er 68 afmeldte, men vi kan ikke se hvorfor. Men vi kan se, at vi op til 1. september fik en række afmeldinger på kort tid”, siger Janus Laust Thomsen, direktør for DAK-E.

Det tidssammenfald gør det sandsynligt, at der er en sammenhæng, og at frameldingerne altså udgør en protest mod bekendtgørelsen.

De 68 ud af landets ca. 2.000 praksis udgør selvsagt ikke nogen voldsom andel, men de er bekymrende alligevel, mener Janus Laust Thomsen.

”I pct. er 68 ikke mange, men det er bekymrende, at der er nogle af vores kollegaer, som finder det nødvendigt at framelde sig”, siger han.

Læger utrygge ved datasikkerheden

Årsagen er utryghed over, hvad de data, Sentinel genererer, bliver brugt til. Data samles i DAMD – Dansk AlmenMedicinsk Database – hvorfra de trækkes til sundhed.dk.

Det var ikke meningen, mener de læger, der afmelder sig.

”Hensigten med DAMD har oprindeligt været et internt redskab til læring og kvalitetsforbedring”, som en af de læger, der har afmeldt sig, praktiserende læge på Amager, Trine Jeppesen, sagde til Ugeskrift for Læger 18. august.

Hun og hendes ligesindede frygter, at udenforstående får adgang til patientdata, der bør forblive fortrolige mellem patienten og dennes praktiserende læge. Og de frygter også, at disse data kan bruges af regionerne til at føre minutiøs kontrol med almen praksis.

”Hensigten har aldrig været, at patienternes fortrolige oplysninger skulle deles eller anvendes til kontrol eller udstilles personhenførbart”, sagde Trine Jeppesen i Ugeskriftet.

PLO fraråder

Praktiserende Lægers Organisation (PLO) er ikke begejstret for de 68 lægepraksis’ aktion. At indberette data er jo lovpligtigt.

”Hvis der er tale om medlemmer, som stadig har et ydernummer, så er holdningen helt klar i PLOs bestyrelse. Vi fraråder, at medlemmerne frakobler sig datafangst og dermed undlader at levere de lovpligtige helbredsoplysninger til den almenmedicinske kvalitetsdatabase. Vi mener fortsat, at datafangst er en vigtig del af vores kvalitetsarbejde”, siger Bruno Melgaard Jensen, formand for PLO.

Men PLO støtter, at kvalitetsdata ikke bruges til andre formål, og vil stå vagt om det princip.

”PLO vender sig imod, at kvalitetsdata anvendes til kontrolformål”, siger Bruno Melgaard Jensen.

”Bl.a. udenlandske erfaringer har vist, at det kan føre til, at datakvaliteten formindskes til stor skade for den fremtidige kvalitetsudvikling både i almen praksis og i det øvrige sundhedsvæsen,” siger han.

--