»Jeg er først og fremmest læge, derefter er jeg forsker«

Ajenthen Ranjan gør sit rullebord og udstyr klar til at udføre en arginintest på en ung kvinde, der har type 1-diabetes, og som han har bedt ankomme fastende. I lokalet står fire senge til rådighed for de ti ph.d.-studerende, der er ansat på Endokrinologisk Forskningsenhed, Hvidovre Hospital.

Sammen med overlæge Kristen Nørgaard, postdoc Signe Schmidt og ph.d.-studerende Isabelle Steineck forsøger Ajenthen Ranjan at udvikle en kunstig bugspytkirtel, der automatisk skal justere insulin- og glukagonniveauet i blodet. Som delprojekt fokuserer han på, hvordan effekten af glukagon bliver påvirket af kosten hos hans 14 forsøgspersoner.

Patienten ligger nu på sengen med armen ud over kanten, og Ajenthen Ranjan foretager basale blodsukkermålinger og undersøger patientens insulin- og glukagonrespons på arginin, som han sprøjter ind i hendes blodårer.

»Hvis du får det skidt, skal du bare sige til«, siger han.

Patienten har været på en tremånedersdiæt med et højt indhold af kulhydrat, og i morgen skal Ajenthen Ranjan teste hendes respons på glukagon.

Fysikerdrøm var ikke nok

Interessen for forskning startede allerede inden lægestudiet. Efter første fysiktime i gymnasiet var Ajenthen Ranjan helt hooked. Det, at man kan stole på naturlove og formler og reproducere tidligere forskeres fund, som ligger til grund for lovene, fangede ham. I flere år var han sikker på, at det var fysiker, han skulle være.

»Jeg synes det er sjovt at udtænke og udføre eksperimenter. Man stiller en hypotese ud fra, hvordan man tror, noget hænger sammen, og prøver derefter at undersøge det. Ofte finder man ud af, at hypotesen ikke holder en meter, men når det så stemmer, får jeg bare et vildt boost over at have regnet den ud«, siger han.

Men det var ikke nok for ham at sidde gemt væk i et forskningslokale for at nørde hypoteser og udføre forsøg. Ajenthen Ranjan er en person, der altid hjælper, når han kan. Derfor blev det naturligt for ham at søge ind på medicinstudiet og tage uddannelsen som læge, hvor han kan hjælpe mennesker hver dag.

»I medicin kan jeg lave noget, hvor jeg nu og her gør en forskel på individbasis og ikke kun laver et forskningsprojekt, der måske først har effekt om ti år eller senere. Det er den hurtige respons, og at jeg med det samme kan se, at patienterne bliver glad for min behandling, der giver mig energi til at køre videre. Det er så fedt«, udbryder han.

Fra hæmatologi til endokrinologi

Ajenthen Ranjan har flirtet med flere specialer. På medicinstudiet havde han en forelæsning ved klinisk lektor Ole Weis Bjerrum om JAK2-mutationer, hvor nogle knoglemarvceller bliver uhensigtsmæssigt overaktive og udvikler sig til cancerceller.

»Det var bare bomben for mig dengang. Jeg syntes, det var spændende, at man kan have en lille fejl i en proteinreceptor, som så senere kan give cancer«, siger Ajenthen Ranjan.

Derfor startede han med Ole Weis Bjerrum som vejleder på et forskningsår på syvende semester, hvor han forskede i blodsygdommen myeloproliferative neoplasier. Efter at have lavet et systematisk review, dykket ned i tvillingeregisteret på Odense Universitetshospital og lavet feltarbejde på Færøerne var Ajenthen Ranjan sikker på, at han skulle være hæmatolog.

Men pludselig dumpede et tilbud om en ph.d. om diabetes og teknologier ned til ham, og nu er det diabetes, teknologier og peptidet glukagon, der er blevet hans nye baby. Derfor har han leget med tanken om at blive endokrinolog.

»Jeg troede, jeg var målrettet. På syvende semester tænkte jeg, at nu var jeg godt i gang med hæmatologi. Jeg har fået publiceret videnskabelige artikler, jeg har holdt konferencer, jeg har skabt gode kontakter og snakker godt med overlægerne fra Hæmatologisk Afdeling på Rigshospitalet. Netværket var lige etableret, og jeg troede, min fremtid var lagt. Lige indtil en ny mulighed bød sig«, siger Ajenthen Ranjan.

Han er stadig ikke færdig med projektet på Færøerne, men han har måtte sætte det i bero til fordel for ph.d.en. Heldigvis er det med opbakning fra hans tidligere vejleder Ole Weis Bjerrum.

»Han sagde til mig: ’Du skal gøre, hvad du føler for lige nu og her. Du kan altid opnå det, du gerne vil i fremtiden’. Det var fedt at høre. Han er meget livsklog og har virkelig været en eminent mentor for mig«, siger Ajenthen Ranjan og fortæller, at også hans endokrinologiske vejledere har gjort indtryk på ham.

»De er et ungt team med masser energi, hvor jeg virkelig har fået plads til at udfolde mig som forsker«, siger han.

Bange for at kede sig

Ajenthen Ranjan blev født i en asyllejr i Fåborg i 1986, efter at hans forældre var flygtet fra borgerkrigen på Sri Lanka. Familien kom til at bo på et asylcenter i Skjern, men på grund af uroligheder mellem nogle immigranter og lokalbefolkningen, flyttede familien igen. De slog sig ned i rolige omgivelser i Sønderborg, hvor Ajenthen Ranjan er vokset op med sine tre yngre brødre.

Med rollen som storebror har fulgt et naturligt børnetække, og han har blandt andet været fodboldtræner for børn. Han sætter stor pris på børns uskyldige tilgang til verdenen, hvilket er en af grundende til, at han har søgt introduktionsstilling i pædiatri på Herlev Hospital, hvor han starter den 1. september.

»Jeg kan godt lide den måde, jeg er nødt til at være pædagogisk over for børn på, og enkelt forklare dem, hvad en sygdom drejer sig om, og hvordan den kan behandles. Og så skal man som pædiater også tænke sygdommens påvirkning på barnets vækst og udvikling ind, hvilket giver specialet et ekstra fagligt niveau«, siger han.

Men han ser det også som en stor fordel, at specialet favner utroligt bredt og giver ham mulighed for at samarbejde med andre fagpersoner på kryds og tværs af flere specialer.

»Jeg kan godt lide at kunne se på en patient med flere indgangsvinkler, mens jeg samtidig kan rådføre mig med andre fagpersoner, hvis der er noget, jeg er i tvivl om. I pædiatrien kan patienterne jo komme ind med alt lige fra en lungebetændelse til en diabetessyreforgiftning. På den måde får jeg også mulighed for at arbejde med både endokrinologi og hæmatologi, men også med mange andre specialer«, siger Ajenthen Ranjan.

For ham er det vigtigt, at han hele tiden udfordrer sin faglige viden, og han frygter at skulle havne i et snævert subspeciale.

»Min største frygt ved at være læge er, at jeg kommer til at lave det samme hver dag. Jeg vil gerne bevare det brede kliniske blik, tage imod mange forskellige patienter, have min ekspertise inden for et bestemt område som for eksempel diabetes og have min forskning ved siden af«, siger Ajenthen Ranjan.

Han drømmer om en gang som speciallæge at kunne få frikøbt halvdelen af sin tid i klinikken til forskning, da han ser forskning som en vigtig del af lægerollen.

»Med forskning får du trænet dit kritiske blik til at sætte spørgsmålstegn ved de metoder, vi bruger. Du bliver mere opmærksom på nye metoder, nye behandlingstiltag, og om de nu også er bedre end de gamle. Og det er vigtigt for at kunne tilbyde patienten den bedste behandling og samtidig kunne stå inde for den. Især i den her tid med fake news. Derfor mener jeg, at forskningen er vigtigt i klinikken«, siger Ajenthen Ranjan og slår fast:

»Men jeg er først og fremmest læge, derefter er jeg forsker«.

Læs alle artiklerne fra sommertillægget i Ugeskriftets arkiv