Skip to main content

Aalborg øger optag på lægestudiet

50 flere studiepladser skal sikre flere læger til Nordjylland. Og det skal være forbudt at rende af pladsen før uddannelsen er gjort færdig.

Medicinstuderende ved Aalborg Universitet. Foto: Aalborg Universitet.
Medicinstuderende ved Aalborg Universitet. Foto: Aalborg Universitet.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

18. jan. 2017
1 min.

Aalborg Universitet vil fra i år åbne dørene for 150 lægestuderende hvert år mod hidtil 100, skriver Politiken. Regeringen har nemlig besluttet at uddanne 50 ekstra læger i Nordjylland.

Samtidig indføres en regel om, at lægestuderende skal gøre deres uddannelse færdig, hvor de er startet. De to initiativer skal sikre, at der også i fremtiden er læger i alle dele af landet.

Meldingen kommer, samme dag som Lægedækningsudvalget ventes at fremlægge anbefalinger til, hvordan mangel på praktiserende læger kan afhjælpes, og hvordan der kan komme flere speciallæger til yder-og socialt belastede områder.

Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, siger til Politiken, at han finder det positivt, når ministeren anbefaler et øget optag i Aalborg. Af hensyn til videreuddannelseskapaciteten finder lægeformanden det dog problematisk, at der ikke skæres et tilsvarende antal studiepladser andre steder i landet.

Også en regel om, at de studerende skal færdiggøre uddannelsen, hvor den er påbegyndt, er Andreas Rudkjøbing forstående overfor.