Skip to main content

Alle kan hente patientoplysninger

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

4. feb. 2011
2 min.

Lægen på et hospital i Aalborg har siden oktober kunnet hente journaloplysninger om patienten fra København, der har en forhistorie på Rigshospitalet.

Men det omvendte er ikke tilfældet endnu.

»Det skyldes arbejdspres«, forklarer it-direktør i Region Hovedstaden, Jan Kold, og bebuder, at det vil være på plads i slutningen af februar.

Det er administration omkring, hvilke faggrupper der skal kunne se hvilke oplysninger, som udestår.

Dermed er e-journalen - en form for fælles, national epj i cyberspace - komplet, og regionerne kan sætte kryds ved den opgave i den liste af mål, som de har sat sig på it-området.

»Pejlemærker« kalder regionerne deres delmål, og dem er der mange af.

For eksempel satser regionernes fælles it-organisation, RSI, på, at der skal være et epj-system pr. region i 2013. For e-journalen løser ikke alle opgaver, om ikke andet så fordi der ikke kan skrives i den - kun læses.

Og i løbet af februar vil regionerne identificere en række initiativer inden for it-støttede kronikerprojekter, som fortjener videre udbredelse.

For læger på en del hospitaler rundt omkring vil det komme som en god nyhed, at implementering af single sign on-systemer står på listen.

Desuden står der på listen for 2011, at der skal etableres elektroniske overblikstavler på alle større fælles akutmodtagelser; at Det Fælles Medicinkort skal integreres i medicinsystemerne, og at der skal etableres en strategi for telemedicin.