Alle syge er lige ... men nogle er mere lige end andre

Det er tindrende koldt. Praktiserende læge på Lyngbyvej i København, Birgitte Busk Lassen, pakker sig ind i overfrakke og halstørklæde, så vi kan få taget et foto ude på Lyngbyvej. Det skal illustrere uligheden i sundhed.

For på den ene side af Lyngbyvej ligger Gentofte med de store ambassader, dyre villaer, velholdte Volvoer og velfriserede vovser. På den anden side ligger Emdrup og en god bid af Københavns nordvestkvarter med lejekaserner, nedslidte bodegaer, bumser på bænke og skrald i gaderne.

Birgitte Busk Lassen har patienter fra begge sider af den travle trafikåre. Så ulighed er noget, hun er blevet fortrolig med i sine 30 år på stedet.

»Jeg synes, der er tre grupper. Folk fra ambassaderne. De er ikke vanskelige. Det kommer selvfølgelig an på, hvilket land de kommer fra, men stort set er de fornuftige mennesker, der er vant til at omgås alle mulige. De er høflige og behagelige og forstår, hvad der bliver sagt.

Den anden gruppe er de danske middelklasseborgere, der betaler deres regninger til tiden, om man så må sige. Der er i den gruppe nogle sygdomme, der er svære at have med at gøre, nemlig stress og depression. De mennesker skal både det ene og det andet. Følge med i omgangskredsen og danne netværk. Og der stilles krav til dem hele tiden. Nogle mænd på 40-50 år sidder her og stortuder, fordi de ikke kan klare mere. De får sms’er og e-mails hele dagen lang. Også i weekenderne. Hvordan hjælper man dem?

Den tredje gruppe er de patienter, der er vanskeligt stillet. Dem, der ikke forstår sproget, altså indvandrere, og dem, der har vanskelige sociale forhold.

I alle tre grupper findes der alkohol- eller medicinmisbrugere. Dem har jeg dog ikke så mange af. Der er nogle med meget belastet opvækst eller baggrund i det hele taget. Alkoholisme, incest, psykisk sygdom. De patienter har det meget, meget svært og er vanskelige at gøre noget virkelig godt for.

Den tredje gruppe tager meget tid. De, der var her lige før, er meget typiske. Det var en ung mor fra Pakistan med fire børn. Hun har ikke haft tid til at lære dansk. Børnene er ustandseligt syge. Og det er ikke altid tilfredsstillende. Jeg kan ikke selv med min bedste vilje forklare hende om forebyggelse og hygiejne. Både sprogligt og kulturelt er det helt uforståeligt for hende, hvad jeg siger.

Problemet er i mange tilfælde, at når de er raske, er alting godt. De tænker slet ikke på, at de kan blive syge igen. F.eks. kan jeg se en patient, hvis D-vitaminniveau er lavt. Så forklarer jeg hende alt om det, og når hun så får det målt igen, og det er i orden, er alting godt, og hun holder op med at tage pillerne, hvorpå det atter bliver lavt.

Min sekretær forsøger at finde tolke. Jeg synes, at tolkene som regel er dygtige. De hjælper meget, men de er ikke altid til at få fat på i akutte situationer.

Man prøver at behandle alle lige godt og gør i virkeligheden mere ud af de svære patienter. Nogle gange er jeg alligevel fuldstændig fortvivlet og aner ikke, hvad jeg skal gøre.

Jeg resignerer ikke. Jeg bliver ved og prøver også at være kontant. Det virker af og til vældig godt. F.eks. over for de gravide, der ryger. Jeg har nogen gange spurgt dem lige ud: Har du overvejet, om du virkelig vil have et barn, eller om du vil blive ved med at ryge? Og over for folk, der er fede. Der har jeg nogle gange også sagt lige ud: Du er for fed - det kan du ikke være bekendt. Det er du for ung til – du har små børn. Det kan ofte være afgørende for, at de virkelig tager sig sammen og taber i vægt og begynder at dyrke motion.

Kun ens læge kan sige sådan noget. Jeg er blevet bedre til at sige tingene lige ud. Jeg kunne ikke have gjort det for bare 15 år siden.

Jeg lærer hele tiden noget. Jeg synes, at det er så ærgerligt, at der er folk, der har det dårligt og er svære at hjælpe. Jeg er selv totalt privilegeret, og så er det ikke rart at være vidne til, at andre ikke kan finde ud af det. Jeg kan faktisk ikke forstå det, men det er jo også derfor, det er så interessant. Hvorfor er det sådan? Og hvad kan man gøre?«

Børnelægen
Hvordan møder du uligheden i dit job?

Jeg har nok en af de stillinger i Danmark, hvor man ser mest til ulighed i sundhed. Blandt de børn, jeg arbejder med, er der mange flere fra dårligt stillede end fra velstillede kår.

Behandler du de dårligt stillede anderledes?

Nej, og det er derfor, jeg ikke er vild med diskussionen om sundhedsuligheden. Jeg kan ikke lide, at temaet bliver politiseret. Jeg er børnelæge og har aflagt lægeløftet, og jeg går ikke så meget op i, om patienterne er mere eller mindre dårligt stillet. Hvad enten det er etniske, unge i puberteten, lavt socialt stillede, rige, eller hvad det nu er – de skal hjælpes alle sammen. Nogen har brug for mere hjælp, og det får de så.

Men uligheden bør vel bekæmpes?

Det er jo heller ikke, fordi jeg er stik imod, at man f.eks. laver en speciel kampagne rettet mod f.eks. særlige arbejdspladser. Men der er en tilbøjelighed til, at de mennesker bliver overbefølt – og det gider de ikke være i nærheden af. De skal behandles med respekt og professionalisme. De dårligt stillede er jo ikke dumme mennesker. De kan bare have svært ved at manøvrere – f.eks. hvis de ikke har bil, så de kan købe ordentligt ind, ikke har ret mange penge til mad osv.

På nogle parametre stiger uligheden – frustrerer det dig?

Nej, ikke rigtig. Vi har mange socialt og psykologisk belastede mennesker, og det kan være en stor arbejdsmæssig byrde, men arbejdet er vigtigt, og derfor er det ikke så svært alligevel. Men jeg er modstander af at stigmatisere mennesker, fordi de er socialt ringere placeret eller lignende. Hvis man ikke kan håndtere alle mulige pat ienter – teenagere, etniske, dem med en socialt lav stilling, så er det behandleren, der har et problem. Det er vigtigt at kunne tale med alle slags mennesker.

Så du er ikke så bekymret?

Næh. Det kan da godt være frustrerende, men vores resultater er nu meget gode. Vi får en masse mennesker til at slanke sig og forbedre deres tal. Men det er et svar med modifikationer. Problemet er jo kæmpestort – jeg kan bare ikke lide den politiserende vinkel.

Hvad med dem, din behandling ikke virker på?

De kommer typisk ikke igen. De dropper ud. Man kan være rigtig bekymret for, hvordan det skal gå de stakkels børn, og man kan blive ked af det, men man kan ikke lige umiddelbart hjælpe dem. Det er virkeligheden. Hvis folk ikke kommer, kan man ikke hjælpe dem.

Retsmedicineren

Møder du overhovedet ulighed i sundhed i dit job?

Vi har både obduktioner af afdøde og undersøgelser af levende personer, og ved begge oplever jeg helt klart en social slagside. Der er en overvægt af misbrugere og socialt dårligt stillede. Det kan vi se af de oplysninger, vi får, og vores fund er med til at bekræfte dette, f.eks. i de retskemiske undersøgelser. Vi undersøger også voldsofre, ofre for voldtægt og sigtede i forskellige sager samt børn, der har været udsat for forskellige overgreb. Der er helt klart social slagside i den type undersøgelser.

Det lyder belastende – hvordan håndterer du det?

Vi har et tværfagligt samarbejde med politi og socialvæsen, så det er ikke kun os, der står med dem. I forhold til børnene er der i Aarhus et center for børn, der har været udsat for overgreb – CBO – med samarbejde mellem politi, retsmedicin og børneafdelingen på hospitalet. På tegnebordet er der også et projekt børnehuse, som vil blive landsdækkende, hvor der bliver taget hånd om børn, der er socialt dårligt stillet og har været udsat for overgreb. Disse huse forventes at kunne tages i brug inden årsskiftet.

Jo, men helt personligt?

Man skal jo arbejde professionelt. Så mens man står med sagerne, parkerer man følelserne. Nogle sager berører os mere end andre, men vi snakker med hinanden om det efterfølgende.

Kan man i dit job egentlig gøre noget?

Ikke noget umiddelbart i forhold til at udligne sociale skævheder. Men vores fornemste sigte er, at vores arbejde i sidste ende udmønter sig i forebyggelse. Det er på den lange bane, vi kan håbe på, at vores arbejde nytter noget. F.eks. ved at påvise hvad det er, misbrugerne dør af, så man kan forebygge. De kan f.eks. dø af en overdosis eller kombinationer af forskellige tabletter. Eller af følgetilstande som lungebetændelse eller skrumpelever.

Har du eksempler på forebyggelse, I har bidraget til?

Vi har f.eks. været med til at dokumentere, at sikkerhedsseler har betydning for skadesforebyggelse ved trafikulykker. Vi er også med til at søsætte SURVIVE – et projekt om psykisk syge, som jo har stor overdødelighed. Vi er med til at klarlægge, hvad det er, de dør af, og dermed hvordan det eventuelt kan forebygges. Obduktion af psykisk syge kan bidrage til at belyse og afdække en række forhold, som har stor betydning for overlevelse, i form af undersøgelser, som ellers ville være umulige. Herunder en detaljeret beskrivelse af organforandring, følgetilstande ved brug og misbrug af alkohol, lægemidler og euforiserende stoffer og genanalyser.

Arbejdsmedicineren
Hvordan møder du uligheden i din hverdag?

Det er jobcentrene eller Arbejdsskadestyrelsen, der henviser til mig – eller folk henvender sig selv. Jeg skal lave et billede af, hvordan patienternes situation er; om de helbredsmæssigt er udredt, og så skal jeg beskrive deres funktionsevne i forhold til arbejdsmarkedet og livet som helhed. Jeg skal også pege på resurser og barrierer. Der er rigtig mange af dem, jeg ser i min klinik, som har haft det svært fra barndommen, og som så tager den arv videre med sig og får svært ved at navigere i vores moderne samfund.

Hvem er dine patienter?

Jeg har flest af dem, der kommer fra de ufaglærtes rækker eller med lidt tunge håndværksmæssige baggrunde. Der er også nogen fra den anden ende af skalaen. Men ikke nær så mange.

Er det tungt?

Jeg vil sige, at halvdelen nok er meget tunge. Sådan en snak kan godt tage to timer. En del af dem har svært ved at formulere deres problemer. De har rigtig meget brug for at opleve, at vi har rigeligt med tid. Vi når så det, vi kan, i dag – og så får de en tid måske 14 dage senere. Så har de nogle uger til at tænke over nogle af de ting, de har haft oppe. Det er den måde, jeg arbejder på.

Kan alle hjælpes?

Det vigtige er, at man ser på selv de små ting, der kan gøres. Det betyder meget, at de får afklaret deres situation, så de kan komme et skridt tættere på, hvilken måde de skal forsørge sig selv på. En del vil også have brug for en eller anden form for offentlig forsørgelse. Og så er det vigtigt at få italesat, at man har de og de skavanker og nogle andre resurser end tidligere. Det er positivt, også selv om det ikke bringer dem tilbage til arbejdsmarkedet.

Har du gode eksempler på noget, der mindsker uligheden?

Det er jo det, jeg har brugt mit lægeliv til. Jeg gik ret tidligt ind i arbejdsmedicin, fordi jeg syntes, det var vigtigt at forebygge. Jeg var f.eks. bedriftslæge på Carlsberg i midten af 1980’erne, dengang man skulle til at lave alkoholpolitik på alle virksomheder. Det var virkelig lidt specielt, men også ret sjovt. Vi lykkedes da med at komme igennem med en alkoholpolitik, som nok ikke blev overholdt i alle kroge. Men det var det første spadestik, der blev taget dengang. Jeg var også engang ude at undersøge nogle byggesjak. Det var tydeligt, at når sjakbajsen ikke røg eller drak, så gjorde resten det heller ikke. Du er som det miljø, du er i. Man skal ud på arbejdspladserne. Ud at påvirke den vej igennem. Og så er det også ofte klogt, at man tager ægtefællen med ind. Arbejdsvilkårene og -miljøet er vigtige og ikke kun KRAM-faktorerne (kost, rygning, alkohol, motion, red.). Det, synes jeg, desværre forsvinder i KRAM-kampagnen.

Kan du slippe dit arbejde, når du har fri?

Nogle gange har man nogle sager, som man går og rumler med inde i baghovedet i flere dage og ikke kan slippe. Det kan være unge mennesker, der kører fast og ikke rigtigt kommer ud af stedet. Men jeg starter hver dag med at tænke, at nu skal jeg møde et nyt menneske med sin egen historie i dag.