Anmeldelse: Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage

Det er en frygteligt god bog, Naja Maria Aidt har skrevet. En ærlig og modig bog om det værste, der kan ske: at miste sit barn. Et universelt gyldigt billede af rå og helt uhåndterlig sorg, som den forfatteren oplever efter at have modtaget budskabet om, at hendes 25-årige søn Carl har kastet sig ud af vinduet i en psilocybin-psykose. Mesterligt vises det i teksten, hvorledes sproget forsvinder og efterlader »et hul hvor døden vibrerer«.

Gennem bogen får vi et rids over Carl som et unikt menneske med mange lag, optaget af fællesskabet og elsket af mange. Via drømme og anelser fornemmer hans mor flere gange, at Carl vil dø fra hende, anelser, der imidlertid først forstås, da den konkrete og finale hændelse har fundet sted. I det hele taget, fortæller Aidt, gør poesiens væsen det muligt at bevæge sig frit i tid og udtrykke en erfaring, der hører fremtiden til, som om den lineære tid var ophævet.

Men netop denne evne forsvinder i første omgang, da Carl dør og efterlader sin mor og de andre sørgende i den »dødsensstille ikke-tid«, hvor den døde selv befinder sig, og hvor det endnu er muligt at være sammen med ham. »Jeg hænger ved døden, fordi intet andet er muligt«.

Skal man som læge forstå noget om sorg, er denne bog et umådeligt godt bud. Aidt vender sig mod flosklerne fra vores verden og vrænger af ordet sorgarbejde. I stedet søger hun hjælp i litteraturens, mytologiens og poesiens verden. Inger Christensens Alfabet var det første, der føltes som lindring.

Mange andre digteres og filosoffers stemmer føjer sig til i fragmenteret form rundt om den fortløbende, delvist repetitive fortælling om hændelserne natten d. 14 marts 2015 og dagene, som følger. Langsomt, mens ordene modstræbende vender tilbage, forstår vi, sammen med forfatteren, hvad der faktisk skete.

Undervejs er der indfølelige, frygtelige passager om skyld, som mange efterladte martres af, men også om fællesskabets store og mulige helende kraft, der trods alt rummer et element af håb.

Midt i det hele optræder også spørgsmålet om transplantation. Samtalen foregår på lægens kontor, og Carls forældre beslutter i den dødes ånd at donere bugspytkirtel, en lunge og nyrer, men de kan ikke efterlade ham »hjerteløs«. Senere følger en tillægsanmodning om hud og menisker, men der magter forældrene naturligt nok ikke at forholde sig til mere – i konteksten forekommer det brutalt og peger i retning af, at alle spørgsmål om donation bør afklares i én postgang.

Dette fine værk kan anbefales til alle, der møder mennesker i sorg, hvilket vil sige os alle sammen, men særligt bør det læses af sundhedsprofessionelle. Det er en enestående chance for at få en førstehåndsberetning om sorgens væsen af en fremragende formidler. De sidste ord om, hvorledes sorg føles som frygt, overlades til bogen selv:

»Panik som en gejser i kroppen

den skyder sit giftige vand

op

fra urgrund

til

krybdyrhjerne«

Forfatter: Naja Maria Aidt

Forlag: Gyldendal, 2017

Sider: 155

Pris: 249,95 kr.