?
Læs mere om arbejdspladslogin her.

Content area

Nyhed / 6. dec 2017

Anmeldelse: »Transfervindue«

Perspektiv

Eventministeriets forestilling "Transfervindue" er baseret på bogen af samme navn, skrevet af Maria Gerhardt, der døde i marts 2017 af brystkræft, kun 39 år gammel.

Dato
6. dec 2017
Forfattere
Lene Agersnap & Sybille Bojlén. E-mail: agersnap@dadlnet.dk Interessekonflikter: ingen
💬 0

Forestillingen »Transfervindue« er baseret på bogen af samme navn, skrevet af Maria Gerhardt, der døde i marts 2017 af brystkræft, kun 39 år gammel.

Det er teater, når det er godt – en stor oplevelse, drevet af kun ét menneske, som er på scenen i én lang monolog.

Man indstiller sindet på sørgmodighed – vi skal jo trods alt tale om snarlig død. Forestillingen tager udgangspunkt i en ung kvinde, som befinder sig i mellemlandet lige der, inden det kommer til at ske. Men hele tonen i den lange imponerende præstation er andet og mere end bare sørgmodig – den er eksplosiv, ironisk, galgenhumoristisk, kærlig, rasende, vrængende, ulykkelig, sorgfuld og skrøbelig.

I det suggestive lys og lyden af et bankende hjerte stemmer Christine Albeck Børge vores sind med en tavshed og sit talende ansigt i de første minutter af forestillingen. Ser på os, og vi mærker hende, og at hun vil os noget. At hun har en ophobet kraft og noget på hjerte. Og vi mærker spejlingen i os selv. Vi berøres af det, som er så svært at sætte i tale og føle på nogen kontrolleret måde. Hvordan det må være at være der, hvor man ved, der skal tages afsked med livet. Alt, alt for tidligt. Og skal skynde sig, mens man venter på det uafvendelige.

Metaforen for dette ensomme land er et ophold på Strandvejen i en form for luksushospice. Over 500 dage er det blevet til. Den lange enetale kommer hele vejen rundt. Glæden ved at huske barnet, der lænede sig op af hende, dengang han fornemmede, at hendes krop var stærk nok til det. Kærligheden og alle dejlige øjeblikke. Surreelle stemningsklip fra de rystende oplevelser på hospitalet husket i skarpe glimt og vreden ved at se på de andre chokerede syge, som dog har fået lov at opleve årti efter årti – hvad flæber I for? Drømmen om, at det hele bare er verdens største skjulte kamerascene, at miraklet kan ske. Sorgen over at mærke, at barnet ikke længere vil puttes – fordi det mærker, at moderens krop er svag og døende. At det er svært at fange blikket hos den elskede. Iagttagelsen af de raske og hvad de fylder i deres tid. Kontrollerer en Fakta-bon i fem minutter eller skændes i et samtalekøkken. Tiden. Som de raske øder bort.

Men der er intet flæb i monologen. Det er simpelthen rigtigt godt teater. Mennesket på scenen spiller sin kamp for at have overtaget i mødet med sin skæbne, spiller ekkoet fra livet, ensomheden, sin venten, øjeblikke som siver bort, sin smerte. Det er en imponerende præstation af en skuespiller med et fint register.

Forestillingen er vittig, men man griner ikke. Man går heller ikke knuget og håbløst hjem. Bare klogere, taknemmelig for tiden og rørt af noget større.

Forestillingen spilles på Det Kongelige Teater igen til foråret, i marts og maj.

Blad nummer: 

💬 0 Kommentarer

Right side

Nr. 25/2017

Senest kommenteret

Åndelig omsorg er et nyt forskningsfelt
💬
1
Torben Andersen 11. dec 2017 16:54
Har Danske Regioner scoret et selvmål?
💬
2
Annette Dam Fialla 11. dec 2017 10:07
OUH-ledelse siger undskyld til kritisk læge
💬
6
Niels Kristian Kjær 4. dec 2017 22:36