Skip to main content

Antallet af HPV-bivirkninger falder

Farten er gået en smule af den stigende strøm af indberetninger om bivirkninger ved HPV-vaccinen, men året 2015 har rekordmange indberetninger om HPV-bivirkninger.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

17. dec. 2015
2 min.

Antallet af formodede bivirkninger relateret til den omdiskuterede HPV-vaccine er faldet i forhold til tidligere på året.

Ifølge Nyt om Bivirkninger, som netop er offentliggjort, modtog Lægemiddelstyrelsen i alt 205 indberetninger, der vedrørte HPV-vaccinen i 3. kvartal 2015 – heraf blev 119 klassificeret som alvorlige. Det er et fald på omkring en tredjedel i forhold til 308 indberetninger fra 2. kvartal.

For kun to indberetninger af de 205 indberetninger vurderer Lægemiddelstyrelsen, at der er en mulig sammenhæng med vaccinen. Der sker mens Folketingets Sundhedsudvalg i dag torsdag afholder en høring med eksperter og politikere om mulige bivirkningerne ved HPV-vaccinen.

Selv om tallet er faldende, er det samlede tal for de tre første kvartaler på i alt 593 formodede bivirkninger– mere end nogle af de forgående år.

Siden 2009 har myndighederne modtaget i alt 1790 indberetninger om bivirkninger, og ifølge Lægemiddelstyrelsen er der fortsat mange indberetninger, hvor der er utilstrækkelig dokumentation om mulig sammenhæng mellem de beskrevne symptomer og vaccinen.

”De fleste af indberetningerne omhandler i lighed med tidligere opgørelser langvarige symptomer med træthed, hovedpine, svimmelhed, smerteklager fra forskellige organsystemer uden, at der er fundet en årsag til disse,” skriver Lægemiddelstyrelsen.

Ifølge Lægemiddelstyrelsen er der dog stadig få indberetninger, hvor der er mulig sammenhæng med vaccinen. På denne baggrund er Lægemiddelstyrelsens anbefalinger uændrede.

”Vi opfordrer uændret til, at læger og patienter omhyggeligt indberetter formodede bivirkninger ved HPV-vaccinen, så vaccinens sikkerhedsprofil fortsat overvåges og vurderes.”

Bivirkninger kan indberettes elektronisk på meldenbivirkning.dk