Arbejdsdeling mellem sygeplejersker og læger

Kompetence- og ansvarsdeling mellem sygeplejersker og læger er i de seneste 20-30 år ændret på talrige områder. Der kan nævnes diabetessygeplejersker, stomisygeplejersker, sonografer, endoskopisygeplejersker [1] og behandlersygeplejersker på skadestuer [2]. To artikler i dette nummer af Ugeskriftet [3, 4] omhandler disse emner.

Set i et interessentperspektiv er der fordele ved en ændret arbejdsdeling mellem læger og sygeplejersker, hvis sundhedsvæsenet skal udføre omfattende screeningsprogrammer inden for større sygdomsgrupper. Der er ikke speciallæger nok, hvorfor det er nødvendigt at flytte faglige kompetencer og fastlægge, hvilke procedurer der kan udføres af specialuddannede sygeplejersker. De økonomiske forhold har sat mere fokus på maksimering af udnyttelsen af personaleresurser. Hertil kommer problemer med rekruttering af kvalificeret lægepersonale, der nødvendiggør, at flere traditionelle lægeopgaver løses af sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Akkreditering har været et incitament til at se på varetagelse og fordeling af de sundhedsfaglige opgaver mellem læger og sygeplejersker.

Ændring af arbejdsfordeling mellem læger og sygeplejersker med det formål at optimere patientforløb og undgå unødig spildtid er også en gevinst for de kliniske afdelinger. Som det påvises i den ene artikel i dette nummer, indebærer en målrettet indsats for forbedring af patientforløb, at arbejdsopgaverne mellem læger og plejepersonale med fordel kan ændres og medføre et kvalitetsløft i patientbehandlingen.

Set i et brugerperspektiv er ønsket bl.a. at modtage en sundhedsfaglig ydelse af den højeste kvalitet og med kort ventetid. Har en sygeplejerske den nødvendige kompetence til den pågældende ydelse, brugeren skal modtage, og er ventetiden kort, er denne forventning indfriet. Som det påvises i [3, 4] er det muligt at uddanne sygeplejersker til specialprocedurer og til at foretage indledende diagnostisk udredning. I indledningen er nævnt nogle etablerede områder, men der er mange flere, eksempelvis journaloptagelse, udredningsprocedurer, mindre, operative indgreb, kliniske kontroller, registrering til kliniske databaser osv.

Hvis det offentlige sygehusvæsen skal leve op til krav fra politikere og brugere om kort ventetid og høj kvalitet og konkurrencen med de private sundhedsudbydere ikke at forglemme, er det nødvendigt med nytænkning. I [3, 4] beskrives eksempler på områder, hvor arbejdsdeling mellem læger og sygeplejersker kan anvendes.

Man skal imidlertid være opmærksom på, at behovet for læger med specialistkompetence ikke bliver mindre; bl.a. skal sygeplejerskerne være sikret backup af speciallæger. I den sammenhæng er det afgørende, at der er en klar definering af sygeplejerskens kompetence. Initiering af store screeningsprogrammer, såsom endoskopisk screening for tarmkræft, vil givetvis medføre behov for flere speciallæger, selv om det er sygeplejersker, der udfører screeningsskopierne.

En relevant bekymring fra lægeside [5] er konsekvenserne for speciallægeuddannelsen, hvis kommende speciallæger ikke opnår faglig kompetence i at udføre bl.a. endoskopiske procedurer. Frigørelse af speciallæger fra rutineprocedurer muliggør en mere målrettet undervisningsindsats af de uddannelsessøgende læger, ligesom modernisering af undervisningen med anvendelse af computer- og simulatorbaseret undervisning er nødvendig for at imødegå denne bekymring. En udbygning af laboratorier for kliniske færdigheder skal opprioriteres. Den kommende regionsdannelse kan skabe basis for større uddannelsesenheder i regionerne.

Der skal allokeres økonomi til at uddanne specialistsygeplejersker. En tiltagende specialisering af sygeplejefærdigheder må ikke lade de basale sygeplejerskeopgaver i stikken, specielt i en tid hvor der er mangel på sygeplejersker. Man kan være bekymret for, at viljen til at kanalisere økonomi til en forbedret postgraduat sygeplejeuddannelse betyder en nedprioritering af resursetilbud til den lægelige uddannelse og dermed en forringelse af lægeuddannelsen.

Der er således ingen tvivl om, at en ændret arbejdsdeling mellem sygeplejersker og læger i det offentlige sygehusvæsen kan være med til at optimere og accelerere undersøgelses- og behandlingsforløb. Men skal sundhedsfaglig kvalitet bevares og forbedres, er det strengt nødvendigt at prioritere uddannelse af både sygeplejersker og læger meget højere, end det er tilfældet nu.

Korrespondance: Jens Bagger , Ortopædkirurgisk Afdeling T, Gentofte Hospital, DK-2900 Hellerup. E-mail: jens.bagger@ah.hosp.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet