Autoriseret pigeomskæring

Pigeomskæring praktiseres i 28 lande: primært i Østafrika, men også i Mali, Ægypten, Nigeria, Oman og Yemen. Ritualet forbindes typisk med okkulte heksekoner i tilbagestående negerlandsbyer. Men i virkeligheden er det i stigende grad læger, jordemødre og andet autoriseret sundhedspersonale, der udfører indgrebet.

Elise Johansen er medicinsk antropolog. Hun har været formand for det norske OK-projekt imod pigeomskæring og er netop tiltrådt en stilling som technical officer i WHO, hvor hun skal lede et forskningsprojekt om omskæring i Afrika. Hun siger:

»Det er klart indtrykket blandt os, som arbejder med omskæring, at operationen i stigende grad foretages af autoriseret sundhedspersonale. Mange projekter mod omskæring har jo udbredt budskabet, at det er farligt at blive omskåret. Så folk tænker, at det er bedre at få det gjort under sikre forhold. Noget sundhedspersonale er imod omskæring, men jeg tror de tænker, at det er bedre, at jeg gør det, end at overlade det til en traditionel omskærer. Men der er også økonomi i det. De kan jo tjene penge på det.«

Internationalt forbud

Ritualet består i, at omskæreren fjerner klitoris og større eller mindre dele af kønslæberne. Typisk sys hullet sammen med en lille åbning til menstruationsblod og urin. Sammensyningen kaldes infibulation. Formålet med omskæringen er at beskytte pigen mod sin egen lyst, som kan føre hende i ulykke, og sammensyningen opfattes som en slags udvidet mødom.

Pigen genåbnes, eller deinfibuleres, af ægtemanden, når hun er blevet gift. Enten ved gentagne penetrationer eller ved hjælp af en kniv.

Hvornår pigen bliver omskåret, afhænger af kulturen. Det kan være fra hun er nyfødt og frem til puberteten.

FN's Børnekonvention fra 1989 pålægger alle lande at arbejde aktivt for at stoppe pigeomskæring, og konventionen er tiltrådt af alle verdens lande. Men på trods af den tilsyneladende internationale enighed fortsætter omskæring stort set uændret, og det er stadig oftere sundhedspersonalet, der fører kniven - såkaldt medikaliseret omskæring.

Med en rusten saks

Under primitive forhold kan omskæringen forårsage svære blødninger i sårområdet eller de indre organer. Der kan overføres hiv-smitte, og indgrebet kan være smertefuldt og dybt traumatiserende for pigen. Derfor foretrækker mange, at indgrebet foretages af autoriseret sundhedspersonale frem for med en rusten saks på gulvet i en lerhytte.

Der findes ingen lande, hvor det offentlige sundhedsvæsen omskærer. Alle lande har som nævnt tiltrådt FN's konvention. Så officielt må man altså ikke. Men i praksis er sagen en anden. Tine Christensen, konsulent for Foreningen mod Pigeomskæring, siger:

»Mange lande har underskrevet konventionen, fordi det er sådan en man ikke kan sige nej til. Men i praksis går et flertal af befolkningen og sundhedspersonalet ind for omskæring. Jeg har selv arbejdet i Somaliland. Jeg har siddet til møde med jordemødre fra offentlige sundhedscentre, som alle indrømmede, at de også foretog omskæring på private klinikker i deres fritid. De er presset økonomisk, og det er så en let måde at tjene penge.«

Den lille omskæring

En del projekter mod omskæring går ud på at træne sundhedspersonale i den såkaldte lille omskæring, hvor kun forhuden på klitoris skæres væk. Tanken er, at når ondt skal være, er det bedre med en lille omskæring foretaget på forsvarlig vis. Elise Johansen advarer stærkt mod denne filosofi:

»Det bliver indirekte en støtte til omskæring. Og det viser sig, at mange piger, der har fået foretaget den lille omskæring, i praksis har fået fjernet meget mere. Hensigten med projekterne er god nok. Men i praksis viser det sig altså ofte at være værre.«

Adgangen til medikaliseret omskæring kan også øge accepten af omskæring i samfundet. Tine Christensen forklarer:

»Eliten i befolkningen lader sig i højere grad omskære, hvis det kan gøres hos lægen. I områder, hvor der ikke er adgang til medikaliseret omskæring, vælger eliten det simpelt hen fra.« Tine Christensen bekræfter også, at den medikaliserede omskæring ofte er mere omfattende end den traditionelle:

»Paradoksalt nok indbefatter den medikaliserede omskæring næsten altid bortskæring af væv, fordi sundhedspersonalet ved, hvordan det skal gøres. Den traditionelle omskærer nøjes ofte med at sy sammen, fordi hun er bange for komplikationerne ved bortskæring af væv.«

Koordinering er nødvendig

Det er vigtigt med samlede, helst nationale, programmer i de berørte lande, hvis problemet skal kommes til livs, mener Tine Christensen:

»Man kan ikke lave programmer mod omskæring i en landsby og ikke i nabolandsbyen. Familien er bange for, at deres datter ikke vil kunne giftes med sønnen fra nabolandsbyen, hvis de derovre stadig mener, at piger skal være omskårede. Derfor skal programmer mod omskæring være koordinerede.

I Senegal er det lykkedes at lave programmer, hvor hele provinser på en gang siger nej til al omskæring. I Somalia er det derimod næsten håbløst. På grund af borgerkrigen har landet ingen regering. Og jeg tror, at så længe folk efterspørger omskæring, vil der være sundhedspersonale, der står klar til at gøre det for pengenes skyld.«