»Bare lad mig være mig«

»Vi vil dem gerne, siger vi, men giver vi dem egentlig muligheden for at få hjælp fra os«?

Sådan spurgte Henrik Thiesen, overlæge og leder af SundhedsTeam i København, der var en af underviserne på mandagens kursus ’ Hvordan hjælper vi de sårbare patienter, som ikke kommer af sig selv?’

Han har arbejdet med udsatte patienter igennem to årtier, og han fik svar på sit nok retoriske spørgsmål fra kursusleder Mogens Vestergaard, der er praktiserende læge i Grenaa, dybt engageret i de udsatte patientgrupper og desuden medlem af Sundhedsstrukturkommissionen.

»Vi har bygget et system, der er baseret på kompetente selvhenvendere«, sagde Mogens Vestergaard, og han og Henrik Thiesen var enige om, at det opsøgende arbejde, hvor man møder patienterne der, hvor de er, er afgørende.

»Konteksten og relationen er det bærende, for i modsætning til andre patienter har vi med denne patientgruppe ikke en fast struktur at arbejde indenfor«, sagde Henrik Thiesen.

Han peger på, at en mulig vej at gå kunne være ordning med løskøb af læger, der så en dag om ugen kunne gå ud og arbejde i de NGO-miljøer, hvor de udsatte patienter færdes.

»Måske er løsningen så enkel, at vi ikke kan se den? Det er en opgave, ikke for regionerne, men for kommunerne og måske for PLO at etablere den mulighed«, sagde Henrik Thiesen.

Fleksibilitet og respekt

Kurset sluttede med en rundbordssamtale, hvor to patienter, der begge har levet i hjemløshed gennem en årrække, gav deres bud på, hvad der skal til for at kontakten til lægen skal lykkes. De sagde samstemmende, at de ikke føler, at de bliver taget seriøst.

»Jeg føler, at min læger ligesom skruer ned for mine sygdomme og samtidig ikke lytter til mig«, sagde Junior.

Han kommer ikke meget til lægen. Han har svært ved at komme op i tide til at bestille tid – og så er han også bange for, hvad han kan få at vide hos lægen, fortalte han og blev suppleret af Sussi:

»Hør på os. Ja, vi kommer ikke med én ting ad gangen, men med ti. Men så må de da finde tiden til det. Med mig duer det ikke at skulle have en ny tid for hvert problem. Tror du selv, jeg kommer igen dagen efter?«

Fleksibilitet – både med længere tid til den enkelte konsultation, flere muligheder for at bestille tid, længere ’åbningstider’ og åbne konsultationstidsrum – ville også hjælpe, var de enige om. Og så så Junior gerne, at der var større accept af, at nogle patienter har en funktionspromille.

Til gengæld tror de ikke meget på øget brug af digitale løsninger som f.eks. videokonsultationer:

»Jeg ville godt kunne finde ud af det, men det er ikke så mange, der ville«, sagde Junior, mens Sussi bemærkede, at hun slet ikke har en telefon.

Først og fremmest handler det om respekt for de anderledes behov, de har, og de særlige personer, de er, sagde de begge.

»Bare lad mig være mig«, som Junior formulerede det.