Behandlingsret og økonomi

Den 1. juli gav Danmark sine borgere rettigheder på sundhedsområdet, der er blandt de mest vidtgående i verden. Danske patienter har fået ret til at blive behandlet på et privat sygehus eller i udlandet, hvis et amt i området ikke inden for to måneder kan tilbyde en planlagt behandling. En sådan rettighed findes ikke i de lande, som vi plejer at sammenligne os med, så det er flot. Men det betyder også, at der ikke er erfaringer for, hvad det indebærer at give så håndfaste garantier, og kun tiden kan vise, om det er realistisk at gennemføre projektet på bare et halvt år.

Nogle af konsekvenserne er blevet synlige. De er ikke alle positive, men den nyligt indgåede økonomiaftale mellem stat og amter kan forhåbentligt på sigt rette op på nogle af skævhederne. Det har konsekvenser, at én problemkreds kommer politisk i fokus og i en periode suger opmærksomhed og ressourcer til sig. Det var tydeligt med hjerteplanen, med kræftplanen og med den massive indsats for psykiatriske patienter. Der skete væsentlige og prisværdige fremskridt i behandlingsresultaterne på disse områder, mens køerne voksede andre steder. Nu sættes der ind mod ventelisterne, og fokus flyttes fra det akutte, medicinske og psykiatriske område. Historien gentager sig. Som sundhedsministeren har udtalt: »Man kan godt løse mere end ét problem ad gangen«. Det synes vi i Lægeforeningen, at man skal gøre.

En anden konsekvens er presset på kapaciteten og omkostningerne. Det er ikke nogen billig løsning, regeringen har valgt. En pludselig udvidelse af kapaciteten på så kort sigt er dyrt i forhold til en mere glidende udbygning af samme. Den pludselige udvidelse skal nødvendigvis bl.a. hentes på skæve tidspunkter og i weekender, og det koster naturligvis. Vi har sammenlignet med et bageri, der gradvist kan øge produktion ved, at der skaffes plads til flere brød på samme plade i modsætning til den hurtige ekspansion, der kræver en helt ny ekstra ovn i bageriet. Også fra erhvervslivet et det velkendt, at en hurtig kapacitetsudvidelse er kostbar og risikofyldt.

Der har i denne forbindelse været fremsat beskyldninger mod både læger og sygeplejersker for lønfest, men faktisk er der tale om, at der gennem forhandlingssystemet helt generelt i amterne er opnået fornuftige og ansvarlige aftaler om det ekstra arbejde, som bliver ydet af sundhedspersonalet. Men det er også sådan i en åben og liberal økonomi, at aftaler skal forhandles af to parter, der skal være enige. Hvis der ikke er enighed, bliver der ikke nogen aftale, og læger og sygeplejersker har som andre samfundsgrupper ret til en rimelig ekstra betaling for over- og weekendarbejde.

Økonomiaftalen letter lidt af presset på systemet. Den lægger op til, at de penge fra regeringens ekstra bevilling på halvanden mia. - »løkke-posen« - der ikke bliver brugt i år, vil blive overført til næste år sammen med nye 300 mio. kr., der er øremærket til at bekæmpe ventelister. Der bygges herved en yderst fornuftig fleksibilitet ind i systemet. Sundhedsøkonomer har beregnet, at det ville kræve en generel forøgelse af effektiviteten på sygehusene med 15 procent, hvis hele regeringens pulje skulle bruges inden årets udgang. Det er ganske enkelt ikke realistisk.

Fleksibiliteten er et af flere positive elementer i økonomiaftalen, der sikrer en fortsat realvækst i sundhedsudgifterne. Den sætter også en dato på, hvornår den elektroniske patientjournal skal være indført i det danske sundhedsvæsen, og at der i denne forbindelse iværksættes en undersøgelse af mulighederne for at forenkle administrationen i forbindelse med patienters samtykke til videregivelse af patientoplysninger. Ikke så ringe endda.