Skip to main content

Bent Hansen stopper i politik

Efter 35 år i regionalpolitik stopper formanden for Danske Regioner og Region Midtjylland, Bent Hansen (S).

Anders Heissel, ah@dadl.dk

2. jan. 2017
1 min.

Det danske sundhedsvæsen skal have ny mand eller kvinde i spidsen, når den nuværende formand for Danske Regioner Bent Hansen ikke genopstiller ved efterårets valg til regionsrådene.

For efter 35 år i regionspolitik har den 68-årige Bent Hansen besluttet, at han ikke stiller op til en ny periode i regionsrådet og fra udgangen af 2017 dropper alle sine politiske poster, heriblandt posten som formand for Region Midtjylland og Danske Regioner, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

”Det har været en hård beslutning, som har ødelagt min jul, men jeg kunne ikke se mig selv sidde som 73-årig som formand for regionsrådet. Og jeg ville ikke kunne holde mig selv ud, hvis jeg stillede op og vidste, at jeg skulle trække mig midt i perioden og skulle lyve om det over for pressen,” siger Bent Hansen til avisen.

Bent Hansen blev valgt til Viborg Amtsråd for første gang i 1981, og han var fra 1990 til amtets nedlæggelse i 2007 amtsborgmester. Han har siden regionernes dannelse i 2007 været formand for Region Midtjylland og formand for Danske Regioner.

Bent Hansen er far til det tidligere socialdemokratiske folketingsmedlem Pernille Blach Hansen og er uddannet cand.mag. i samfundsfag og historie fra Aarhus Universitet i 1976.