BOEL-prøven må udgå som hørescreeningstest!

Det er tankevækkende, at hørelsen er den af vores sanser, som tidligst er i gang, men som sandsynligvis tager længst tid at udvikle. Det er sikkert ikke tilfældigt, at cochlea - med det indviklede kortiske organ - allerede fungerer, når fostret er 20 uger gammelt. Det medfører, at det voksende foster må kunne fornemme lydene fra moderens kredsløb og tarmbevægelser. Selv om det er for tidligt at tale om hørelse hos fostret, er der sikkert mange mødre, som synes, at fostret under graviditeten reflektorisk godt kan genkende deres stemme, og at en sang kan virke beroligende.

I den sidste del af graviditeten er udviklingen af det neurale system i fuld gang. Den tidlige udvikling af det indre øre muliggør et bombardement af lydsignaler til nervebaner og fosterhjernen, hvilket faktisk er forudsætningen for den normale udvikling af hørebanerne og den auditive hjernebark. Under det første leveår fortsætter høreudviklingen, som er grundlaget for udviklingen af taleproduktionen og den videre kommunikation omkring toårsalderen.

Det er logisk, at hvis høreudviklingen forsinkes eller udebliver pga. misdannelser eller skader i det indre øre og hjernen, har det alvorlige konsekvenser for barnets kommunikation og sprog. Men det er også vigtigt at huske, at de forskellige trin i høreudviklingen sandsynligvis har deres bestemte tidsbegrænsninger. Svigtende udvikling af nervesystemet pga. manglende lydstimulation under de første levemåneder kan ikke erstattes med hjælp af høreapparater eller cochlear- implantationer to år senere.

For os, som arbejder med børn og deres kommunikation, er det her ikke nyheder. Amerikansk forskning tyder på, at hørehæmmede børn, som får deres diagnose stillet inden tremånedersalderen og kommer i behandling før seksmånedersalderen, får en væsentligt bedre kommunikationsudvikling end de børn, der får behandling senere [1]. Betydningen af tidlig intervention er ikke nogen nyhed, men forskningen giver os nu de beviser, vi tidligere har manglet og efterlyst.

Men - hvis vi alle sammen er så overbevidste om, hvor vigtigt det er at identificere børn med medfødt høretab så tidligt som muligt - hvorfor er gennemsnitsalderen ved diagnosetidspunktet for disse børn i København stadig omkring 1,5 år? Hvorfor er der ikke sket en reduktion af alderen over de seneste 25 år [2]? Hvad kan det skyldes, at vi i dag stadig bruger en utidssvarende screeningsmetode - blik orienteret efter lyd (BOEL)-prøven - når der i dag findes andre og moderne screeningsmetoder for høretab?

Det var i Stockholm i 1960'erne, at Bengt Barr og Karin Stensland-Junker udviklede en såkaldt kommunikationstest for spædbørn: BOEL-prøven [3]. En test som for et halvt sekel siden må have været vigtig, men som i dag må anses for at være fuldstændig obsolet til at opdage hørenedsættelse med. Det påvises endnu en gang af Ravn & Bjerager [4], at BOEL-prøvens sensitivitet er så lav, at det slet ikke kan anbefales, at metoden bruges i dagens sundhedsvæsen. Ingen af de børn, der i rapportens opfølgningsperiode på fem år fik konstateret hørenedsættelse, blev fundet ved BOEL-prøven! Det er også værd at notere, at prøven bygger på lydorientering, og derfor først kan bruges efter syvmånedersalderen. I den alder er det desværre for sent at opdage hørenedsættelsen, hvis vi skal opnå optimalt rehabiliteringsresultat [1].

Ravn & Bjerager anbefaler oto-akustisk emissionsmåling (OAE) som en screeningstest for at opdage hørenedsættelse umiddelbart efter fødslen. OAE-metoden er først beskrevet i 1978 af Kemp [5] og er derefter udviklet til en fornem undersøgelse af cochleas funktion. OAE kan dermed også bruges til at påvise normal hørelse med. Men det var ikke i London, man kom på idéen at bruge OAE for at opdage hørenedsættelse hos nyfødte børn. Det var faktisk nogle år senere i begyndelsen af 1980'erne på Audiologisk Afdeling, på Amtssygehuset i Gentofte, at Niels Jon Johnsen og Claus Elberling først viste, at metoden var brugbar til det formål [6]. I dag bruges OAE-metoden på tusindvis af barselsafdelinger og sygehuse over hele verden - på nær her i Danmark - hvor denne screeningsmetode egentlig har sin oprindelse.

Det er derfor med stor tilfredsstillelse, at vi, som arbejder med hørehæmmede børn, byder regeringens finansiering af hørescreening for nyfødte børn for i år velkommen. Lad os håbe, at vi omsider og hurtigt kan indføre tidssvarende screeningsmetoder til gavn for forældre og børn, så vi i Danmark også kan leve op til kravene om tidlig diagnostik og rehabilitering af børn med medfødt hørenedsættelse.

Korrespondance: Konrád S. Konrádsson , Audiologisk Afdeling, H:S Bispebjerg Hospital, DK-2400 København NV. E-mail: kk19@bbh.hosp.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet