Skip to main content

Boganmeldelse: Du skal ikke dø på mandag

Dorte Lander Rasmussen, Overlæge ved Enhed for Lindrende Behandling, Regionshospitalet Randers

3. jul. 2019
2 min.

Nu arbejder jeg jo med døende bl.a. på hospice, så umiddelbart fanges jeg af den sigende titel: Du skal ikke dø på mandag. »Ok«, tænker jeg og samtidig lidt irriteret, »Hvordan kan han dog vide det«. Er der noget, jeg ved, efter ti års arbejde med palliation, så er det, at man aldrig ved, hvornår et andet menneske skal dø, men efter at have læst bogen, så er det jo noget helt andet den handler om. Og dog …

Det er en tung bog at holde i hænderne, når man som jeg er i sommerhus og forsøger at læse den liggende i havestolen på terrassen i solen, mens lærkerne kvidrer, og havet suser i det fjerne. 390 sider.

Foto: People’s Press

Mikael Rørth har et ambitiøst projekt og det er at fortælle alt, hvad han ved om kræft. Han gør det ud fra egen viden og erfaring, men også ved at interviewe fagfolk.

Han henvender sig meget direkte til dig. Du-stilen skal jeg vænne mig til som fagperson, men fortællestilen er flydende, og den er let at læse. Jeg opfatter overvejende, at bogen henvender sig til lægfolk, men fagfolk kan også læse den. Nogle læger vil måske føle sig talt ned til, men jeg hygger mig nu med alle de historiske gennemgange og detaljer. Det er vitterlig interessant at få beskrevet, hvordan Hr. Röntgen opdagede røntgenstrålerne, og hvordan brugen af sennepsgas under 1. verdenskrig åbnede op for den helt tidlige brug af cellegift til behandling af lymfeknudekræft.

Det beskrives grundigt, hvordan kemoterapi har udviklet sig fra at skyde med spredehagl til at være skræddersyede behandlinger ud fra tumorers mutationer. Og immunterapi beskrives begejstret som det nye gennembrud, om end det understreges, at det ikke er livreddende for alle, og at bivirkningerne kan være voldsomme.

Der er også plads til kort at berøre den alternative behandling og vigtigheden af at sætte patienten i centrum for de ofte svære beslutninger, der skal tages i et kræftmenneskes liv.

Mikael Rørth har noget på hjerte. Han slutter af med at sige, at han med lidt mere overbevisning i dag end for 40 år siden, kan sige: Du ikke skal dø på mandag.

Læs den, hvis du ønsker at vide meget om kræft på en lidt anderledes måde.

Faktaboks

Fakta