Boganmeldelse: Set, hørt og forstået. Inspiration til åben dialog og netværksmøder
Drop diagnosen og lyt
Åben dialog og netværksmøder er meget mere krævende end at give en tablet. Men resultatet er tit bedre.
Drop diagnosen og lyt
Åben dialog og netværksmøder er meget mere krævende end at give en tablet. Men resultatet er tit bedre.
De allerfleste ansatte i dansk psykiatri og socialvæsen mener, at en åben dialog med deres patienter eller brugere er en selvfølge. Men det er ikke det samme som at arbejde med åben dialog-metoden. Den indebærer nemlig både, at man bruger sig selv som menneske, og at man indser, at man ikke altid kan »fikse« andre menneskers problemer.
»Set, hørt og forstået« er en inspirationsbog til medarbejdere i psykiatrien og socialvæsenet. I den beskriver overlæge i psykiatri Birgitte Vange, hvordan åben dialog og netværksmøder kan føre til nye udviklingsmuligheder for patienterne.
Metoden kan være et supplement til traditionelle behandlingsformer. På netværksmøder med åben dialog deltager udvalgte pårørende, behandlere, patienten selv og observatører. Alle har taleret og man bruger observatørernes refleksioner over det, de ser og hører. Grundtanken er, at borgeren er ekspert i sit eget liv, og at netværket rummer ressourcer og kan bidrage med vigtig viden. Når netværket samles, opstår der ofte en ny fælles forståelse, der kan bruges i behandlingen.
På møderne skal deltagerne smide deres vante roller som hhv. lægen, moren, patienten og socialrådgiveren og lytte til samtalen som menneske. På den måde kommer man ud over de »dem og os-fordomme«, der tit spænder ben for en bredere forståelse. Hvis lægen slipper sin forventning til sig selv om, at han skal stille en diagnose, giver det ham måske lejlighed til at se alternative muligheder. Og for pårørende og patienter kan det være en stor lettelse at få nye øjne på problemerne.
Birgitte Vange er også uddannet journalist, og det smitter af på bogen, der er let læselig. Den bygger både på egne erfaringer, research og interview med en lang række personer, der arbejder med metoden.
En af dem fortæller: »Jeg fandt ud af, at der kommer mest ud af tingene, hvis jeg møder mennesker, der hvor de er. Det er det, åben dialog helt grundlæggende handler om. At se, høre, lytte til den anden og ikke komme med alle mine skemaer og "Nu skal du høre, vi ved bedre end dig!" At lade de gode ideer ligge og først tage dem frem, hvis det menneske, man sidder med, giver udtryk for at have brug for dem. Så har man det faglige i værktøjskassen og kan tage det op og sige: "Nu skal du se …”«.
Journalist Kirsten Winding
E-mail: winding@kirstenwinding.dk
Interessekonflikter: ingen