Skip to main content

Boganmeldelse: SLUK

kunsten at overleve i en digital verden

Praktiserende læge,Carsten Albers E-mail: calbers@dadlnet.dk
Interessekonflikter: ingen

26. jun. 2017
2 min.

SLUK

Speciallæge i almen medicin og innovationschef hos Aleris-Hamlet, Imran Rashid, har skrevet en spændende bog om den digitale verdens påvirkninger af mennesker – på godt og ondt.

Specielt smartphones, internettet og de sociale mediers påvirkninger beskrives. For en 60+-årig praktiserende læge, som endnu kan huske den første e-mail han sendte til sin nabo for godt 20 år siden, er det et spændende indblik i it-teknologiens udvikling og en veldokumenteret rejse i de psykologiske påvirkninger.

Sproget er flydende og let. Der er spændende perspektiver om digital narkomani og forfatterens applicering af flowteorien til afvænning.

Der er specielt fokus på livsstilssygdomme, hvor de velkendte KRAM-sygdomme vil blive overhalet af dopaminrelaterede lidelser. Værd at notere sig som fagperson.

Imran kommer vidt omkring og slutter af med at diskutere det samfundsmæssige spin-off i bredere perspektiv: Måske bliver vores arbejde i almen praksis snart overtaget af en watsoncomputer, der er bedre til at stille diagnoser, og måske vi så skal på borgerløn.

Forfatter: Imran Rashid. Forlag: Forlaget Lindhardt og Ringhof. Sider: 256. Pris: 249,95 kr.

SLUK EFTER

Der er righoldige referencer til videnskabelig evidens for bogens pointer og indimellem bliver det næsten for meget. Der må drikkes en kaffe til.

Imran bruger sig selv og sin familie som eksempler.

Jeg medgiver, at det narrative perspektiv har stor gennemslagskraft, men der er en fin balance i vægtningen over for de faktuelle oplysninger i bogen.

En halvgammel jyde som anmelderen, ville nok være mere ydmyg, men han er jo også vokset op tæt på Mors og janteloven.

SLUK SAMMEN

En spændende, letlæst bog for vores patienter, men også med mange gode perspektiveringer for fagfolk.

Sygdom er som bekendt ingen ø, og bogen beskriver fint, hvordan vi påvirkes af vores omgivelser.

Bogen bidrager med nye gode informationer om informationssamfundets buldren og sundhedspsykologiske bud på behandlingen af bivirkningerne.

Jeg kan blive helt »klam«, når tanken falder på fake news og bevidst dopaminmanipulation.

Vi kan håbe, at forfatteren vil skrive en tillægsbog om andre perspektiver på det stigende problem, for det psykologiske perspektiv alene gør det ikke. À