Skip to main content

Borgmestre i hovedstadsområdet vil af med regioner

Regionernes usikre fremtid og frygt for, at små kommuner vil blive trynet, får to af tre borgmester i hovedstadsområdet til at afvise en fusion.

20. mar. 2015
1 min.

Et stort flertal af borgmestrene i Region Hovedstaden vil nedlægge regionerne. Endnu flere vil holde regionerne ude af Kommunernes Landsforening (KL), hvis regionerne bevares. Det oplyser DR P4 København efter en rundspørge.

31 af hovedstadsområdets 33 borgmestre har svaret, og af dem tror 21 – fortrinsvis konservative og venstre-borgmestre - ikke, at regionerne har en fremtid. 14 mener, at de bør nedlægges.

”Nogle af de opgaver, som regionen løser i dag, kan vi sagtens løse i kommunerne”, siger borgmester i Greve Pernille Beckmann (V).

Blandt Folketingets partier er holdningen til regionernes fremtid uafklaret. Derfor besluttede et snævert flertal på KL’s kommunale topmøde i Aalborg i sidste uge at sætte en bebudet fusion mellem KL og Danske Regioner på stand-by til efter folketingsvalget.

Dermed gik flertallet af kommunerne imod bestyrelsen, der sammen med Danske Regioner præsenterede fusionsplanen i november. Første formelle skridt skulle være en godkendelse fra baglandet.

I sidste uge skrev Politiken, at borgmestre i de mindre hovedstadskommuner frygtede at blive tromlet i en ny, stor organisation. En fusion vil give regionerne otte af 25 pladser i en ny bestyrelse, og seks pladser til de fire største byer. Dermed vil regionerne og de store byer få flertal, lød det kritikerne.