Skip to main content

Bortvist overlæge: Sundhedsplatformen er et ubrugeligt eksperiment

Distriktspsykiatrien i Køge er blevet en læge fattigere, efter at overlæge Ib Kollerup mandag blev bortvist for at nægte at deltage i undervisningen i Sundhedsplatformen. Det er en betingelse for ansættelse siger koncerndirektør.

Overlæge Ib Kollerup er blevet bortvist fra sin arbejdsplads i distriktspsykiatrien Køge, efter han udeblev fra undervisning i Sundhedsplatformen. Foto: Privat.
Overlæge Ib Kollerup er blevet bortvist fra sin arbejdsplads i distriktspsykiatrien Køge, efter han udeblev fra undervisning i Sundhedsplatformen. Foto: Privat.

Britt Lindemann, brl@dadl.dk

9. nov. 2017
6 min.

To timer. Så meget undervisning i Sundhedsplatformen nåede Ib Kollerup af få, før han gik hjem med hovedpine og aldrig kom tilbage. Han vil hverken undervises i eller arbejde med Sundhedsplatformen, og det blev han kun endnu mere sikker på i løbet af de par timer. Derfor blev han mandag bortvist fra sin arbejdsplads i distriktspsykiatrien i Køge.

Ifølge Ib Kollerup blev hans udeblivelse fra undervisning betragtet af ledelsen som "uacceptabel adfærd" og en "grov misligholdelse af mit ansættelsesforhold" samt "tilsidesættelse af min lydighedspligt". Det skriver han i et opslag i Facebookgruppen ”Sundhedsplatformen? Nej tak!”.

”Jeg vil ikke arbejde med Sundhedsplatformen, der som system kræver, at jeg skal arbejde på en helt anden måde. Det vil gribe ind i min identitet som læge og i forholdet til mine patienter, når jeg skal bruge så meget af min tid på at dokumentere og registrere data på bekostning af den tid til samtale, som patienten har krav på”, siger Ib Kollerup til Ugeskrift for Læger.

Han vil derfor ikke benytte sig af den uges høringsfrist, der er i forhold til afskedigelsen, og han accepterer konsekvenserne af udeblivelsen. Og Region Sjælland er helt klare i deres udmelding:

”Alle vores medarbejdere skal have gennemført kurser for at blive certificeret til at bruge Sundhedsplatformen. Det er en betingelse, at man har lært at bruge systemet for at være ansat i Region Sjælland”, siger koncerndirektør i Region Sjælland, Lars Onsberg Henriksen, til DR Sjælland. Han udtaler sig dog ikke om den konkrete personalesag.

Sundhedsplatformen skal ikke have en chance, for den har allerede bevist, at den er fuldstændigt uduelig og uanvendelig i det danske sundhedsvæsen Ib Kollerup, bortvist overlæge fra Distriktspsykiatrien i Køge

Ib Kollerup er dog ærgerlig over bortvisningen på ét punkt, nemlig at han ikke har fået mulighed for at afslutte sine patienter.

”Jeg tilbød ledelsen, at jeg kunne blive, indtil Sundhedsplatformen træder i kraft, så jeg kunne afslutte mine behandlingsforløb på en ordentlig måde, men det var de ikke interesserede i. De ville statuere et eksempel. Med en bortvisning ville de sende et klart signal: nemlig at nægtelse af at deltage i undervisningen i Sundhedsplatformen er en meget alvorlig forseelse. Tilbage står 30-40 patienter, hvoraf nogle er kritisk syge. De skal nu ombookes, men der kan gå lang tid, før de kan komme til lægesamtale. Det ansvar har ledelsen heldigvis påtaget sig”, siger han og fortsætter:

”Men mine kolleger har ikke plads i deres kalendere til at tale med mine strandede patienter. Og når SP træder i kraft, vil de i mange måneder fremover slet ikke kunne have det samme antal daglige patientsamtaler, idet der nu skal bruges væsentligt mere tid pr. patient til dokumentation i Sundhedsplatformen”.

Det skal ikke have en chance

Siden 26. september har 2.000 læger, sygeplejersker, lægesekretærer og helt almindelige mennesker samlet sig i Facebookgruppen ”Sundhedsplatformen? Nej tak!”, og her har Ib Kollerup som medadministrator været en af de gennemgående stemmer i debatten.

Burde du ikke give Sundhedsplatformen en chance?

”Sundhedsplatformen skal ikke have en chance, for den har allerede bevist, at den er fuldstændigt uduelig og uanvendelig i det danske sundhedsvæsen. Sundhedsplatformen ikke alene stresser lægerne, men lader desværre også patienterne i stikken. Mange læger har overarbejde flere timer hver dag, fordi de har svært ved at nå at registrere i løbet af dagen. Lægerne ser færre patienter end tidligere, og man er i Region Hovedstaden fortsat langt fra tidligere produktivitet. Det betyder, at patienterne må vente længere og får langt mere upersonlige konsultationer, fordi lægerne fortsat bruger uendelig megen tid på at finde rundt i dette meget lidt intuitive system, som pga. sin uoverskuelighed fører til en lind strøm af fejlregistreringer og desværre også i visse tilfælde til fejlmedicineringer”.

Ud over det har Ib Kollerup hæftet sig ved, at journalerne er svære at læse for både sundhedsfagligt personale og patienterne, og han mener, at de mange obligatoriske afkrydsningsfelter betyder, at der ikke bliver tid til at udfylde de fritekstfelter, der er så vigtige i psykiatrien.

”Det er ikke mindst katastrofalt for psykiatrien, at vores journaler nu kun i meget begrænset kommer til at afspejle det, det hele handler om. Nemlig notater, som beskriver, hvordan patienten har det, og hvad det er, der fylder. Når man forud for næste samtale med patienten går ind og læser, hvad det var, vi talte om ved sidste samtale, så man kan tage tråden op, så er man lost. Det kommer ikke til at fungere, uanset hvor meget undervisning vi får i det”, siger Ib Kollerup.

Men registrering i system giver patienterne bedre mulighed for at følge med undervejs, og det må da være en fordel?

”Patienterne er selvfølgeligt optagede af at kunne følge med i, hvad der bliver skrevet om dem, men de mister den almindelige læge-patient-samtales fordele, nemlig nærværet. Og de mister i stor udstrækning mulighed for at læse med i deres journal på sundhed.dk, for journalerne bliver nu nærmest ulæselige”.

Håber at ministeren griber ind

Ib Kollerup har troen på, at det er muligt at stoppe Sundhedsplatformen, inden Go Live i Region Sjælland den 25. november.

”Jeg håber på ,Go Dead'”, siger Ib Kollerup med et grin, men han bliver hurtigt alvorlig igen:

”Det er mit håb, at mange flere nu for alvor vil forholde sig kritiske til, hvad det er, der er ved at ske, og hvilke konsekvenser det vil få for vores sundhedssystem”.

Ib Kollerup har flere gange selv kontaktet sundhedsminister Ellen Trane Nørby, og han håber, at mediedækningen omkring hans bortvisning vil være med til at skabe så meget opmærksomhed på problemet, at hun griber ind. Hun er det store håb i Ib Kollerups kamp imod Sundhedsplatformen.

”Jeg håber, at en voksen, sundhedsministeren, vil gribe ind og i hvert fald vil udsætte opstarten af Sundhedsplatformen i Region Sjælland. Det vil give mening, at hun nu afventer rigsrevisionens rapport om konsekvenserne af Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden, før Region Sjælland kaster sig ud i det, som jeg betragter som ét stort eksperiment”, siger han.

Indtil da fortsætter Ib Kollerup sin kamp mod Sundhedsplatformen og håber på at få mange flere med. Han opfordrer derfor sine kolleger til at tænke sig om og til at tage aktivt stilling til konsekvenser for både sig selv og deres patienter.

”Det er ikke kun læger, det handler om. Det er lægesekretærer, sygeplejersker og almindelige borgere, der betaler prisen for et system, der ikke er funktionelt. Det ulmende oprør imod Sundhedsplatformen handler om, at lægerne er bekymrede for deres patienter og for deres egen lægefaglighed. De to ting hænger uløseligt sammen og kan ikke skilles ad. Der er tale om en ødelæggende dekonstruktion af lægerollen og den helt centrale læge-patient-relation”, siger han.