Skip to main content

Brexit truer britisk sundhedsvæsen

Det engelske sundhedsvæsen (NHS) vil bryde sammen uden de 57.000 ansatte, der kommer fra andre EU-lande. Derfor bør de tilbydes gratis britisk statsborgerskab, advarer tænketank.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Klaus Larsen kll@dadl.dk

25. aug. 2016
2 min.

Det engelske sundhedsvæsen (NHS) vil bryde sammen uden de 57.000 ansatte, der kommer fra andre EU-lande. Derfor bør de tilbydes gratis britisk statsborgerskab, så de ikke rejser hjem, når Brexit bliver en realitet.

I en rapport, der offentliggøres i dag, torsdag, peger den førende britiske tænketank Institute of Public Policy Research (IPPR) på, at ”et generøst tilbud” om statsborgerskab er tvingende nødvendigt for at hindre, at en post-Brexit-hjerneflugt vil skade landets økonomi.

”Det er afgørende for sundhedsvæsenet., at disse ansatte ikke søger arbejde andre steder”, siger rapportens forfatter, Chris Murray, til The Guardian.

”Alle EU-borgere, der arbejder for NHS eller som lægevikarer i NHS-systemet, bør have ret til at søge om britisk statsborgerskab”, siger Murray, som minder om, at EU-borgere udgør fem procent af alle NHS-ansatte.

An tallet af ansatte fra andre EU-lande er nærmest eksploderet siden 2012, hvor 33.420 ansatte kom fra andre EU-lande. Ifølge den seneste opgørelse var antallet i februar i år 57.063. Flere end 7.000 er læger eller speciallæger. 21.000 er sygeplejersker eller sundhedsplejersker. NHS har i alt cirka 1,2 mio. ansatte.

IPPR foreslår desuden, at alle EU-borgere, som har boet i Storbritannien i mindst seks år, automatisk skal have ret til britisk statsborgerskab. Det samme bør gælde for børn af EU-borgere, som har taget en britisk uddannelse. Alle andre EU-borgere, som opholder sig i Storbritannien, bør desuden have ubegrænset opholdstilladelse.

At søge om britisk statsborgerskab er med det nuværende system et bureaukratisk forhindringsløb, som afskrækker mange højtuddannede fra at søge, og samtidig så dyrt, at det også er afskrækkende for de mange med kortere uddannelser, som der også er hårdt brug for i både sundhedsvæsenet og andre sektorer.