Mens blandt andet Italien og Frankrig her i Europa er ved at gøre børnevaccinationer obligatorisk, har Californien allerede gjort sig erfaringer med en lov, der kræver, at børn skal være vaccineret for at begynde i skole.
»Ingen injektion? Ingen registrering? Ingen skolegang!«. Sådan lyder advarslen i et budskab til californiske forældre, der er illustreret af smilende barneansigter. Loven i denne amerikanske delstat trådte i kraft den 1. juli 2016. I Immuniseringsafdelingen hos Californiens sundhedsmyndigheder, en samling betonbygninger i Richmond nær San Francisco, er der tydelig tilfredshed med effekten her et års tid senere.
»I årene før lovens vedtagelse var andelen af vaccinerede børn ved skolestart faldet til lidt over 90 procent. I det forløbne skoleår kom andelen op på 95,6 procent«, siger en tilfreds Robert Schechter, klinisk chef i Immuniseringsafdelingen.
Tallet skal sammenholdes med, at WHO om vaccination imod mæslinger anbefaler en dækning på mindst 95 procent.
»Vi var ved at være bekymret for, om det fortsat ville være muligt at begrænse spredningen af mæslinger og andre smitsomme sygdomme på grund af vaccinationsniveauet. Der var desuden skoler med et stort antal ikkevaccinerede«, siger Robert Schechter.
Frygt for smitterisiko
Den konkrete anledning til lovkravet var et udbrud af mæslinger i Disneyland i Anaheim nær Los Angeles op til julen 2014. Udbruddet bredte sig til syv andre delstater. I alt 70 personer blev diagnosticeret med mæslinger. Mæslinger blev ellers erklæret for udryddet i USA i 2000.
Under indtryk af medieomtalen af Disneyland-udbruddet var der forældre, der stillede krav til politikerne om at gå hårdere til værks.
Delstatsforsamlingen havde året forinden vedtaget, at forældre skulle lade sig rådgive af en læge, før de traf valg om børnevaccinationsprogrammet, og andelen af vaccinerede børn steg til 92,8 procent – stadig et stykke fra målet.
»Vi kunne se, at det ikke ville være muligt at nå op på en tilstrækkelig andel vaccinerede i Californien til at beskytte befolkningen som helhed«, siger Leah Russin. Hendes søn Leo var spædbarn dengang, og hun frygtede for hans helbred på grund af smitterisiko. Iagttagelsen fik hende til at tage initiativ til organisationen Vaccinate California, der forlangte, at børnevaccinationer blev obligatoriske.
»Tanken om, at der var mange forældre, der ikke kun bragte deres egen børn i fare ved at afvise at vaccinere dem, men også var med til at udsætte andre mennesker for fare, var ubærlig«, siger Leah Russin, der er jurist og bor syd for San Francisco i Palo Alto.
»Jeg kan godt forstå den umiddelbare reaktion om at undlade at få barnet vaccineret, fordi barnet påføres smerte fra stikket, og en vaccination indebærer en garanteret risiko, om end meget minimal. På den anden side kan børnesygdomme have frygtelige konsekvenser – de kan skade hørelsen, påvirke forplantningen og i yderste fald føre til hjernebetændelse og død«, siger hun.
Leah Russin fandt frem til andre vaccinationstilhængere gennem beslægtede organisationer og via sociale medier og kunne snart tage til den californiske delstatshovedstad Sacramento for at fremføre sin sag på et pressemøde. Lille Leo var med i en bæresele.
Hurtigt fik organisationen vigtige støtteerklæringer – blandt andet fra lægeforeningen i Californien.
En pligt til at gribe ind
Presset nedefra fik Richard Pan, demokratisk delstatssenator, til at gå i aktion. Han var hovedmand bag stramningen af børnevaccinationsloven i 2013. Sammen med en politikerkollega udformede han forslaget til loven om obligatoriske børnevaccinationer.
»Som politiker er en af mine hovedopgaver at varetage befolkningens sikkerhed. Når der findes effektive midler til at modvirke potentielt helbredstruende børnesygdomme, så er det min pligt at gøre noget. Loven har fokus på børn, fordi børn er meget sårbare over for smitte«, siger Richard Pan på sit kontor i den mægtige, hvide bygning i Sacramento, der huser delstatsforsamlingen og har en kuppel øverst.
Richard Pan er børnelæge, og sideløbende med politikergerningen tilser han patienter hver fredag.
»At afstå fra at vaccinere er at gå stik imod alt, hvad vi ved fra lægevidenskaben. Risikoen ved at blive vaccineret mod mæslinger er typisk en faktor 1.000 lavere end at undlade at blive vaccineret«, siger Richard Pan.
Lov SB 277 om børnevaccinationer blev båret igennem af et flertal, som i Underhuset dog var spinkelt, og blev efterfølgende godkendt af guvernør Jerry Brown.
Californien blev dermed den klart største delstat i USA med et lovkrav. West Virginia og Mississippi har haft lignende lovgivning i en årrække.
Den californiske lov indebærer, at børn kun kan begynde i skolen (= børnehaveklasse), hvis de kan dokumentere forinden at have fået vaccinationer for at forebygge ni smitsomme sygdomme. Samme krav gælder ved oprykning til syvende klasse. Kun medicinske hensyn, attesteret af en læge, kan give fritagelse.
Der findes et alternativ til skolegang, og det er hjemmeundervisning med mulighed for at beholde finansiering fra delstaten.
»Vi udformede loven, så forældre stadig har et valg«, erklærer Richard Pan.
Vaccine værre end sygdom
For Christina Hildebrand er loven en tvangsforanstaltning. Hun er leder af modstanderorganisationen A Voice For Choice.
»Forældrene bør have ret til selv at bestemme, når noget ikke er 100 procent sikkert«, fastslår Christina Hildebrand, som bor i Mountain View syd for San Francisco og er selvstændig forretningskvinde. Hun har to børn på 11 og otte år, som ikke er vaccineret.
Modstanden mod lovkravet er mest udbredt blandt republikanske politikere og vælgere, som mener, at det offentlige ikke skal blande sig i børns opdragelse. For nogle er det også et spørgsmål om tro.
Christina Hildebrand siger, at risikoen for smitte og faren ved mæslinger er overdrevet.
»Sandsynligheden for at få mæslinger for eksempel i skolen er uhyre lille på grund af regler om karantæne, så syge skal holdes hjemme i 21 dage. Den mulige negative effekt fra sygdommen mæslinger er mindre end risikoen for bivirkninger fra vaccinen. Kun to er døde af mæslinger i de seneste 100 år. Vaccinen kan give allergiske reaktioner og i værre tilfælde kroniske sygdomme og måske autisme«, siger hun.
Christina Hildebrand mener, at både læger og politikere er under indflydelse af medicinalindustrien.
»Medicinalindustrien kalder os ,anti-vaxxers' for at stemple os som skøre«, siger hun.
A Voice for Choice har indledt flere søgsmål om krænkelse af rettigheder ved delstatsdomstole.
Konventionel medicin i skudlinjen
Hos Californiens sundhedsmyndigheder mener Robert Schechter, at børnevaccinationer i nogen grad var blevet ofre for deres egen succes. Modvilje tolker han specifikt som udtryk for en skepsis over for konventionel medicin, der bliver understøttet af sociale medier.
»Det ville være godt, hvis folk forholdt sig kritisk til alle informationer, der er tilgængelige«, siger Robert Schechter.