Alt for ofte må lægen klare konsultationen med tegn og fagter og en slægtnings ukvalificerede tolkning. Der er hårdt brug for uddannede sundhedstolke og certificering af alle tolke i sundhedsvæsnet, skriver praktiserende læge Christian Wegener Jørgensen.
Ordentlig kommunikation kræver et fælles sprog. Det gælder i enhver samtale og særligt hos lægen. Kommunikationen er grundstenen i læge-patient-forholdet og i den diagnostiske udredning.
Det er svært at blive god til. Det kræver øvelse og uddannelse. Når vi ved, hvor vanskeligt det er at blive god til kommunikation selv med borgere, der taler flydende dansk, er det ærgerligt, at vi ofte ikke gør os nok umage med at etablere en god kommunikation med borgere, der ikke taler tilstrækkelig godt dansk. Vi har en forpligtelse til at etablere en god kommunikation, ellers kan det går helt galt med læge-patient-forholdet, udredningsforløb kan komme skævt fra start, beskeder kan misforstås osv. Hvis det fælles sproglige grundlag ikke er til stede, er det derfor vigtigt, at der bestilles en kvalificeret tolk til konsultationer hos lægen.
Jeg (har) gennemført en konsultation med fagter, hjemmestrikket tegnsprog og enkelte engelske gloser.
Problemet er, at den tolkeservice, der leveres, for tit er af alt for ringe kvalitet. Center for Indvandrermedicin på OUH har for nylig dokumenteret nogle meget triste eksempler på misforståelser mellem læge og patient i rapporten ”Misforståede symptomer, alvorlige fejlopfattelser og utilsigtede hændelser involverende etniske minoritetspatienter med sprogbarrierer”. En gravid patient misforstod f.eks. en besked fra en jordemoder om, at hun var i risiko for HIV-smitte, som om, hun var HIV-positiv, hvilket ikke var tilfældet. Ingen sikrede sig, at patienten havde forstået, at hun var HIV-negativ.
Som praktiserende læge i et område, hvor der kan være behov for tolkning, må vi ofte benytte os af pårørende eller venner til tolkning. Der har med rette hyppigt været fremført kritik af denne løsning. Men det er heldigvis sjældent små børn, der tolker alt for svære emner for deres forældre. Der kan være tale om voksne børn, ægtefæller, onkler, tanter, venner osv. Sprogligt kan der være den fordel, at familiemedlemmer langt overvejende taler samme dialekt af et givet sprog. Men også at familiemedlemmet kan bidrage oplysende til anamnesen. Det er særlig relevant f.eks. hos ældre, der er begyndende demente. I de situationer er det også ofte en god ide men en anamnese fra dansktalende pårørende.
Der ligger selvsagt også problemer i at benytte familiemedlemmer og venner til tolkning. Det er usikkert, om alt oversættes korrekt, eller lægen kan have en fornemmelse af, at oversætteren har en egen dagsorden, der ikke nødvendigvis er patientens. Hvis oversætteren er et barn, stilles barnet ofte i en situation, der er urimelig. Barnet får ansvaret for oversættelsens kvalitet og får måske oplysninger, som er alt for tunge at bære. Det er selvfølgelig ikke i orden for små børn at tolke for forældre. Det er faktisk i strid med reglerne at benytte børn og unge under 18 år som tolk.
Man kan eller bør måske have den konsekvente holdning, at hvis det sproglige grundlag for en konsultation ikke er godt nok, ja så skal der rekvireres en kvalificeret tolk. Problemerne med den holdning, i almen praksis i hvert fald, er at det er uladsiggørligt i mange tilfælde.
Det første og største problem er, at vi ikke kan være sikre nok på kvaliteten af tolkningen. Nogle gange er det helt umuligt eller næsten umuligt at finde en kvalificeret tolk. Jeg har f.eks. haft meget vanskeligt ved at finde en kvalificeret nepali-tolk. Så har jeg gennemført en konsultation med fagter, hjemmestrikket tegnsprog og enkelte engelske gloser.
Fakta
Tit er der også logistiske problemer. Et typisk eksempel kan være en patient, der har behov for en akuttid. Den voksne datter ringer om morgenen og beder om en konsultation samme dag, da hun tror moderen har lungebetændelse. Allerede her har vi et problem. Ved vi overhovedet, om patienten ønsker at komme til lægen? Vi kan jo ikke spørge hende selv. Men lad os antage, at det er sandt. Vi synes, det lyder som en god ide, at moderen kommer til en konsultation, men det er stort set umuligt at rekvirere en tolk så hurtigt. Det kan lade sig gøre at bestille telefontolkning, men det er stort logistisk show, der kan lægge et dagsprogram ned, til gene for tolkepatienten, de andre patienter og lægen.
Nogle gange tyr lægen så til pårørendetolkning i strid med anbefalingerne og med god klinisk praksis. Men når man ved, hvilket bøvl der er med de officielle tolke og hvilken ringe kvalitet, man kan risikere, så er pårørendes eller venners tolkning den løsning, der i situationen er den bedste. Ofte går konsultationen også godt nok. Men det er ikke sikkert, at ”godt nok” er godt nok.
Der sker desværre også indimellem det, at jeg, efter jeg er kommet i gang med konsultationen, fortryder, at jeg ikke tog besværet med at få gjort det ordentlig med en kvalificeret tolk. Sprogbarriererne viser sig at være for store. Usikkerheden – om mine beskeder bliver forstået – bliver for stor. Usikkerheden om, hvorvidt jeg får tilstrækkelige oplysninger fra patienten, bliver for stor. Læge-patient-forholdet forvitrer.
Mit bedste råd i sådanne situationer er, at man får rundet konsultationen af og planlægger en ny med en bestilt tolk. Men nogle gange skal der handles: Skal moderen have behandling for sin hoste? Så må vi prøve at forklare os så godt som muligt og håbe, at patienten handler adækvat på faretegn.
Nogle gange er vi tilfredse med at klare os på engelsk. Det kan gå godt. Men min egen, uvidenskabelige fornemmelse er, at vi læger alligevel ofte kommer til kort på engelsk. At vi kan klare os til en middag, hvor der tales engelsk, er ikke ensbetydende med, at vi kan indhente en sufficient anamnese, stille de rigtige uddybende spørgsmål, stille en diagnose og informere patienten. Udover at engelsk er lægens andet sprog, vil det også ofte være patientens andet sprog, og så er det umagen værd at prøve at få fat på en tolk, der kan tolke fra patientens modersmål. Andre patienter har et engelsk som modersmål, der ligger milevidt fra både standard English og valbyengelsk.
Konklusionen er, at der er behov for en officiel sundhedstolkeuddannelse og certificering af alle tolke i sundhedsvæsnet. Og så læser jeg samme dag som denne klumme blev færdig, at justitsministeren nedlægger det tolkeudvalg, der netop skulle komme med anbefalinger for en officiel tolkeuddannelse, inden for rets- og sundhedsområdet. Justitsministerens svar er at sende tolkningen i udbud igen. Det forekommer mildt sagt urealistisk, at endnu et udbud på det samme marked skulle kunne give tolkningen det kvalitetsløft, den fortjener. Imens må vi i praksis gøres vores bedste for at tale med vores patienter, om nødvendigt ved hjælp af familie, venner, tegnsprog, tolk og valbyengelsk!
