Da amerikanerne kom til Frederiksberg

De 13 topfolk fra det amerikanske sundhedsvæsen og en forhenværende chef for National Health Service (NHS) i England kommer for sent denne onsdag morgen.

Den danske vært Beth Lilja, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, har gentagne gange fortalt, at den letteste måde, de kan komme fra hotellet tæt på Nyhavn til Frederiksberg Hospital, er med offentlig transport, metroen. Hun tripper udenfor.

Men de mange primært amerikanske mænd med titler som CEO og president kører ikke med det offentlige. De har lejet en hel bus, der skal fragte dem gennem den københavnske myldretidstrafik.

De er på en lille uges inspirationstur i Sverige og Danmark. De kommer fra toppen af Institute for Healthcare Improvement (IHI) og Premier, et netværk, der hjælper mere end 2.500 amerikanske hospitaler og mere end 80.000 sundhedsklinikker til at forbedre sundhedsindsatsen.

Dagen før har de mødt regionernes topfolk. Denne morgen skal direktøren på Frederiksberg, Jonatan Schloss, fortælle, hvordan han driver sit hospital. Og der er meget, amerikanerne vil vide:

Køber I selv implantater, eller sørger regionen for det? Hvordan planlægger du nyt sygehusbyggeri? Hvordan får du de ledende læger til at lede deres læger? Hvordan tilpasser du medarbejderstaben til kapaciteten? Hvad holder dig vågen om natten? Måler i tryghed? Er det svært at fyre læger i Danmark?

Derefter bliver gæsterne inddelt i fem hold. Nogle skal se udskrivning og et følge hjem-program til ældre med komplekse problemstillinger, andre skal følge udgående sygeplejersker fra akutmodtagelsen. En delegation er fra morgenstunden draget til Hvidovre Hospital for at høre om den danske kamp mod MRSA-infektioner.
»En forbløffende proces«

Den største gruppe føres hen til ledende overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling, Arne Borgwardt.

Afdelingen er specialiseret i elektive patienter, ingen traumer eller akutte patienter. De foretager omkring 1.400 udskiftninger af hofter og knæ hvert år samt omkring 2.500 dagkirurgiske indgreb.

Patienter, der får udskiftninger, tilbringer tre dage på hospitalet, og så er det hjem. Det overrasker de udenlandske gæster.

I USA er det kun 23-29 pct. af de patienter, der har fået hofte- og knæoperationer, der sendes direkte hjem.

»Tænk, hvad de sparer«, lyder det fra Charles Hart, administrerende direktør for Regional Health, et nonprofit-sundhedssystem i South Dakota, der blandt andet består af fem akuthospitaler, med henvisning til, at USA er det land i verden, der bruger den højeste andel af deres BNP på sundhedsvæsenet.

Arne Borgwardt holder sammen med den ledende oversygeplejerske Jane Refer hver mandag og onsdag en timelang efterkritik for alle de patienter, der to uger tidligere har været under kniven. De ældre borgere kommer med krykker, det pænere tøj og et smil.

Arne Borgwardt kører dem gennem et evalueringsprogram, hvor hele forløbet gennemgås: Var der nok information? Oplevede i ventetid? Har I smerter? Var narkosen god nok? Var der privatliv, hvis I ønskede det? Ville I tage på privathospital en anden gang? Var I tilfredse med plejepersonalet? Var der en gennemgående kontaktperson?

Alle patienter byder ind, supplerer hinanden. Og roser. De har været mere end tilfredse, er det gennemgående billede.

De amerikanske gæster er efterfølgende begejstrede:

»Det var en forbløffende proces. I USA ville man f.eks. tage de utilfredse og høre, hvad der gik galt. Og lære af det. Men her lærer man også af det gode, og det smitter af på personalet. Det var forbløffende. Jeg har aldrig set noget lignende«, sagde Robert Lassi, administrerende direktør for seks hospitaler i Californien.

De taler om oplevelsen med hinanden. Fortæller det til de kolleger, der fulgte andre forløb. Og til dem, der var på Hvidovre Hospital:

»Jeg ved ikke, hvad det er med den befolkning. Måske var det den dag, alle professorer fik lavet deres knæ, men de var utroligt uddannede. De talte flere sprog, kunne reflektere over procedurerne og forløbet på en måde, som vi ikke ville kunne forvente af vores patienter. Og så ville vores slet ikke dukke op. Det her var utroligt«, siger Mike Alkire, direktør for Premier Purchasing Partners.

Charles Hart supplerer:

»Dette er den mest robuste patienttilfredsevaluering, som jeg nogensinde har set. Vi gør det hver tredje måned med udvalgte patienter. De tager alle ind«.

De ville vide, om det var normalt i det danske sundhedsvæsen. Men her måtte Jonatan Schloss påpege, at selvom denne afdeling var den første i hovedstaden, der gjorde det systematisk, og det siden har spredt sig til de fleste andre hospitaler, er to gange ugentligt med samtlige patienter nok ikke helt almindeligt:

»Men patientinddragelse er generelt normalt i Danmark i dag. Vi lærer meget af den feedback, som vi får. Og så er det faktisk et fremragende ledelsesværktøj. Når personalet hører om noget, der ikke fungerer, får de en helt naturlig lyst til forandring. Og alt, der kommer fra dem selv og ikke fra mig, er godt«, sagde Jonatan Schloss.

Maureens tre observationer fra Danmark

Sengene: »Så i de blå indpakkede senge, da I gik rundt på hospitalet? Det er et unikt system, som jeg kun har set i Holland og Danmark i hvert fald. Når patienten bliver udskrevet, bliver sengen sendt til en total rensning, redt med nyt sengetøj og pakket ind i denne blå plastik. Så når patienten kommer, er sengen helt ren, og alt er steriliseret«.

Korte ærmer: »Lagde I alle mærke til, at de var ,nøgne under albuen‘. Ingen lange ærmer, ingen smykker. Jeg ved ikke, om det er kombinationen af dette og de rene senge, der gør en forskel i bekæmpelsen af infektioner. Men deres rater er meget lave. Når jeg spørger folk her i landet, tror de, at det gør en forskel«.

Mad: »Vi hørte en patient, der sagde, at maden var fantastisk. Hospitalsmad og fantastisk i samme sætning! Men jeg har heller aldrig set noget lignende. De vælger fra en menu – f.eks. røget laks med lidt hvide asparges. Eller lidt leverpostej, ost og pålæg. Eller æg og rejer. Det var helt utroligt. Og de skar brødet friskt. Det er helt fantastisk«.

Topchef: Jeg vil flytte til Danmark

Maureen Bisognano, CEO og president i Institute for Helathcare Improvement (IHI), hvad er din opfattelse af det danske sundhedsvæsen, ud fra hvad du ved, og hvad du nu har set?

»Jeg er ekstremt imponeret over innovationsniveauet, inddragelsen af patienter i nye forandringer og fornemmelsen af teamwork blandt de sundhedsprofessionelle. I morges så jeg f.eks. patienter, der gav feedback på deres indlæggelse. Og i hele min karriere inden for sundhedsvæsenet, har jeg aldrig set sådan en udtalt taknemmelighed fra patienter over den behandlin g, de har modtaget. De følte værdighed og respekt. Det var vidunderligt at se«.

I forhold til patientsikkerhed, har du så set eller oplevet noget, hvor du føler, at det danske sundhedsvæsen kan forbedre sig?

»Jeg er ikke helt sikker, men mit foreløbige indtryk er, at I har inspireret innovation helt i forreste række. De læger og sygeplejersker, som jeg har besøgt, tager chancer og udnytter forbedringsmetoder, og de er så engagerede i patienterne, at de opfinder nye tiltag på egen hånd. Vi så det med sygeplejersken, der tog ud på hjemmebesøg. Vi så det med geriateren, der lavede sig eget hjemmeprogram til de demente. Og vi så det med ortopædkirurgerne, der holdt disse evalueringsseancer. Det store spørgsmål er, hvor ledelserne spreder disse best pratice, så det ikke bliver stand-alone-projekter, men så alle patienter i det danske sundhedsvæsen nyder godt af det. Og jeg tror, at det kræver et noget andet system at få al den innovation op til overfladen, tage den ind og sprede den til resten af sundhedsvæsenet.«

Nu har du oplevet et skattefinansieret sundhedsvæsen, hvad er din opfattelse af det system?

»Jeg vil flytte til Danmark. Det er fantastisk. Alle systemer kræver løbende forbedringer og tilpasning. Men vores er usynligt, mens jeres er meget synligt. Når jeg taler med læger, direktører, regionsledelsen og sygeplejersker i går og i dag, virker det som om, at alle ved, når de rammer en begrænsning. Så taler de sammen om de muligheder og valg, der er. Valgene sker derfor i åbenhed. I USA har vi slet ikke den samtale, så begrænsningerne er usynlige. Det betyder, at nogle patienter lider mere end andre. Men ikke offentligt. Derfor er det skattefinansierede system at foretrække. Det, som jeg her har set, er et fremragende sundhedsvæsen til en meget lavere pris end det i USA. Jeg er endnu ikke dykket ned i, hvordan sundhedsvæsenet er med til at sikre et god helbred ude i lokalsamfundet. Jeg har endnu ikke fået svaret på det. Det virker også som om, der er et stort engagement i forhold til patienten, og jeg tror, at det er fordi, de sundhedsprofessionelle kender lokalsamfundet. I kender hinanden. Og dermed kender I patienternes behov. Lægerne ved, at i det her område er der velhavende patienter med den slags problemer, og i det andet område er der folk med sociale problemer. Når I kender behovene hos folk i lokalområdet, kan I geare systemet til at tilgodese disse individuelle patientbehov, og det, synes jeg, er en af de helt store styrker ved det danske system«.

Lidt om Maureen Bisognano

President og administrarende direktør i Institute for Healthcare Improvement (IHI). Hun er en yderst prominent autoritet inden for patientsikkerhed og forbedringer af sundhedsvæsener i USA. Hun rådgiver sundhedsledere verden over og er ofte taler på store konferencer om kvalitetsforbedring. Hun sidder i diverse bestyrelser. Som tidligere administrerende direktør på Massachusetts Respiratory Hospital var hun den første til at forbyde rygning på et amerikansk hospital.