Skip to main content

De fleste noterede sig det lige i farten, da Christopher Reeve døde for nyligt.

I en alder af 52 år opgav Superman kampen mod sin egen, lammede krop, der havde bundet ham til kørestol og respirator, siden han brækkede halsen ved en rideulykke i 1995.

For professor, dr.med. og forskningsleder ved RygCentret i Ringe, Tom Bendix, var dødsfaldet mere end en note i nyhedsstrømmen.

»Jeg må indrømme, det gik mig lidt på«, siger han. »Vi delte jo skæbne på en måde, Superman og mig.«

Forklaringen på skæbnefællesskabet finder man en tidlig hverdagsmorgen på Hjallesevej i Odense. Klokken er 7, vejret er fint, og professor Bendix vælger at tage cyklen på arbejde. De 20 kilometer til Ringe er han vant til, og med den nye racercykel går det tjept.

»Jeg cykler vel med en 30-35 kilometer i timen ud ad Hjallesevej, da det forekommer mig, at en bil er ved at svinge ud foran mig. Så jeg klodser forbremsen og ...«

Akut dødsangst

Der går ti dage, inden Tom Bendix vågner op igen. På Rigshospitalet. Med et respiratorrør i halsen og stort set ude af stand til at bevæge andet end venstre ben. Afskåret fra at kunne kommunikere med den hvidkitlede omverden, som han selv har været en højt respekteret del af i cirka 30 år. Nu er det noget andet. Nu er det professoren selv, der er patienten - hjælpeløs og med akutte udbrud af dødsangst, som han ikke kan signalere, så de forstår det. Tale kan han jo ikke.

»Så jeg ligger bare der på ryggen og kan ikke vende mig ved egen hjælp. Jeg er heller ikke i stand til at trykke på den røde knap på remoten, som tilkalder personalet, og jeg føler hele tiden, at der er opkast på vej. Så jeg er simpelthen bange for at blive kvalt«, fortæller Tom Bendix.

Han prøver at gøre plejepersonalet begribeligt, at han gerne vil have sin alarmsnor tættere på, så han er sikker på at kunne nå den.

»Mit venstre ben virker, så jeg prøver at tegne bogstaver i luften med storetåen.« »S-N-O-R« skriver professoren. Men de forstår det ikke. Desperationen breder sig.

»De kommer med en staveplade og lægger den op foran mig. Men mine fingre er for svage til, at jeg kan bruge den, og de forstår ikke, at jeg vil have den ned ved min fod i stedet for, så jeg kan skrive med storetåen«, siger han.

Miraklet på Hjallesevej

Tom Bendix overlever sine kvalmeanfald. Ligesom han overlevede styrtet den morgen ved et helt utroligt sam-menfald af heldige omstændigheder. Normalt dør man lige på stedet af et brud som det, professoren pådrog sig, da han fløj over styret og bankede hovedet mod asfalten, så cykelhjelmen gik i 13 stykker. Men en blødning i rygmarven skubber nervetrådene til side i styrtet, så de ikke knækker. Det redder hans liv i første omgang.

»I næste omgang overlever jeg, fordi der er et menneske i nærheden, der kan førstehjælp: han bøjer min nakke bagover og trækker vejret for mig, da han kan se, jeg bliver blå«, fortæller Tom Bendix.

»Tilfældigvis kommer der så en af mine egne kiropraktikstuderende forbi, og det er også mit held. Hun tænker i hvirvelsøjler og sørger for, at jeg bliver bevæget rigtigt, mens jeg blive vendt om«, fortsætter han.

På det tidspunkt er der ingen, der ved, at rygprofessoren har brækket første og anden halshvirvel samt den øverste tap (dens axis). Så en mindre heldig førstehjælp kunne lige så vel have kostet ham livet.

»Hvis jeg havde fået bøjet hovedet fremad, var rygmarven blevet klemt af, og så ville jeg have været færdig«, forklarer Bendix, der aldrig i hele sin karriere er stødt på folk, der har overlevet en knækket dens axis.

Specialerivalisering

I ni dage ligger han i koma på Odense Universitetshospital, hvorefter hustruen Ane - der også er læge - sørger for at få sin mand overflyttet til Rigshospitalet. Tom Bendix oplever ikke selv, hvad der foregår, men har fået forløbet refereret af sin kone.

»Jeg kommer ind på neurokirurgisk afdeling på et tidspunkt, hvor bemandingen består af folk, der ikke er stærke i den avancerede rygkirurgi, som jeg har brug for. Det er, hvad det er. Men nogle etager under - på ortopædkirurgisk afdeling - går der en mand, som faktisk er ekspert i de her ting. Ham undlader neurokirurgerne at kontakte, og det synes jeg godt, man kan bebrejde dem«, siger Tom Bendix, der ikke har meget tilovers for specialerivalisering på bekostning af patienternes helbred. I dette tilfælde hans.

Rygprofessoren er overbevist om, at ortopæden aldrig ville have foreslået en halo-løsning - som er det, neurokirurgerne når frem til - fordi den ubekvemme metaltingest rundt om hovedet ville have besværliggjort genoptræningen i unødvendig grad.

»Det er mange år siden, at halovesten var det bedste bud i en situation som min, men heldigvis reagerer min kone, da hun finder ud af, at det er den løsning, de stiler efter i Odense. Hun kontakter mine tidligere rygsamarbejds-partnere på Rigshospitalet og får mig overflyttet dertil«, fortæller Bendix.

Sondemad med dårlig smag

Så på tiendedagen vågner han op på sin gamle arbejdsplads. Som patient.

»Min første tanke er, hvad fanden laver jeg her? Jeg er jo på vej til Ringe.

Herefter følger to ugers mareridt. Tom Bendix er stadig i spinalchok og kan ikke trække vejret tilstrækkeligt ved egen hjælp. Han er konfus og lider af hallucinationer.

»Ja, det har jeg virkelig fået respekt for. Jeg så ting, som jeg troede fuldt og fast på, og min kone var bange for, at jeg var blevet gal«, fortæller han.

Kvalmen er også slem de første uger, og sondemaden gør det ikke bedre. Den i forvejen slanke professor taber ti kilo på no time.

»Minus 22 kokkehuer til sondemad«, proklamerer han.

»De fleste tror, at man ikke kan smage noget, når maden pumpes direkte ned i mavesækken. Det er forkert! For når man ligger ned hele tiden og har slap mavemund på grund af kvalme, så løber væsken tilbage i spiserøret. Og det både smager og lugter hæsligt, så jeg brækkede mig stort set hver gang«, fortæller han med en kraftig opfordring om at kvalitetsudvikle på dette temmeligt vitale område.

Tom Bendix nævner en anden ting, der lyder som en bagatel. Men for patienten, der døjer med at synke, en ret så generende bagatel.

»Jeg får jo denne her skinne opereret ind i nakken, mens bruddene skal hele. Og da jeg er panisk angst for at komme til at bøje nakken, så holder jeg konstant hovedet helt opret - også når jeg skal synke.«

Det går ikke godt. Tom Bendix hoster maden op igen og igen, og lægerne overvejer, om han lider af mellemgulvsbrok, indtil sammenhængen går op for patienten selv: at han bare skal bøje lidt i nakken, når han skal synke. Derefter glider det hele fint ned.

Patientinddragelse med måde

Tilstanden stabiliseres i løbet af nogle uger, og den tidligere veltrimmede 60-årige bliver sendt til genoptræning i Hornbæk, på para/tetraplegiklinikken. Her viser det sig, at læsionen af nerverne ku n er partiel, og at rygmarven kun har taget varig skade i lettere grad. Der er altså håb for genoptræningen.

Tom Bendix stoler på sin krop og knokler på for at få sin førlighed tilbage, så efter to måneder kan han undvære kørestolen, og i løbet af det næste halv-år aftager lammelsen betydeligt.

Imens genoptræningen står på, diskuterer neurokirurgerne på Rigshospitalet med kolleger på den anden side af Atlanten, om metalskinnen skal opereres ud eller blive siddende. De er ikke enige. Så Tom Bendix får selv valget.

»Det endte med, at skinnen blev fjernet, og at det gik godt. Men forløbet gav mig anledning til at overveje, hvad det er for en urimelig situation, vi en gang imellem sætter patienter i«, siger han.

I dette tilfælde var det fair nok at inddrage patienten, som måtte siges at have relevant specialviden. Men hvad skal hr. eller fru Hansen stille op, når lægen opstiller valgmuligheder, som de ikke har nogen jordisk chance for at vurdere?

»Jeg mener, det til enhver tid må være lægens ansvar at pege på den løsning, som han eller hun tror mest på. Selvfølgelig skal patienten informeres om, at der er valgmuligheder og dermed også en risiko for at vælge forkert. Men lægen bør altid påtage sig sit faglige ansvar, selv om patienten inddrages i en beslutning«, påpeger Tom Bendix.

Han er bange for, at presset fra politikere og patientforeninger om patientinddragelse påvirker kollegerne rundt om i landet i retning af ansvarsforflygtigelse. Og han fornemmer at, frygten for klagesager skubber i samme retning.

Tilbage på jobbet

Fem måneder efter ulykken er Tom Bendix så velkonstitueret, at han kan genoptage sit arbejde på fuld tid - det vil sige halvdelen af arbejdsugen på RygForskningsCentret i Ringe og den anden halvdel på Syddansk Universitet i Odense. Nakkestivheden er det eneste synlige tegn på, hvad rygeksperten har gennemlevet, foruden et mindre balanceproblem og nedsat funktion på højre hånd.

»Jeg orienterer mig ikke så naturligt, så jeg bumper ofte ind i ting. Det er også svært for mig at skrive og at styre en mus, så jeg øver mig i at bruge venstre hånd«, fortæller han og glæder sig over, at han ikke er kirurg. Så var det ikke gået.

Det gør det nu. På nogle punkter endda bedre end før ulykken.

»Selvfølgelig ser man tingene i et andet perspektiv, og det hænder, at jeg bruger min egen historie over for patienter. For nogle mennesker er det gavnligt at høre, hvor meget ryggen egentlig er i stand til at klare, og det er jeg jo selv et meget godt eksempel på«, konstaterer han.