En rapport viser en række skræk-eksempler på dårlig tolkning i det offentlige. ”Tyndbenet partsindlæg”, lyder kritikken fra professor i indvandrermedicin Morten Sodemann. Han mener, at dårlig tolkning skyldes ligegyldighed over for patientens sproglige baggrund.
En tolk, der bryder ud i gråd og må opgive at tolke, fordi lægen har en alvorlig besked til patienten.
Tolke, der ikke nøjes med at oversætte, men selv snakker løs, så lægen fornemmer, at tolken selv giver patienten ”gode råd”, uden at lægen i øvrigt forstår et ord af, hvad der tales om.
En tolk, der flere gange under samtalen selv indleder en længere snak med patienten – ”formentlig om tolkningen af vores spørgsmål – men det ved vi jo ikke”.
Eksemplerne er fra en ny undersøgelse, som viser, at 92 procent af brugerne i det offentlige oplever mangelfuld tolkning. Undersøgelsen, ”Tolkning i den offentlige sektor”, er bestilt af Translatørforeningen. Den giver en række eksempler på dårlig tolkning inden for sundheds-, social-, rets- og asylområdet. Og kvaliteten er, ifølge rapporten, ikke høj.
Professor Morten Sodemann, som leder den indvandrermedicinske klinik på Odense Universitetshospital, peger dog på flere svagheder ved undersøgelsen. Ikke så meget, fordi Translatørforeningen har sin egen – helt forståelige – dagsorden.
”Men undersøgelsen forsimpler groft ved at gøre tolkene til problemet. Det er dem, der bestiller tolkene, der er problemet. Dels, fordi de ikke får bestilt en tolk. Og dels, fordi de bestiller de forkerte tolke”, siger han.
Et andet problem er undersøgelsens metodologi. Morten Sodemann hæfter sig ved, at undersøgelsen er baseret på email-korrespondance med meget få respondenter – for sundhedstolkningens vedkommende 12, hvoraf kun seks havde besvaret de tilsendte spørgeskemaer – hvad rapporten da også selv gør opmærksom på.
”Det er et partsindlæg – ikke en repræsentativ forskningsundersøgelse”, lyder Morten Sodemanns dom.
På sundhedsområdet forekommer det ifølge rapporten hyppigt, at en tolk opfatter sig selv som part i kommunikationen og som en slags ”assistent” for den ikke-dansktalende part, som de ofte fører lange samtaler med om indholdet af deres svar, inden de tolker dem.
”Jeg synes mange gange, det er svært, når tolken pludselig snakker rigtig meget med forældrene, og man helt klart har fornemmelsen af, at der bliver givet gode råd/andet, uden at man har en chance for at forstå, hvad der bliver sagt”, fortæller en overlæge på en børneafdeling og tilføjer:
”Det vil være rigtig godt, hvis man klart kunne have en fornemmelse af, at tolken kun oversætter og ikke kommer med sin egen mening. Man kan også tit opleve, at familien tilsyneladende spørger om noget, hvorefter det bliver fejet af af tolken”.
En praktiserende læge måtte afbryde en konsultation, fordi tolken nægtede at følge lægens henstilling. En overlæge oplever tolkningen som ”værdiløs”, og en anden ville ønske, at man kunne føle sig tryg ved, at tolken ”kun oversætter og ikke kommer med sin egen mening”.
Translatørforeningen vurderer, at omkring 7.000 personer leverer tolkebistand i det offentlige til en anslået årlig udgift på mindst 300 millioner kroner. Og en stor del af pengene er spildt, konkluderer Translatørforeningen, som blandt andet anbefaler at etablere en tolkeuddannelse og en certificeringsordning samt en offentligt tilgængelig tolkeliste.
Morten Sodemann mener, at man ikke skal pege fingre ad tolkene, men snarere ad dem, der bestiller dem. For selvfølgelig findes der gode tolke, mener Morten Sodemann. Problemet er, at man betragter f.eks. kurdisk som ét sprog – men faktisk findes der otte meget forskellige kurdiske dialekter.
”Hvis man lige gad spørge patienten, hvilken dialekt, det drejer sig om, kunne man måske få en tolk, der taler samme sprog som patienten”, siger Morten Sodemann.
På samme måde er talt arabisk ikke helt det samme sprog fra Marokko i vest til Irak i Øst – hvis man lige ville ulejlige sig med at spørge, i stedet for bare at bestille en ”arabisk” tolk.
På de indvandrermedicinske klinikker På OUH og på Hvidovre Hospital benytter man videotolkning. Og på OUH har regionen sendt tolkningen i udbud, så der kun er ét bureau til forskel fra andre regioner, som har mange, forklarer Morten Sodemann.
”Derfor er de gode tolke hos os samlet i ét bureau, og med videotolkesystemet er der kun brug for ret få tolke, som til gengæld er hammerdygtige”, siger Morten Sodemann.
Han tilføjer, at fordi man benytter forholdsvis få tolke, foregår der også en løbende uddannelse og kompetenceudvikling inden for det medicinske fagsprog og i de særlige færdigheder, der kræves, når man skal kommunikere med patienter fra en anden kulturkreds og med en sygdomsforståelse, som ofte er meget anderledes.
”Tolkning i den offentlige sektor” – læs rapporten her (pdf)
