Skip to main content

DAMD: Sletning udsat. Måske…

Region Syddanmark vil nu vente med at slette ulovlige data, til Kulturministeriet har afklaret skænderi om, hvis jurister der har taget fejl. ”Vi forventer en forklaring i morgen”, siger region Syddanmarks sundhedsdirektør

Region Syddanmark venter, at Kulturministeriet hurtigt fremlægger den lovhjemmel, man påberåber sig. Men indtil den foreligger, vil data ikke blive slettet.
Region Syddanmark venter, at Kulturministeriet hurtigt fremlægger den lovhjemmel, man påberåber sig. Men indtil den foreligger, vil data ikke blive slettet.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

23. mar. 2015
6 min.

Det er usikkert, om Region Syddanmark vil gøre alvor af sin varslede sletning af alle ulovligt indsamlede data i Dansk Almenmedicinsk Database (DAMD) i morgen, tirsdag klokken 12.

I sidste uge bebudede regionsformand Carl Holst (V) over for Kulturministeriet, at man vil slette de ulovligt indsamlede data i DAMD, dvs. alle data bortset fra dem, der omhandler de fire diagnoser, som der er lovhjemmel til at indsamle. Det er Region Syddanmark, der står for at samle oplysningerne fra samtlige regioner.

I efteråret kendte Datatilsynet den brede indsamling af data – ud over de fire diagnoser, som der var lovhjemmel for – ulovlig. Der er da heller ikke uenighed om, at de ulovligt indsamlede data skal slettes fra DAMD.

Høringsfrist rykket i lyntempo

Men et krav fra Rigsarkivet - med Kulturministeriet i ryggen – om at få udleveret en kopi af hele databasen af hensyn til fremtidig forskning, har ført til kraftige reaktioner. Ikke mindst fra de praktiserende læger, som har afleveret data til kvalitetsdatabasen DAMD, og fra Lægeforeningen.

Region Syddanmark har for længst lovet, at de ulovligt indsamlede data vil blive slettet. Og i fredags satte man så dato og klokkeslæt på.

Faktaboks

Fakta

Med en hurtighed, som sjældent ses i centralforvaltningen, reagerede Kulturministeriet fredag hurtigt på det syddanske udspil og henviste til, at man skam har lovhjemmel til at kræve alle data afleveret til Rigsarkivet.

”Kulturministeriet deler ikke Region Syddanmarks opfattelse af, at regionen kan slette DAMD. Tværtimod finder ministeriet, at regionen er forpligtet til at bevare oplysningerne i DAMD med henblik på aflevering til Rigsarkivet”, skrev ministeriet i en henvendelse til regionen.

Skrivelsen blev fulgt op af en meddelelse om, at høringsfristen for den bekendtgørelse, der skal skaffe lovhjemmel for en tvangsaflevering, er fremrykket til i dag, mandag, klokken 12. Eneste høringspart er i øvrigt Danske Regioner. Bekendtgørelsen vil derefter kunne træde i kraft allerede i morgen, tirsdag – timer før, Region Syddanmark truer med at trykke på ”Delete”-knappen.

Vi forventer, at vi i morgen kan få en forklaring på, hvilken lovhjemmel, ministeriet støtter sig til Sundhedsdirektør i Region Syddanmark, Jens Elkjær

Region Syd: Nu må det slutte

Sundhedsdirektør i Region Syddanmark, Jens Elkjær, venter nu, at Kulturministeriet meget snart fremlægger den lovhjemmel, ministeriet påberåber sig. Og indtil den foreligger, vil data ikke blive slettet, siger han.

”Vi forventer, at vi i morgen (tirsdag, red.) kan få en forklaring på, hvilken lovhjemmel, ministeriet støtter sig til”, siger han. ”Hvis de kan henvise til en lovhjemmel, bliver vi selvfølgelig nødt til at tage det til efterretning”.

- Det er med andre ord ikke 100 procent sikkert, at de ulovligt indsamlede data bliver slettet tirsdag klokken 12?

”Nej. Vi skrev til ministeriet, at hvis vi ikke fik en afklaring på denne meget langstrakte situation, følte vi os nødsaget til at trykke på knappen”.

- Når I varslede sletningen i morgen, var det altså i den hensigt at fremtvinge en afgørelse?

”Vi kan jo ikke have denne sag til at fortsætte måned efter måned, så – ja, det ligger der også bag”, siger Jens Elkjær.

”Vi håber nu, at vi meget snart kan få et møde med departementet, så vi kan få en afklaring. Enten for, at vi sletter det. Eller – hvis de kan fremlægge en hjemmel for det – at vi skal bevare data, indtil de kan afleveres. Og det må vi så i givet fald drøfte med ministeriet og Rigsarkivet, hvornår kan ske”.

”Bananrepublik”

Fremrykningen af høringsfristen for den bekendtgørelsen, der skal lovliggøre tvangsudleveringen af data, er ifølge de praktiserende lægers formand Bruno Melgaard Jensen ”en bananrepublik værdig”.

Han opfordrer derfor kulturminister Marianne Jelved (R), som Rigsarkivet sorterer under, til at ”sætte foden ned” for at sikre, at de ulovligt indsamlede data slettes.

”Det er det grundlæggende fortrolighedsforhold mellem læge og patient, der er på spil i denne sag", siger Bruno Melgaard Jensen, og han støttes fuldt ud af Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen:

”Denne sag er ødelæggende for tillidsforholdet mellem patienter og læger”, skrev Lægeformanden fredag i et brev til Marianne Jelved.

”Patienter har krav på, at deres data omfattes med den fortrolighed, som lovgivningen foreskriver. Det vil uundgåeligt få negative konsekvenser for kvalitetsudvikling og sundhedsforskning i almen praksis, hvis data fra DAMD arkiveres”, hedder det i Mads Koch Hansens brev.

Region Syd vil slette DAMD (link)