”Selv om der ikke er nogen kur, kan man godt behandle patienterne, og formentlig også holde dødsraten nede”, siger læge Sanne Jespersen, der på mandag rejser en måned til Sierra Leone med Læger Uden Grænser.
Når den 36-årige læge Sanne Jespersen den 15. september rejser til Sierra Leone for Læger Uden Grænser for at arbejde med ebola-smittede, er det ikke som led i hendes uddannelse til infektionsmediciner.
Det er snarere, fordi hun gerne vil gøre gavn i Afrika, som hun kender fra ophold i flere omgange: Dels har hun tidligere arbejdet på en hiv-klinik i Lesotho, dels har hun boet i halvandet år i Guinea-Bissau, der lige som Sierra Leone ligger i Vestafrika og byder på nogenlunde de samme forhold.
”Da Læger Uden Grænser forleden efterlyste infektionsmedicinere i forbindelse med ebola-epidemien, kunne jeg uden videre ansøge om at komme af sted, fordi jeg i øjeblikket udelukkende arbejder med at analysere data fra min hiv-forskning i Guinea-Bissau. Så jeg kan godt holde nogle ugers orlov”, siger Sanne Jespersen.
Faktaboks
”Jeg har fulgt godt med i udbruddet fra begyndelsen. Både af faglig interesse, men også, fordi den del af verden betyder noget særligt for mig, fordi jeg har boet der. Så det føltes bare rigtigt, da jeg sendte min ansøgning”, fortæller Sanne Jespersen.
Efter et kort ophold i Bruxelles, hvor hun skal briefes af Læger Uden Grænser, skal hun videre til en isolationsenhed – en teltlejr, som drives af Læger Uden Grænser i Kailahun i det østlige Sierra Leone. Her skal hun i fire uger, sammen med andre internationale nødhjælpsarbejdere og lokalt sundhedspersonale, gøre, hvad der nu kan gøres for cirka 80 ebola-smittede, når man hverken råder over eksperimentel behandling eller vacciner.
I Sierra Leone er dødeligheden for ebola-smittede lidt over 40 pct. Selv om der ikke er nogen kur, kan man godt behandle patienterne, og formentlig også holde dødsraten nede.
”Vi har ikke adgang til den eksperimentelle behandling, og der er heller ingen vaccine til rådighed endnu”, siger Sanne Jespersen.
”Der er ingen mirakelmidler. Men vi kan give støttende behandling i form af væske og blodtransfusioner til patienterne, som har blødninger og lavt blodtryk, man kan lindre smerter, og man kan give kvalmestillende medicin, så patienterne ikke mister endnu mere væske på grund af opkastninger, og der er også midler mod diaré”.
”Desuden kan vi behandle de sygdomme, de måtte have oveni ebola – som f.eks. malaria, hiv eller anden tropesygdom. Og så kan man sørge for ordentlig ernæring og vitamintilskud, så man støtter kroppens egen bekæmpelse af infektionen”, siger Sanne Jespersen.
Sanne Jespersen har selvfølgelig gjort sig overvejelser om sin egen sikkerhed. Hun har ikke børn at tænke på, og familie og venner har hun forklaret, at hun anser smitterisikoen for minimal:
”Hvis man følger retningslinjerne og bruger det beskyttelsesudstyr, man skal, tror jeg, at risikoen for at blive smittet er meget lille. Og hvis jeg skulle blive smittet, er jeg sund og stærk og har noget at stå imod med. Jeg tror på, at jeg nok skal klare det”, siger Sanne Jespersen.
Der er intet krav om karantæne, når man har besøgt ebola-områder, for man kan først smitte, når man selv har symptomer, der i starten kan minde om influenza. Men når Sanne Jespersen kommer hjem i midten af oktober, vil hun dog følge rådet fra Læger Uden Grænser.
”De anbefaler ”ingen patientkontakt" i tre uger, og jeg har aftalt med vores ledende overlæge, at jeg bliver hjemme de tre uger”, siger Sanne Jespersen.
Læger Uden Grænser søger læger og sygeplejersker (LINK)
Q&A om eksperimentelle behandlinger og vacciner for ebola (LINK)
