Danske læger og danskernes rygevaner

Tobaksrygning breder sig i disse år med stor hast fra den industrialiserede verden til andre områder, og en typisk tobaksrelateret sygdom som kronisk obstruktiv lungesygdom forventes at »avancere« fra en plads som den sjettevæsentligste dødsårsag i verden i 1990 til en tredjeplads i 2020. I alt 1,2 milliarder mennesker ryger, og af disse er en promille danskere. Tobaksrygning er den væsentligste enkeltårsag til dødelighed og sygelighed i verden. Hver anden ryger vil få afkortet sit liv på grund af rygning, og en dansk kvindelig storryger mister i gennemsnit 9,4 leveår som følge af sin rygning. Den tobaksbetingede sygelighed er årsag til stor lidelse, og som tidligere nævnt i Ugeskriftet er fx antallet af sengedage for kvinder med kronisk obstruktiv lungesygdom fordoblet på mindre end 20 år. Som anført i indledningen til Pedersen et al's oversigtsartikel om behandling af nikotinafhængighed, er de fleste rygere nikotinafhængige (1), en afhængighed der er helt på højde med afhængigheden af heroin og kokain.

Disse fakta er skræmmende - og velkendte. På trods af dette fornemmes en tøven i tilgangen til problemet, og tilbud om hjælp til rygeafvænning varierer meget, både hvad angår omfang og indhold. Læger har generelt ikke haft nogen førerstilling på dette område, og i den vestlige verden fylder undervisning om rygning og rygeafvænning meget lidt i den prægraduate uddannelse (2). Vi må imidlertid se i øjnene, at rygeafvænning ikke blot er en »overtalelse til at lægge en dårlig vane på hylden«; i de fleste tilfælde er det behandling af en biologisk velkarakteriseret afhængighed. Pedersen et al's oversigtsartikel understreger også betydningen af en lægefaglig indsigt, når den veldokumenterede effekt af medikamentel behandling ved rygeophør skal vejes op mod de ganske hyppige bivirkninger, der i dagspressen helst blæses op til »store historier«. Når læger alligevel er tilbageholdende med at kaste sig ud i behandling af nikotinafhængighed, er det nok fordi mange tænker: Kan det nytte? Risikoen for recidiv af rygning er ved alle kendte interventioner væsentlig større end chancen for succes. Dette er der imidlertid ikke noget mærkeligt ved. Ved rygeafvænning er effektparameteren hos den enkelte blot meget mere synlig end fx reduktionen af risikoen for apopleksi ved behandling af arteriel hypertension. Behandling af nikotinafhængighed er effektiv, og i dag bør undladelse af behandlingstilbud til rygeren, der er motiveret for rygeophør - men er nikotinafhængig - anses for at være en lægelig forsømmelse. Det bør også overvejes, om ikke man gennem medicintilskud kunne promovere en mere omfattende medikamentel behandling af nikotinafhængighed. Det må være muligt at klausulere tilskud til nikotinsubstitution og bupropion til nikotinafhængige rygere, der er motiverede for ophør og ikke tidligere har kunnet ophøre uden medikamentel støtte. Herved ville behandlingen økonomisk blive sidestillet med fx behandling af hyperkolesterolæmi med statiner.

Bekæmpelse af tobaksbetingede sygdomme foregår naturligvis ikke blot medikamentelt og begrænses i øvrigt ikke kun til rygeafvænning. De fleste rygere begynder i dag med at ryge i teenagealderen, hvor få ugers eller måneders forbrug er tilstrækkelig til at etablere afhængighed af nikotin. Oplysning er fortsat for mangelfuld, og vi må bort fra den sædvanlige henholdende danske strategi og i stedet applicere noget af den store viden om forebyggelse, der findes ikke mindst i USA. Det er vigtigt at minde om, at en stor andel af danske rygere ønsker at holde op og klart giver udtryk for, at de fortryder, at de er begyndt at ryge. Det er vanskeligt at forstå, at vi ikke i højere grad har fokuseret på rygning blandt skolebørn, da det for de fleste må virke stødende, at vi som samfund kan acceptere udvikling af nikotinafhængighed som en del af et uddannelsesforløb.

Politikeres holdninger skal almindeligvis afspejle holdningerne i den befolkning, der har valgt dem. Vi har i de forløbne år været vidne til nærmest patetiske diskussioner blandt politikere om, hvorvidt man går den enkelte rygers frihed for nær ved at forbyde rygning i det offentlige rum. Vi må i de kommende år håbe på en mere ledende rolle fra vore politikere. I ventetiden bør vi som læger være vort ansvar bevidst og behandle nikotinafhængighed med samme alvor, som vi behandler andre væsentlige sundhedsproblemer.