Skip to main content

Danske Regioner opretter akutuddannelse

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

8. apr. 2013
4 min.

Efterhånden som flere og flere speciallæger arbejder med akutområdet – ikke mindst i de Fælles Akutmodtagelser (FAM) – er der behov for nye kompetencer, mener Danske Regioner, som derfor har besluttet at etablere en efteruddannelse på akutområdet.

”Vi laver et fælles regionalt koncept om efteruddannelse, som den enkelte region kan bruge som en mulighed for at supplere kompetencerne i akutmodtagelserne. Der er også lavet et oplæg med et skelet og nogle grundbyggesten, som sådan en uddannelse skal have, og vi er enige om, at den skal være modulopbygget”, siger chefrådgiver Thomas I. Jensen i Danske Regioner.

”Og så forestiller vi os, at den skal finde sted i et forløb, hvor man er ansat på en akutmodtagelse, så der udover modulerne vil være et klinisk målrettet uddannelsesforløb. Modulerne kan tages som en pakke, hvor der også er et klinisk forløb af typisk to års varighed. Men det skal også være muligt at skræddersy en uddannelse efter de konkrete behov. Hvis det f.eks. handler om en læge, der har solid erhvervserfaring fra området, vil han eller hun jo næppe have behov for at komme igennem en fuld pakke, så man kan få merit”, siger han.

I forvejen har Region Midtjylland og Region Nordjylland etableret et uddannelsesforløb på to år, som er inspireret af den beskrivelse af fagområdet akutmedicin, som LVS (de Lægevidenskabelige Selskaber) har lavet. Danske Regioner har skelet til begge dele i deres forarbejde.

”Den er inspireret af den jyske, og vi har også kigget på LVS’ beskrivelser. Når vi arbejder videre med det, vil vi gerne have en dialog med Lægeforeningen og LVS”, siger Thomas I. Jensen.

Hvorfor ikke bare udbrede det jyske forløb?

”Det, vi gerne vil sikre os er, at vi får en uddannelse, der er i overensstemmelse med de behov, regionerne vurderer, der er på akutmodtagelserne. Og vi vil gerne have dialog – det er ikke et selvstændigt formål at lave noget, der afviger fra de aktiviteter og beskrivelser, vi kender”, siger Thomas I. Jensen.

Vil det blive et krav for at få job i FAMerne fremover, at man har gennemgået jeres uddannelse?

”Det er vigtigt at understrege, at det er den enkelte region, der afgør, hvordan man vil bemande akutmodtagelsen. Så sådan et krav ligger ikke i modellen. Men vi vil gerne have, at hvis man har fået sin efteruddannelse i Nordjylland, så vil den også være anerkendt på Sjælland”.

I øjeblikket kan man få et diplom fra LVS, hvis man har gennemgået et forløb, der lever op til deres beskrivelse – hvordan spiller det sammen med jeres uddannelse?

”For den regionale uddannelse, vi laver, så er det regionen, der udsteder et uddannelsesbevis. Det samme gælder den efteruddannelse, vi har lavet for sygeplejerskerne på området. Så har lægen jo mulighed for efterfølgende, hvis han eller hun ønsker det, at søge godkendelse ved selskabet”.

Hvad sker der nu?

”Nu går vi i gang med at få udmøntet konceptet. Vi skal bl.a. i gang med en beskrivelse af en klinisk del, og her er det jo, at vi gerne vil have en snak med Lægeforeningen og LVS”.

Hvornår starter jeres uddannelse?

”Det kan jeg ikke sige præcist. Men vi vil gerne hurtigt i gang”.

Kun få akutmedicinere

Siden fagområdet for akutmedicin blev oprettet i 2008, har kun 19 læger i Danmark fået godkendelse fra LVS.

En hel del flere – omkring 80 - er startet på det forløb, som Region Midtjylland og Region Nordjylland har etableret i Aarhus, og som tiltrækker kursister fra hele landet. Heraf er ca. 35 færdige med det to-årige forløb.

Professor, overlæge, dr.med. Hans Kirkegaard, som er medlem af godkendelsesudvalget for fagområdet i LVS, er ikke imponeret over antallet på de 19, som indtil nu har fået organisationens diplom.

Hvad med de 35, der er færdige med den jyske uddannelse?

”De har ikke søgt om godkendelse alle sammen, og nogle hænger lidt, fordi uddannelsen som sådan ikke opfylder alle kravene. Uddannelsen opfylder de teoretiske krav men ikke alle de kliniske. Der mangler nogle klinikophold. Det betyder, at man ikke satser optimalt eller fuldt på fagområdet, som LVS har beskrevet det”.

Hvem er de 19 så?

”Nogle af dem har uddannelsen fra Region Midtjylland plus relevant klinisk uddannelse, og nogle har fået overført merit fra tidligere udannelser, før den i Region Midtjylland blev oprettet. Nogle har stykket forløb sammen selv, og så er der nogle specialister fra udlandet, som har fået overført deres speciallægeuddannelse”.

Hvad mener du om Danske Regioners kommende efteruddanelse for speciallæger på akutområdet?

”Som sådan ikke noget, da jeg ikke ved, hvad den indeholder. Men hvis den læner sig op ad fagområdebeskrivelsen, er den jo nok udmærket”.

Lægemødet

På Lægemødet i weekenden skal Lægeforeningen også diskutere akutuddannelse. Det er et punkt i oplægget om FAM med titlen” Fra kludetæppe til mønstermodtagelser”, som indeholder en hel række punkter vedrørende FAM .

Hvad angår uddannelsen stiller oplægget bl.a. spørgsmålet, om det er muligt at tiltrække og fastholde dygtige medarbejder i FAMerne, når der ikke følger speciallægestatus med; hvad der skal til for at sikre høj kvalitet, hvis der fortsat ikke etableres et speciale i akutmedicin; og hvordan forskningsaktiviteter forankres i FAM.