»De gode spørgsmål er jo en hilsen fra den virkelige verden«

Rainer Kuhnt, anæstesilæge, Aabenraa Sygehus:

Jeg er anæstesilæge med prøjsisk etnisk baggrund og arbejder på Aabenraa Sygehus. Jeg kunne tænke mig at spørge, hvorfor det er så svært at etablere et nationalt elektronisk medicinsk patientbehandlingssystem? Alle regioner arbejder (eller bedre sagt: eksperimenterer) med egne modeller - det er afsindig dyrt.

Sundhedsminister Bertel Haarder (V):

»Han har fuldstændig ret. Vi er lige så langt fremme som i andre lande, men det haster med at få EPJ på plads. Og vi har i aftalen med regionerne skrevet, at ministeriet fastsætter fælles krav og rammer for deres it-system. Krav, som skal sikre, at de kan tale med hinanden, så en københavner, der falder om i Skagen kan få hjælp med det samme, når lægebilen kommer. Så man kan se, om vedkommende er diabetiker eller har haft tre blodpropper. Det er helt uforsvarligt, når man ikke kan det i dag. Og det skal man kunne. Og også paramedicinerne bør kunne se med - men det tror jeg ikke, at alle medlemmer af Lægeforeningen er enige i«.

Lasse Strand, overlæge, Frederikshavn Sygehus:

Ca. 5.000 mænd steriliseres årligt til en pris af mere end 27 millioner kroner. Hvorfor skal det være gratis at blive steriliseret? Og refertiliseret? Og resteriliseret etc.? Der er jo ingen som helst krav om, at indikationen er andet end antikonception på statens regning.

BH:

»Det er et rigtig godt spørgsmål - som jeg har tænkt over i flere måneder, og som jeg ville håbe, at jeg kunne komme med et svar på. For jeg synes, at han har fuldstændig ret«.

Elvin Odgaard, reservelæge, Skejby Sygehus:

Din forgænger i embedet, Jakob Axel Nielsen, bliver nu direktør for Aleris Privathospitaler. Skal det ses som et »tak for tro tjeneste« fra privathospitalerne?

BH:

»Det må man spørge ham om. Jeg ønsker ham hjertelig tillykke. Det bevidner, at han som sundhedsminister blev stærkt engageret i arbejdsområdet, som han elskede. Og nu har han valgt en karriere inden for branchen. Det har jeg stor respekt for, og jeg er helt sikker på, at han bliver en god leder. Men om det er tak for sidst, ved jeg ikke. For jeg har et fuldstændig afslappet forhold til privathospitalerne. Jeg har ikke noget mål om, at vi skal have flere. Det er to procent af sundhedssektoren, der er privat. Og det er fint. Om det bliver til én procent eller tre har jeg et meget afslappet forhold til. Jeg husker dog, da han kom til at sige, at han havde et meget afslappet forhold til, om det var halvdelen, der blev privat. Da kom han lidt i uføre. Og det synes jeg heller ikke, at han skulle have sagt. Det er meget dramatisk«.

Peter Bagger, privatpraktiserende speciallæge i gynækologi-obstetrik, Frederiksberg:

Hvorfor ledes Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og hospitalerne af DJØF'ere, som ikke har forstand på sundhedsarbejde, og som derfor udhuler fagligheden?

BH:

»Det var vist sig, at en DJØF'er blev en fremragende direktør for Sundhedsstyrelsen, så jeg vil bestemt ikke afvise, at en DJØF'er kan blive afløser. Ganske som jeg mener, at man kan have gode skoleledere, der ikke er lærere. Jeg er imod, at man stiller alt for snævre faglige krav til ledertyper. Det vigtigste er, at de kan lede og har respekt for lederjobbet«.

Kristine Chemnitz Sørensen, læge, Medicinsk Afdeling O, Herlev Hospital:

Mangel på sengepladser gør, at vores gamle medborgere ligger på gangene på en intern medicinsk afdeling. Jeg må ofte gå stuegang, undersøge patienter og overgive alvorlige beskeder til fuldt skue for andre. Nedskæringer på plejepersonalet gør, at der tit ikke er personale til at tage klokker, så patienterne tisser i sengen, fordi de ikke kan nå at hjælpe dem på toilettet. Synes du det er god behandling? Du må gerne komme med på en 18-timers-aftenvagt og se de forhold, vi byder vores ældre medborgere, som gennem hele livet har betalt til dette samfund.

BH:

»Jeg kan desværre bekræfte, at det er situationen nogle steder. Og det er sammen med den begyndende mangel på praktiserende læger i yderområderne er de to problemer, der optager mig mest. Jeg synes, der er så mange andre ting, som vi er ved at have i god gænge. Nu kommer kræftplan 3, der er fremskridt inden for de fleste felter af kræftbehandlingen, og levetiden bliver lidt længere. Vores indsats mod alkohol og tobak bærer også visse resultater. Men de to ting: Begyndende mangel på praktiserende læger i yderområderne og patienter, der får en behandling, vi ikke kan være bekendt, hvor de ligger på gangene, når der skal føres fortrolige samtaler, hvor andre kan høre det, det bør ikke forekomme. Jeg synes ikke, at løsningen er, at vi bygger ekstra sengepladser. Jeg synes, løsningen er at afkorte liggetiden på hospitalerne og dermed sikre, at alle med tiden kan ligge på enestuer, hvor der er et bord, der kan udskiftes med en seng til ægtefællen. Eller i nødstilfælde en anden patient. Fremtidens hospital har enestuer og meget korte liggetider, så vi kan undgå det her problem«.

Martin Lindhardt Nielsen, afdelingslæge, Bispebjerg Hospital:

I din tid som undervisningsminister var der flere tilfælde, hvor den pædagogiske forskning pegede på de modsatte løsninger af dem, du besluttede at gennemføre. Skal vi forvente, at du på sigt vil basere sundhedsvæsenet på dine stærke liberale holdninger, uanset hvad forskningen siger om effekten for patienterne?

BH:

»Forskningen på sundhedsområdet er heldigvis ikke i samme grad styret af blålys, som forskningen på det pædagogiske område. Punktum«.

Ulla Schierup Nielsen, ph.d.-studerende, Infektionsmedicinsk Afdeling Q, Århus Universitetshospital, Skejby:

Medicin mod min kærestes bindevævssygdom ødelagde for ti år siden alt hans sæddannende væv. Han fik gemt nogle portioner i sædbanken inden behandlingen. Når vi skal til at have børn, kræver det IVF (»reagensglasmetoden«). Al infertilitet bunder jo i fysisk sygdom; i dette tilfælde blot mere tydeligt end ellers. Hvorfor er infertilitet nu blevet til et luksusproblem på linje med kosmetiske behandlinger?

BH:

»Vi skulle finde 200 millioner kroner. Og vi har nu udarbejdet en model, der er langt mere spiselig end den oprindelige. Den er udarbejdet efter grundig konsultation med både fertilitetslægernes forening og Foreningen for Ufrivilligt Barnløse. Jeg kan bare ikke fortælle, hvad den går ud på, da modellen vil blive offentliggjort inden længe, men ikke i næste nummer af Ugeskrift for Læger. Men jeg udsatte forslaget efter et møde, som jeg holdt med fertilitetslægerne og Foreningen af Ufrivilligt Barnløse. Og j eg lyttede. Og jeg ved også, at formanden for de barnløse er glad for, at jeg har lyttet. Og jeg ved, at det, som jeg kommer med, er meget mere spiseligt end det oprindelige. Det, der har bekymret mig, er de meget dyre behandlinger, der er kommet op i flere hundredetusinde kroners-klassen. Det prøver jeg at undgå. Mere vil jeg ikke sige«.

Michael Aasted, overlæge, Fertilitetsklinikken Dronninglund, Aalborg Sygehus:

Ca. ti procent (6.500 i 2009, heraf omkring 4.000 på offentlige klinikker) af en årgang fødes efter større eller mindre fertilitetsbehandling. Langtfra alle vil fortsætte som selvbetalere. Dermed mangler samfundet om 20 år ca. 3.000 personer på arbejdsmarkedet. Det kan løses ved øget indvandring. Hvordan forklarer du regeringens støtteparti dette?

BH:

»Jeg har studeret de beregninger og orienteret mig om, at man i Tyskland fik en nedgang af børn, der kom til verden ved hjælp af kunstig befrugtning, da man indførte betaling. Så jeg kan ikke bestride, at der på kort sigt kan være en effekt på børnetallet. Men på bare lidt længere sigt tvivler jeg på, at ægtepars lyst til at få børn er afhængige af, om det koster 10.000 eller 30.000 kroner. Det tvivler jeg på. For hvis det er afgørende, skulle de slet ikke få børn, for det er jo pebernødder i forhold til, hvad det koster at have børn«.

Bjørn Pedersen, overlæge, Fertilitetsklinikken Dronninglund, Aalborg Sygehus:

Hvis regeringen kommer igennem med forslaget om brugerbetaling på fertilitetsbehandling, og befolkningen godtager, at der fremover skal være brugerbetaling i det danske sundhedssystem, hvor lang tid vil der så gå, før der fremkommer lovforslag om brugerbetaling for behandling af rygerlunger, sportsskader, brystreduktioner, fødsler, provokerede aborter, alkoholskader, alderdomssvækkelse mv.?

BH:

»Vi har ingen aktuelle planer om at ændre på brugerbetalingen i Danmark. Vi har heller ingen planer om at øge brugerbetalingen. Men jeg forstår godt, at der bliver spurgt til det, da den eksisterende brugerbetaling er temmelig ulogisk. Man betaler for tænder og øjne, men ikke ører. Det har ingen logik i sig. På et eller andet tidspunkt bør man se på den brugerbetaling, som vi har. Men jeg kan ikke her annoncere noget initiativ. Og jeg er ikke i gang med noget på det punkt. Jeg erkender dog, at der på et tidspunkt bliver taget fat i det, fordi det er så ulogisk«.

Gitte Hougaard, ledende overlæge, Plastikkirurgisk Afdeling Z, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus:

Angående behandlingsgarantien, siger du, at man mister troværdighed ved at ophæve den igen - jeg synes det modsatte. Det giver større respekt at indrømme en fejl og lave det om. Hvorfor ikke lave differentieret ventelistegaranti?

BH:

»Vi har aftalt noget andet med regionerne. Det kom i stand efter Lægeforeningens årsmøde, hvor jeg blev konfronteret med påstande, som, jeg tror, er korrekte, om, at der i visse tilfælde bliver foretaget rygoperationer og fedmeoperationer, der ikke er nødvendige. Hvor nogle bliver opereret for tidligt. Men i så tilfælde må der jo være en læge, som har indstillet de personer til operation for tidligt. Nu har jeg derfor aftalt med regionerne, at Sundhedsstyrelsen skal udarbejde kliniske retningslinjer for, hvornår man indstiller til operation. Det er den måde, hvorpå jeg erkender, at der i visse tilfælde har været foretaget for tidlige operationer, som jeg prøver at gøre noget ved. Uden at ændre ved den udvidede behandlingsgaranti«.

Susanne Poll, kursist i gynækologi-obstetrik, Rigshospitalet:

Afdelingslægestillinger nedlægges på stribe grundet ansættelsesstop. Hvad vil du konkret gøre ved alle de nyudklækkede speciallæger, der kommer ud nu og ikke kan få arbejde?

BH:

»Jeg tror, at der bliver arbejde til dem alle. Hvis jeg ikke husker forkert, så har vi i denne regeringstid fået 3.000 flere læger og 3.000 flere sygeplejersker. Ansat. Sundhedsområdet er det eneste, der får lov til at vokse med nogle procent om året som hidtil. Så der skal nok blive brug for dem alle. Men hvis der var nogle flere, der ville satse på at blive alment praktiserende læger uden for de store byer, så ville det være godt, for dem er der virkelig brug for. Og arbejde til«.

Morten Østergaard-Nielsen, alment praktiserende læge, Gram:

I Region Syd koster en borger i lægevagten under 150 kroner pr. år. Mener ministeren, at regionerne ville kunne drive lægevagten bedre og billigere end de praktiserende læger gør?

BH:

»Det vil han gerne have mig til at svare på. Men det vil jeg helst ikke på stående fod, da det er noget, som regionerne ønsker, og PLO er imod. Jeg ville ønske, at de kunne finde et kompromis. Men det er vist ikke så let«.

Jeppe Bennekou Schroll, reservelæge, Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, Rigshospitalet:

Hvad sker der, hvis læger, som er under fireårsreglen, ikke har påbegyndt en hoveduddannelsesstilling fire år efter, de er påbegyndt KBU-uddannelsen? Kan man virkelig forestille sig, at læger nægtes at blive speciallæger i en tid med speciallægemangel?

BH:

»Reglen er jo indført for at afkorte uddannelsestiden. Jeg håber ikke, at det får nogle til at opgive. Men de kan jo under alle omstændigheder blive læger. Jeg synes ikke, at jeg kan sige mere«.

Henriette Harder Clausen, overlæge, på vegne af overlægerne på Afdeling M, Sct. Hans Hospital:

Afdeling M for misbrug, altså dobbeltdiagnoser, på Psykuatrisk Center Sct. Hans skal mere end halveres fra 111 til 54 sengepladser fra næste år. I stedet skal der tilbydes ambulant behandling og opsøgende tilbud for at spare penge. Med al den fokus der er på psykiatrien i øjeblikket, er du så ikke enig i, at det er en fejl, at Region Hovedstaden nedlægger eksisterende, velfungerende behandlingstilbud - før der er etableret nye?

BH:

»Jeg følger den debat med stor interesse. Der er satset på eneværelser med bad og ambulant behandling. Det har man brugt mange penge på. Nu hører jeg, at der er for få senge. Og for mange, der bliver udskrevet uden at være klar til det. Det er en lægefaglig debat, som jeg følger med stor interesse. Min eneste kommentar er, at bevillingerne er steget meget kraftigt. Ud over pris- og lønstigninger er bevillingerne steget med 12 procent de seneste otte år. Og de seneste par år er det dét område med den største udgiftsstigning. Man har så brugt pengene på mere ambulant behandling og de fysiske omgivelser med eneværelser med bad. Og det er måske en forkert prioritering«.

Pernille Gansmo, overlæge, Retspsykiatrisk Distriktspsykiatri, Middelfart:

Det føles indimellem, som om man arbejder i en børnehave, hvor de voksne bestemmer, hvordan patienter skal behandles efter standarder uden at tage hensyn til individualitet og til, at vi faktisk har læst i mange år og lært, hvordan sygdomme behandles. Mener du, at overlæger skal bruge tid på at sætte krydser på skemaer for at opfylde fuldstændigt urimelige og meningsløse ting fra den Danske Kvalitetsmodel i stedet for at behandle patienter?

BH:

»Jeg hører indimellem kritik af den Danske Kvalitetsmodel. Jeg modtager meget gerne konkrete eksempler på, hvad det er, man føler, at man spilder tiden på. Jeg fik forleden et konkret eksempel: Visse patienter skal have særlige informationer, når de udskrives, og klagen gik på, at man i patientens journal skal sætte et kryds i rubrikken »patientinformationer udleveret«. Dette kryds, syntes man, var overflødigt. Det er det måske. Jeg har et åbent sind. Jeg vil meget gerne være afbureaukratiseringsminister. Og jeg vil meget gerne lytte til de ansatte på alle niveauer, hvis de spilder tiden. Så jeg vil opfordre spørgeren til at sende mig helt konkrete eksempler på, hvad det er, hun spilder tiden på. Så risikerer hun, at ønsket bliver opfyldt«.

Esben Iversen, speciallæge i kirurgisk gastroenterologi og kirurgi, Kirurgisk Klinik Solrød:

Regering har på mange måder forbedret sundheden, men jeg syntes, der mangler én ting: kommunikation mellem de forskellige sektorer. Som praktiserende speciallæge oplever jeg store kommunikationsproblemer med hospitalssektoren. Jeg udreder patienter og finder ofte sygdomme, også alvorlige, og henviser til relevant hospitalsafdeling til øjeblikkelig behandling. Problemet opstår, når patienterne udskrives, da beskeden fra hospitalsafdelingen går til egen læge, men ikke til den henvisende læge, altså mig. Det er et stort problem både for mig og patienten. Jeg ved ikke, hvad der er sket ud over, hvad patienten selv fortæller. Information tabes. Tilbagemelding på vores fund vil dygtiggøre os. En enkelt, billig løsning kunne være et lovkrav om, at både egen læge og den henvisende læge tilstilles epikrise (udskrivningsbrev). Vil du løse mit problem via lovindgreb?

BH:

»Det er desværre rigtigt beskrevet. Jeg mener, at løsningen er de elektroniske patientjournaler. Min praktiserende læge kan ikke selv gå ind på mit personnummer og se, alt hvad de gjorde ved mig på Hovedpineklinikken i Glostrup, hvor jeg har været gæst. Og problemet er, at genoptræningscenteret ikke med det samme kunne gå ind på min kones personnummer og se, at nu var hun udskrevet og skulle starte genoptræningen. I stedet gik der ti dage. Løsningen er at få de elektroniske patientjournaler, så alle med adkomst kan gå ind på personnummeret og se alt. Men selvfølgelig skal patienten kunne sige, at en psykiatrisk behandling ikke vedkommer nogen, så den sætter vi lås på. Det skal patienten selvfølgelig altid kunne gøre«.

Morten Stahl Madsen, overlæge, Veneklinikken i Brørup:

For et par måneder siden var der meget presseomtale af et barn, som blev tvangsfjernet kort efter, at det blev født pga. forældrenes misbrugsproblemer. Graviditeten var et resultat af en fertilitetsbehandling på Odense Sygehus. Dengang sagde du i fjernsynet: »Jeg håber, at den pågældende læge fra fertilitetsklinikken kommer i Sundhedsstyrelsens gabestok«. Mener du fortsat, at man løser sådanne problemer ved at hænge en enkelt læge ud? Og er din holdning, at »fejl og utilsigtede hændelser« forhindres ved straf?

BH:

»Jeg var sur over, at der ikke var nogle fra hospitalet, der ville stille op. Jeg blev kontaktet hele dagen, og klokken 22 om aftenen tænkte jeg, at nu kan det være nok. Nogle må sige noget i anledningen af det forfærdelige, der var sket, og så sagde jeg det, du refererer. Og det var måske lidt stærkt sagt. Men jeg tror meget på det med offentlighed om fejl. Jeg er jo nødt til at kunne sige til borgeren, at hvis der er nogen, der gør noget forkert, så får det konsekvenser. Lægeverdenen er ikke sådan en verden, hvor almindelige mennesker ikke får lov til at kigge ind. Når der begås fejl, skal det frem i lyset. Det går jeg ind for. Og i dette tilfælde kom det frem, at man havde foretaget visse fertilitetsfremmende foranstaltninger. Det, synes jeg fortsat, er meget forkert. Det er jo ingen menneskeret at få børn. Og jeg synes, at man skal overveje meget nøje, at hvis det handler om mennesker, der efter alt at dømme ikke er i stand til at tage vare på deres børn, så bør man ikke gennemføre hverken den ene eller den anden graviditetsfremmende behandling«.

Henrik Dibbern, praktiserende læge, Otterup:

Meget forskning tyder på, at en stærk primærsektor er den del af sundhedsvæsnet, som har størst betydning for befolkningens sundhed. Bør man ikke tænke dette med ind, når man planlægger, hvordan det danske sundhedsvæsen skal se ud om 20 år?

BH:

»Jo, jo og atter jo. Der er alt for meget fokus på de 18 store nye sygehuse. Det er lige så vigtigt, at fremtidens lægehuse kan en hel masse mere. At folk ikke behøver at tage ind til de store sygehuse. Overskriften er: »Hvad der ikke er svært, skal være nært«. Skal der skæres eller stilles en vanskelig diagnose, så er det ind på de store sygehuse, det er i alles interesse. Men ellers bør det foregå lokalt i nogle nye lægehuse, hvor man kan meget mere end i dag.

Claus Rasmussen, ledende overlæge, Reumatologisk Afdeling, Sygehus Vendsyssel:

Sundhedsministeriets takststyringssystem modvirker i dag den nødvendige kommunikation og koordinering af patientforløbet. Resultatet bliver alt for mange kontrolbesøg til gavn for systemet og til skade for patientbehandlingen. Er én læge involveret tæller det som et besøg. Er to eller flere læger sammen, tæller det også som ét besøg. Hvordan vil ministeren sikre sig, at takststyringen fremmer hensigtsmæssige og koordinerede patientforløb?

BH:

»Gid der var en enkel løsning. Men jeg kan fuldstændig genkende problematikken, som jeg desværre har hørt før. Det er en løbende overvejelse, hvordan de her DRG-takster skal være. Jeg ville sådan ønske, at der var en enkel løsning«.

Henrik S. Thomsen, professor, Radiologisk Afdeling, Herlev Hospital:

Når man taler med jurister på Slotsholmen, får man indtryk af, at man i f.eks. Justitsministeriet og Undervisningsministeriet er dydsmønstre med hensyn til den juridiske betjening af borgerne, mens Sundhedsministeriet/Sundhedsstyrelsen ligger i den anden ende af skalaen. Det forlyder, at det er vigtigt for dig, at borgerbetjeningen er i top, og at alle regler f.eks. forvaltningslov, aktindsigtsregler osv. bliver fulgt til punkt og prikke. En udbredt opfattelse blandt læger, journalister, patienter m.m. er, at både Sundhedsministerium og Sundhedsstyrelse har svært ved at leve op til reglerne. Man svarer ikke på spørgsmål inden for rimelig tid, man partshører ikke altid, sagerne syltes, forvaltningslovens habilitetsregler følges ikke, man kvitterer ikke altid for modtagelsen af henvendelser mv. Listen er lang. Skal ikke de samme forhold gælde i dit nuværende ministerium/styrelse, som du forlangte i Undervisningsministeriet?

BH:

»Jo. Og hvis det er rigtigt som beskrevet, så bør det rettes op. Så enkelt er det. Så det vil vi tage til os«.

Vibeke Berg Løgager, overlæge, Røntgenafdelingen, Herlev Hospital:

Instrukser er godt ledelsesredskab, men i praksis er vi kommet over, hvad et menneske kan rumme. Sundhedsvæsenet lider efterhånden af instrukstyranni. Jeg ville ikke kunne nå at lave lægearbejdet, hvis jeg skulle være fuldt orienteret i alle de nye instrukser. Det er efterhånden rent kaos. Hvad med at lave en prioritering?

BH:

»Man skal altid prioritere. Jeg troede, at der var bred enighed om, at vi skal have flere kliniske retningslinjer. Og det vil jo - desværre - betyde flere instrukser«.

Vibeke Sejer Hansen, reservelæge, under uddannelse til neurolog, Århus Universitetshospital, Århus Sygehus:

Jeg har ofte patienter med tolkebehov, når jeg sidder i Epilepsiklinikken, hvor en detaljeret anfaldsbeskrivelse er af stor betydning. Tror du, at kvaliteten af lægernes arbejde bliver uændret, når der fra 2011 ikke længere betales for tolkebistand til de udlændinge, der har været længe i Danmark?

BH:

»Kvaliteten bliver uændret,