Den danske kvalitetsmodel - det er viljen til at ville, der giver evnen til at kunne

I dette nummer af Ugeskrift for Læger gives der en status over de seneste ti års udvikling inden for kvalitetsområdet, afsluttende med en beskrivelse af hvorledes man er nået frem til en bred konsensus om en dansk kvalitetsmodel, som er konfirmeret i en aftale mellem regeringen og sygehusejerne. Den skal gælde for hele landet og med tiden i alle sektorer i det danske sundhedsvæsen. Det er et væsentligt resultat, og der ligger en stor opgave forude. Men vil man, kan man, og der må ikke tabes tempo. Enighed om en fælles model blev i princippet opnået for snart to år siden.

Modellen er en akkrediteringsmodel, der skal fokusere på det samlede kliniske forløb. Som anført i dette nummer af Ugeskriftet, er det aldrig regelret blevet bevist, at akkreditering forbedrer kvaliteten. Det kan man ikke bare negligere. Dels kræver alle typer af akkrediteringssystemer en meget stor indsats af personalet, og dels er vi opdraget til at bruge evidensbaserede beslutninger i sundhedsvæsnet. Så det er et problem. Men jeg tror ikke, at man nogensinde vil kunne opstille en tilfredsstillende videnskabelig model, som kan gennemføres i praksis, og som kan bevise effekten af en akkreditering i en større organisation. Det er der mange årsager til, bl.a. kan man ikke forestille sig, hvordan en blindet randomisering skulle kunne gennemføres, og en effekt vil forventelig først indtræde senere, derved er det vanskeligt at skelne mellem, hvad der er akkrediteringseffekt, og hvad der skyldes andre påvirkninger af organisationen, herunder ikke mindst personalets holdningsskift og løbende struktur- og budgettilpasninger. Og så må man også se i øjnene, at ikke alt kan bevises i denne verden - uden man af den grund kan udelukke, at det fungerer.

Det er væsentligt, at det virkelig bliver en kvalitetsmodel, som er forståelig og gennemskuelig for såvel producenter som brugere af sundhedsydelserne i Danmark. Man ser i andre lande, bl.a. England, at der opereres med to systemer, og det forvirrer og er utilfredsstillende, at f.eks. Smiley- eller Star-systemer ikke passer med det pågældende lands akkrediteringssystem.

Formentlig vil tiltroen til en dansk kvalitetsmodel også vinde ved, at den administreres i et uafhængigt, selvejende og selvfinansierende institut - og så gør det i øvrigt ikke noget, hvis der kom et større lægeligt engagement, end der har været i de seneste ti år.

Det er velkendt, at det er svært at måle kvalitet inden for sundhedsområdet. Det er svært at håndtere den altid tilstedeværende biologiske og sociale variation og skabe målelige og sammenlignelige resultater. Siden Donabidians dage har man inden for kvalitetsområdet talt om struktur, proces og resultat, som dette nummers artikler beskriver på udmærket vis og fra forskellige synsvinkler. Vi vil gerne fokusere på resultater, og har vi målinger, der er befriet for forvrængningsfaktorer og kan anvendes på forskellige afdelinger, skal det naturligvis være dem, man bruger. Men findes disse målelige elementer ikke, må man ty til den helt igennem sunde opfattelse, at sandsynligheden for et godt resultat er større, når værktøjet er i orden, og det bruges rigtigt. Eller med andre ord, at struktur og proces er velbeskrevet og implementeret og lever op til internationalt accepterede standarder med tilhørende målelige elementer.

Men de landsdækkende initiativer, herunder ikke mindst Den Gode Medicinske Afdeling og Det Nationale Indikator Projekt, skal have al mulig medvind, idet de vil være værdifulde komponenter i den danske kvalitetsmodel. Men uden mulighed for en automatiseret datafangst via en landsdækkende elektronisk patientjournal når vi aldrig at dække bare en væsentlig del af vort sygdomsspektrum med klinisk relevante, validerede og risikojusterede sygdomsspecifikke indikatorer. Indtil da er standarder, som i den danske kvalitetsmodel nødvendige stadier på vejen - og det er måske ikke så dårligt endda. Det må man vel mene i de 18 europæiske lande og i et tilsvarende antal lande uden for Europa, hvor man indtil nu har implementeret akkrediteringssystemer, som ikke er så forskellige fra det, der er kernen i den danske kvalitetsmodel. Og måske kan man endda bruge en større del af deres erfaring, end man umiddelbart tror, bl.a. at uden en engageret ledelsesmæssig opbakning skal man ikke forvente de store resultater. De kommer ikke af sig selv.

Korrespondance: Erik Juhl , Enhed for Patientsikkerhed, H:S Hvidovre Hospital, DK-2650 Hvidovre. E-mail: erik.juhl@hh.hosp.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet