Content area

|

Den desperate kamp mod mæslinger

I det danske nulrisiko-samfund er det blevet glemt, hvor frygtelig en børnesygdom mæslinger er. Under en københavnsk epidemi i 1887 døde mindst hvert 20. af de smittede børn. Der var ingen vaccine – men der blev brugt mange kræfter på at finde et værn mod sygdommen.
Børnestue på Blegdamshospitalet i København, 1920’erne. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum.
Forfatter(e)
Klaus Larsen, kll@dadl.dk

Mæslingeepidemien i Kjøbenhavn« lød en overskrift i Politiken den 15. november 1887. Det var bare en lille notits, som oplyste, at epidemien nu var i aftagende: »I alt er der siden Epidemiens Begyndelse først i Juni anmeldt 9.351 tilfælde samt 453 Dødsfald. De fleste Dødsfald indtræffer i Aldersklassen 1-5 Aar«.

Den beskedne notits fortæller om bare én af de tilbagevendende epidemier af sygdomme, som stort set alle børn fik, og som havde en høj dødelighed. I dette tilfælde døde fem procent – hvert 20. af de smittede børn. Uden tvivl døde endnu flere af komplikationer som f.eks. lungebetændelse og meningitis i de følgende uger. En del af overleverne har fået varige, livsforandrende men.

Før 1987 fik 98 procent af alle danske børn mæslinger. Så blev MFR-vaccinen introduceret i Danmark, og efter få år var mæslinger tæt på at være udryddet.

Derfor er det stort set glemt, hvor frygtelig en forbandelse denne børnesygdom var.

Høj dødelighed

At mæslinger var en farlig sygdom, vidste de embedslæger, som i november 1922 deltog i et kursus hos Statens Seruminstitut, udmærket. Alligevel må det have rystet dem at høre, at der i Tyskland hvert år døde 40.000-45.000 børn af sygdommen.

  • ”I alt er der siden Epidemiens Begyndelse først i Juni anmeldt 9.351 Tilfælde samt 453 Dødsfald. De fleste Dødsfald indtræffer i Aldersklassen 1-5 Aar”.

Notits om mæslingeepidemi i København. Politiken, 15. nov. 1887

Kurset blev ledet af reservelæge på instituttet Oscar Henriques, som gjorde status over »de senere Aars Studier over Mæslinger«, og det var ham, der præsenterende de uhyggelige tal.

I årene 1907-1910 døde der i Wien flere af mæslinger end af difteritis, skarlagensfeber og kighoste tilsammen – og så var det ikke engang »mæslingeår«, tilføjede Henriques. Fra USA kunne han citere den officielle statistik, som for året 1920 viste 10.000 mæslingedødsfald, »men der er almindelig Enighed om, at Tallet er langt større«.

Når Henriques mener, at dødstallet er større, skyldes det, at man – lige som i Danmark – kun opgjorde mortaliteten for den periode, hvor patienten havde udslæt. De, der døde af efterfølgende komplikationer, optrådte i dødsstatistikkerne under komplikationens betegnelse.

Ud over dødeligheden ville han minde om, at sygdommen også invaliderede et ukendt antal af de overlevende med varigt men på syn, hørelse, lungefunktion osv.

De yngste og fattigste

Og jo yngre det smittede barn var, desto højere var dødeligheden – især i de laveste socialklasser. Oscar Henriques citerede statistikker:

I Hamborg var dødeligheden af mæslinger i årene 1901-1910 hele 6,4 procent i de fattigste kvarterer. I de rige kvarterer var dødeligheden 0,5 procent. I Wien så det endnu mere grelt ud: 10,99 procent dødelighed blandt de fattige og 0,55 procent blandt de rigeste.

I 1909-1910 udbrød en mæslingeepidemi i Hamborgs vajsenhus (børnehjem for forældreløse, red.) 37 procent af de smittede børn døde. For smittede børn under et år var dødeligheden endnu større: Af dem døde 50 procent.

Alle statistikker viste ifølge Henriques, at alderen var afgørende for dødeligheden:

»Naar Mortaliteten er saa ringe i de rige Kvarterer, skyldes det nemlig, at Børnene her først smittes i Skolealderen, medens de fattige Børn, der – saa snart de kan kravle – færdes frit i Gaarde, paa Gader og Trappegange, inficeres som smaa. Samfundet maa derfor kræve, at Børn saa vidt muligt forskaanes for Infektionen de første 3-4 leveaar«, konkluderer Henriques.

Bacille eller virus?

Bakteriologien var omkring 1922 stadig en ung videnskab, og mæslingernes oprindelse var ikke sikker: Det var en infektionssygdom, men skyldtes den en bacille eller en virus?

Det var ikke ny viden, at man var immuniseret mod mæslinger, når man først havde haft sygdommen, og koppevaccine havde man haft siden 1700-tallet. Pasteur havde i 1884 præsenteret en effektiv rabiesvaccine. Så i det mindste vidste man nu, hvilken vej man skulle gå.

Fra begyndelsen af 1900-tallet blev der, med vekslende held, eksperimenteret med fremstilling af vacciner og serumbehandling mod de store folkesygdomme.

Serumbehandling var begyndt i 1890’erne og havde vist sig effektivt ved behandling af difteritis. En af verdens første kontrollerede kliniske undersøgelser var faktisk serumbehandling af difteritis, som Johannes Fibiger foretog på Blegdamshospitalet i 1896. Også lungebetændelse og meningitis blev behandlet med serum. Statens Seruminstitut blev oprettet med henblik på at fremstille serum af heste og kaniner.

I 1905 kunne lederen af McCormick Institute for Infectious Diseases i Chicago, Ludvig Hektoen, rapportere om flere amerikanske forsøg med at udnytte mæslingernes eget potentiale til immunisering – forsøg, der var foregået siden 1801, og hvor inficerede børnehjemsbørn under epidemier fik indsprøjtet serum fra børn, der netop havde overstået sygdommen.

Rekonvalescentserum

Ved adskillige forsøg havde serum enten hindret udbrud hos allerede inficerede, eller de havde fået mæslingerne i svækket form.

I det tyske Medizinische Wochenschrift kunne børnelægen Rudolf Degkwitz meddele, at han ved et forsøg på 1.700 børn havde vist, at børn, som blev udsat for infektion, for over 90 procent vedkommende blev syge. Men havde de i forvejen fået rekonvalescentserum, blev kun 2-3 procent syge. Degkwitz sukkede: Kunne man bare skaffe serum fra 300 rekonvalescenter, ville man kunne beskytte 2.000-3.000 børn. Og i den utopiske situation, at der var serum til alle, kunne 26.000 tyske børn reddes – hvert år.

Indtil videre var serumbehandlingen the magic bullet. Et problem var dog, at immuniteten kun varede i ca. en måned, og derfor var det umuligt at have et beredskab – eller under en epidemi at skaffe nok rekonvalescentserum med kort varsel. Degkwitz havde ud over serum eksperimenteret med »totalblod« fra voksne, der havde haft mæslinger i barneårene. Det viste sig, at det også gav beskyttelse, om end mindre end rekonvalescentserum, og desuden skulle det gives i meget større doser. Blev det injiceret inden fjerdedagen af inkubationen, gav det hos en stor del af patienterne fuld beskyttelse, eller de fik et mildere forløb af sygdommen. Voksenblod kunne altså bruges.

Da Oscar Henriques havde gennemgået de mange forsøg, som havde vist serumbehandlingens effektivitet, nåede han frem til det centrale spørgsmål: »Bør man indføre den profylaktiske serumbehandling af Mæslinger i Danmark? I bekræftende Fald: Under hvilken Form?«.

I 1920 havde 22.758 børn haft mæslinger, og 230 af dem var døde – lidt over en procent, så svaret gav sig selv: Ja til profylakse.

Men i hvilken form? Rekonvalescentserum, som giver 97-98 procent beskyttelse? Eller voksenblod, der beskytter halvdelen og sikrer, at den sidste halvdel får sygdommen i afsvækket form?

Det måtte blive voksenserum, da Seruminstituttet havde svært ved at skaffe rekonvalescentserum, mens voksenblod uden problemer kunne fås »fra en bekymret Moder eller Fader«.

MFR-vaccinen

I februar 1935 meddelte Sundhedsstyrelsen, at »da det muligvis ikke er almindelig kendt«, ville man oplyse, at man havde en »ganske vist meget begrænset« mængde rekonvalescentserum til rådighed, som var skaffet til veje »under Vinterens Mæslinge- og Skarlagensfeber-epidemi«.

Der var endnu lang vej til en vaccine.

I november 1963 kunne Ugeskrift for Læger fortælle om lovende amerikanske forsøg med forskellige typer vaccine, »men der vides endnu for lidt om immunitetens varighed«. Desuden beskyttede vaccinen ikke som serumbehandlingen efter smitteeksponering.

I 1963 blev den første mæslingevaccine godkendt, og i 1971 kom den første vaccine mod mæslinger, fåresyge og røde hunde (MFR) på markedet. I 1980’erne, hvor vaccinationen bliver mere udbredt, faldt antallet af tilfælde stærkt, men med jævnlige udbrud pga. for lav tilslutning.

I 1987 blev tilbuddet om MFR-vaccination af alle børn indført i Danmark. Indtil da kunne antallet af nye tilfælde nå helt op på 70.000 under epidemier, der ramte med 2-3 års mellemrum. Ved hver epidemi døde 5-7 børn, og mange fik invaliderende skader.

Fra 1987 blev mæslingetilfælde en sjældenhed – men tilslutningen i Danmark har på intet tidspunkt været så høj, at de tre sygdomme har kunnet udryddes helt.

Litt.:

UfL, 27. april 1922, s. 422-3

UfL, 2. august 1923, s. 545-9

UfL, 21. februar 1935, s. 246 og 1036 ff.

Blad nummer: 

Right side

af Stig Gerdes | 25/03
18 kommentarer
af Astrid Hanna M. Schulze | 23/03
1 Kommentar
af Christian Schlütter | 23/03
10 kommentarer
af Poul Erik Rørbæk | 22/03
29 kommentarer
af Niels Foldager | 19/03
1 Kommentar
af Stig Gerdes | 18/03
4 kommentarer
af Gorm Greisen | 17/03
1 Kommentar
af Lars Erik Larsen | 17/03
5 kommentarer