Til møde i Foreningen af Pensionerede Læger, hvor gensyn suppleres med velkomstkaffe, en utrolig beretning om homo sapiens og summende snak til et let traktement.
Det er onsdag 29. april, klokken er 14.30, og der er gensyn og masser af snak. De pensionerede læger sværmer om kagebordet og kanderne med kaffe, og egentlig var der først mødetid fra klokken 14.45, men det er de ligeglade med. Hvorfor vente?
Der er møde i den midtjyske seniorklub under Foreningen af Pensionerede Læger, og små 100 har meldt sig til. Nogle arbejdede til op i en relativt høj alder, før de blev pensionister, men sådan en eftermiddag på Aarhus Universitetshospital virker det nu ikke, som om alderen trykker specielt meget. I hvert fald er humøret og stemningen høj.
Skeernes koncert mod kagetallerkener akkompagnerer lyden af massiv snak. Nogle står op, andre har fundet et sted at sidde. To af dem er Niels Frost på 78 år og Jon Erlendsson på 73 år, og de ser ud til at kende hinanden i forvejen:
”Det gør vi også. Vi har begge i sin tid arbejdet på sygehuset i Horsens, og vi fulgtes ad herop”, siger Niels Frost.
”Men derudover dukker der jo altid folk op, man kender”, tilføjer Jon Erlendsson og lader blikket glide rundt over de mange fremmødte. De arbejdede som henholdsvis narkoselæge og reumatolog og var dermed på samme sygehus, men på hver sin afdeling. Nu møder de hinanden og andre kolleger til arrangementerne i Foreningen af Pensionerede Læger.
Den 82-årige Dorte Vuust Andersen står alene med sin kaffe midt på gulvet og venter på en bekendt. Hun var praktiserende læge i Aarhus til hun var 63 år, så det er efterhånden nogle år siden, som hun siger.
”Det er så hyggeligt, det her. Man kan slet ikke undgå at møde nogen, man kender”, smiler hun, og knapt har hun fået det sagt, så er der hjerteligt gensyn: Nej, er I også her, og der er hurtige kindkys og tydelig glæde over et uventet møde.
Klokken er 15, og alle lister ind i auditoriet og finder en plads. Det bliver helt fyldt, og dagens foredragsholder flytter lidt på nogle kranier på bordet nede foran. Det er tidligere overlæge i klinisk genetik på Aarhus Universitetshospital, Peter K. A. Jensen, der gør klar til sit foredrag om menneskets oprindelse og udvikling.
Før foredraget går i gang, siger 81-årige Gert Bruun Petersen lige et par ord. Han har arrangeret og er vært sammen med tidligere cheflæge i Aarhus, den 67-årige speciallæge i intern medicin og kardiologi Anne Thomassen. De er lokalt valgte repræsentanter til bestyrelsen for den landsdækkende forening og Gert Bruun Petersen minder de fremmødte om mentorordningerne, som de pensionerede læger kan gå ind i:
”Der er brug for os som Ny Læge-mentorer, Karriere-mentorer og Leder-mentorer”, siger han. Så gives ordet gives videre til dagens foredragsholder, som Gert Bruun Petersen så udmærket kender fra sin tid som ledende overlæge for klinisk genetisk afdeling i Vejle og som professor i klinisk genetik på universitetshospitalet i Aarhus.
Faktaboks
Peter K.A. Jensen tager tilhørerne millioner af år tilbage. Han har forsamlingens fulde opmærksomhed, først da han påviser, hvor papirtynd afstanden mellem mennesket og chimpansernes arvemasse er, høres der en vis mumlende munterhed. Med humor og stort engagement tager foredragsholderen de pensionerede læger med på en tidsrejse gennem millioner af år, og bagefter spørges der lystigt, før foredragsholderen får tak og et par flasker vin.
”Mit honorar var mødet med gode gamle kolleger”, siger han, og så klappes der.
Bagefter er der ørred og andre gode ting i kantinen ved siden af. Der skænkes og snakkes på kryds og tværs, og igen er der uventede gensyn. Jan Rømer var praktiserende læge i Viby J., nu sidder han og snakker med de omkringsiddende om dagens foredrag, da der pludselig står en kollega bag hans stol:
”Så mødes vi igen”.
Det er Egon Rosendal, der i sin tid var praktiserende læge i Kolding, men som nu er flyttet til Aarhus.
De to læger var i 1966 studentervikarer på samme hospital i Nordsverige. Da var de unge, nu mødes de som pensionister.
Men der er andre former for fortid. Pludselig ser Jan Rømer på sin sidemand, Oluf Mygind, der er øjenlæge og havde egen klinik i Aarhus:
”Sig mig, gik du ikke på Viborg Katedralskole?”
Og så udveksler de to læger mere end 50 år gamle studenterminder fra Viborg, mens lydniveauet omkring dem stiger i takt med, at ørreden forsvinder fra fadene og vinen står lavere i flaskerne.
